Maribo Domkirke

Maribo Dompastorat – Maribo Domprovsti – Lolland-Falsters Stift – Musse Herred – Maribo Amt

Maribo Domkirke er opført som klosterkirke af Birgittiner-ordenen. I 1416 indviedes de første klosterbygninger og kirkens kor. Kirken var centralt placeret i det birgittinske dobbeltkloster. Kloster og kirke stod færdigbygget omkring 1470. Klostret havde sin storhedstid frem til reformationen, hvor det blandt meget andet ejede en række herregårde og mere end 400 mindre gårde. Klostret fungerede som adeligt frøkenkloster fra reformationen og frem til 1621, hvor det blev nedlagt og alle tilliggender lagt ind under Sorø Akademi.
I 1596 brændte byens sognekirke og klosterkirken blev overdraget byen. De følgende århundreder forfaldt det imponerende bygningskompleks, så kun kirken stod tilbage. To hovedistandsættelser i sidste halvdel af 1800-tallet førte kirken tilbage til sin oprindelige skikkelse. Den gamle klosterkirke blev i 1803 stiftskirke i det nyoprettede Lolland-Falsters Stift. I 1924 fik kirken officielt titel af Domkirke.
Ifølge ordensgrundlæggeren den Hellige Birgitta af Vadstena´s (1303-1373) anvisninger er kirken opført som gotisk kirke-hal med hovedskib og to sideskibe. I overensstemmelse med dobbeltklostersystemet havde kirken to kor. Højkoret var placeret mod vest, hævet seks trin over skibets guld. Nonnernes kor var placeret mod øst, på det nuværende orgelpulpitur.
Efter Birgittas forskrifter fører tre døre ind til gudstjenesterummet:
Syndsforladelsens port mod øst, for de valfartende.
Forsoningens og mildhedens port mod vest, for munkene.
Nådens og herlighedens port mod nord, for nonnerne med adgang fra nonneklostret.

Kirkens hjemmeside

Maribo Domkirke er den eneste del af det store birgittinerklosters bygning, der endnu er under tag. Kirken ligger meget smukt ved den nordlige vig af Maribo Søndersø. Det er en gotisk murstensbygning, bestående af tre omtrent lige høje skibe under fælles tag; imod vest har den i overensstemmelse med den hellige Birgittes forskrifter et lavere og smallere kor, dog imod forskrifterne med er slankt, i ny tid opført tårn ved korgavlen. Koret er bygget først, antageligt påbegyndt 1408, over fire kvadratiske, hvælvede rum, der har været anvendt som gravkrypt, indtil kisterne 1864 blev nedgravet på kirkegårde, 1891 blev rummet indrettet som varmekælder. Kryptens vigtigste opgave har oprindelig været at hæve korgulvet de i forskrifterne krævede seks trin, hvorpå der skulle stå 12 apostelaltre. I koret nordvæg har en trappe ført ned til en forsvunden halvtagsdækket skriftemålsbygning til brug for nonnerne, i sydmuren har en trappe ført op til overstokværket i en sakristibygning, der tjeneste som gravkapel for familierne Steensen og Hahn, da den blev nedrevet 1812. Koret har vistnok fra første færd haft bjælkeloft, idet dets to stjernehvælv synes at være samtidige med hvælvene i kirken tredje store byggeperiode, skibets østlige del. Tårnet har været en senere tilbygning til korgavlen, måske en efterligning af birgittineranlægget i Mariager. Det har været nedrevet, men er genopført ved kirkens store restaurering i 1891, da samtidig næsten hele korets fag blev ommuret. Skibets fire vestlige fag udgør kirkens anden byggeperiode og er med sine velberegnede proportioner og fine detaljer måske Danmarks fineste bygningsværk fra midten af 1400-tallet. Mellem de udvendige støttepiller, der ikke når op til den nuværende gesims, vender på nordsiden en dør ud mod nonneklosteret. Den har dog ikke været søstrenes sædvanlige indgang, tværtimod siges hver søster kun at have passeret den to gange, ved sin indvielse og ved sin begravelse. I øvrigt har hvert fag et stort, profileret vindue, hvis stavværksinddeling er en rekonstruktion, der skyldes Høyen. Arkademurene mellem de tre skibe bæres ligesom i moderkirken Vadstena af svære, ottekantede piller, som alle hælder stærkt mod nord. De elegant murede midtskibshvælv har form som ufuldstændige stjernehvælv af samme type som biskop Gisicos i Sankt Knud kirke i Odense. Sideskibene har krydshvælv. Over hvælvene er arkademurene ført op som understøttelse for det vældige tagværk. Da ydermurene for disse fag var rejst, blev der bygget en interims-gavl, der dog må have stået ved det tredje pillepar, og som vistnok omtales 1446 under betegnelsen "grinden". Efter et kort ophold har man derefter påbegyndt skibets fire østlige fag, der må have under tag omkring 1470. Planen stemmer nøje overens med den ældre del, men detaljer i opbygningen og profileringen tyder på, at en ny bygmester har fået ledelsen. Arkadepillerne, der står i lod, er noget højere end de gamle og hvælvene, der i midtskibet er fuldstændige stjernehvælv, har uprofilerede ribber. I nordsidens tredje fag fra øst har der været en mindst 2,25 meter bred port med tærskelen i højde med vinduernes underkant. Den er forklaret som "nådens og ærens port", der efter forskrifterne skulle danne forbindelsen mellem nonneklosteret og kirken. Muligvis har søstrene fra en forbindelsesbygning her kunnet overvære gudstjenesten uden at komme ind i kirken. Bestræbelserne for at holde klosterfolket afsondret fra den læge menighed er yderligere gennemført ved indbygning af smalle gallerier langs alle skibets ydervægge, som har dannet forbindelse mellem munkekortet i vest og nonnekoret i øst. Dette galleri har dog kun i østsiden sin projekterede bredde, mens det i vest er rekonstrueret i en noget misvisende form og på langmurene ikke har fået sin fulde bredde, nemlig halvdelen af sideskibenes. At dette ikke var tilsigtet ses deraf, at lægfolkets indgange i østgavlen "syndsforladelsens porte" er trykket op mod arkademurne, så de ville have siddet midt ud for den frie halvdel i sideskibene. Den mægtige østgavl har i øvrigt tre store stavværksvinduer og øverst en spinkel blændingsdekoration. På gavlen ses sporet af to hvælvingfag fra en nu forsvunden kapelbygning, til hvis overstokværk der har været adgang fra det indvendige galleri. Midt på gavlen er forneden indsat en mærkeligt sengotisk relief af granit forstillende Kristus på korset omgivet af alle martyredskaberne. Reformationen berørte i den første tid kun i mindre grad den gamle klosterkirke. Først da byens sognekirke var brændt i 1596 og borgerne blev henvist til at søge kirke i den til adeligt jomfrukloster omdannedes stiftelse, blev nyindretninger nødvendige. Det gamle vestkor blev overladt til jomfruerne, borgerne fik deres alter i østenden og gallerierne blev ved trapper sat i forbindelse med gulvet. Borgernes klokker blev ophænget i et lille rytterspir på østgavlen. Dette spir blev fornyet flere gange, bl.a. af Thura, inden det endeligt blev nedlagt 1891. Vedligeholdelsen af den store kirke voldte store vanskeligheder; Thura foreslog en delvis nedrivning af koret, og 1793-1861 var kirkens vestdel skilt fra ved en bindingsværksvæg mellem skibets første pillepar. En stor resturering under ledelse af professor H. C. Hansen bragte derefter kirken på fode, og 1890-92 fik den ved professor H. Stock sit nuværende udseende.

J. P. Trap/Danmarks Kirker

 

Tilbage til Lolland-Falster Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne