Langø Kirke

Kappel-Vestenskov-Arninge Pastorat – Lolland Vestre Provsti – Lolland-Falsters Stift – Lollands Sønder Herred – Maribo Amt

Langø Kirke er bygget i 1899-1901. Som Kappels beboere i 1400-tallet syntes, at vejen til Vestenskov var for lang og for dårlig, sådan syntes beboerne på Langø i 1880'erne det samme om vejen til deres sognekirke, Kappel.
Der blev i 1892 iværksat en indsamling til et vedligelsesfond for et evt. kapel på Langø, og da økonomien var på plads, blev arbejdet bestilt hos murermester W. Gluud, Nakskov. Den 21. september 1900 var der grundstensnedlæggelse, og den 15. september 1901 blev Langø kapel indviet.
Da Langø Kirke, eller kapel, stod færdig, var der dog forskelligt inventar, der manglede, mest af alt en altertavle. En gipsafstøbning af Thorvaldsens Kristus-figur eller et forgyldt kors på blå grund var på tale, men man nøjedes i første omgang med et sort klæde med ordene "Mesteren er her og kalder ad dig" broderet på med gylden tråd. Giveren var trikotagehandler Peter Lauritsen, Herning, en ven af daværende sognepræst Hindhede.
I 1904 havde man sparet sammen ved en basar og et overskud fra sildefiskeriet til den rigtige altertavle med et maleri, der er en kopi af Carl Blochs "Jesus i Getsemane". Det broderede klæde hænger nu i våbenhuset.
Døbefonten er af træ og flytbar.
Prædikestolen var oprindelig anbragt på trappen op til alteret, men blev i forbindelse med en restaurering i 1972 flyttet hen til den plads, den har nu.
I 1945 blev et harmonium taget i brug. Først i 1967 blev det erstattet af et orgel.
Langø kirkes vartegn er klokkestabelen, som blev bygget i 1999 på det lokale Langø Skibs- og Bådebyggeri.
Klokken bærer indskriften KOM TRO OG KOM GLÆDE.

Kirkens hjemmeside

 
Tilbage til Lolland-Falster Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne