Skovlænge Kirke

Søllested-Skovlænge-Gurreby Pastorat – Lolland Vestre Provsti – Lolland-Falsters Stift – Lollands Sønder Herred – Maribo Amt

Skovlænge Kirke er en lille hvidkalket kirke bestående af senromansk (ca. 1200-1275) kor og skib med gotisk våbenhus i syd, alt i tegl. Koret er lidt ældre end skibet og har hjørnelisener og gesimser. I 1854 blev der hugget en glug til kirkeklokken i gavlen. Koret har rige romanske murdekorationer. Kirken har desuden en anseelig senrenæssance-altertavle fra o. 1630 og en romansk granit-døbefont. Prædikestolen er af samme mester som altertavlen fra 1633. Epitafium fra o. 1634 over sognepræst J. Riber. Orglet er installeret af Starup & søn i 1967.
Skovlænge Kirke ligger sammen med præstegården og en lille skovparcel sydøst for landsbyen Skovlænge. Kirken ligger for enden af en blind vej som fører både til kirken og præstegården. Kirken er ikke synlig fra vejen før man er helt tæt på den.

Kirkens hjemmeside

Den lille hvidkalkede, kullede kirke (muligvis viet Jomfru Maria) består af senromansk kor og skib med gotisk våbenhus i syd, alt af tegl. Koret, der er lidt ældre end skibet, har hjørnelisener og gesimser, og på langmurene rige rundbuefriser over savskifte. Østgavlen har over rundbuede tvillingvinduer (tilmuret i lysning), dobbelt savskifte og spærstikfrise. Taggavlen er muret med stående zigzak og har øverst trappefrise og savskifter. I gavlen er 1854 hugget en glug for kirkeklokken. På korets sydside en smuk tilmuret præstedør, uregelmæssigt rundbuet, falset i lille fremspring. Over døren er der prydstik i savskifte samt dobbelt blændarkade med rundet midtsøjle. Foroven på fremspringet sidder en primitivt formet menneskefigur. Skibets østgavl har over savskifte stående zigzakmuring. Langmurne har hjørnelisener og tandsnitsgesimser, og sydportalens fremspring, der når til taget, har fem savskifter. Døråbningen er udvidet. Den tilsvarende nordportal er tilmuret og forsynet med et senere vindue. Midt i hver langmur er bevarede romanske vinduer, tilmuret i lysningen. Vestgavlen har i rejsehøjde et savskifte, og herover er gavlfeltet ved savskifter delt i fire ligebenede trekanter. Koret har muligvis haft en tøndehvælving af træ, men i sengotisk tid er dette og skibet overhvælvet. Det gotiske våbenhus har en udvidet fladbuet dør og i gavlen tre spidsbueblændinger. Alle bygningens nu åbnede vinduer er spidsbuede fra midt i 1800-tallet.

J. P. Trap/Danmarks Kirker

 

Tilbage til Lolland-Falster Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne