Bregninge Kirke

Kettinge-Bregninge Pastorat – Lolland Østre Provsti – Lolland-Falsters Stift – Musse Herred – Maribo Amt

Bregninge Kirke (eller Grønnegade Kirke) ligger i den lille bebyggelse Grønnegade, men heller ikke landsbyen Bregninge, som kirken har navn efter og som ligger ca. 1 km mod nord er mere end nogle få gårde. Endelsen -inge signalerer ellers gammel og stor. Nabobyen Kettinge er således en af Lollands største landsbyer. Kirken er også lille og uden tårn. Til gengæld ligger den på et af egnes højeste punkter tæt på de få gårde i Grønnegade, som ligger i en lavning. Kirkens alder er ikke fastslået, men den er i romansk stil og sikkert fra før 1200. Våbenhuset er en senere tilbygning i gotisk stil. Den nuværende klokkestabel er af nyere dato. Kirken var frem til 1695 annekskirke til Herritslev Kirke og siden til Kettinge Kirke. Kirkens alter er fra 1879, men selve altertavlen er fra ca. 1610 ligesom prædikestolen. Døbefonten er tidlig romansk og måske samtidig med kirken.

Kirkens hjemmeside

Kirken består af romansk kor og skib og gotisk våbenhus, alt muret af munkested i munkeforbandt. Den romanske kirke har hjørnelisener og dobbeltskråkantsokkel, på korets østlige gavl ligger desuden to mellemlisener med tilmuret vindue i midten. I koret sydside sidder en præstedør, der ligesom skibets to portaler er anbragt i et lille murfremspring. Sydportalen med søjlestave i falsene, er stadig i brug, nordportalen er tilmuret. Hver af skibets langmure har to tilmurede, romanske vinduer. Koret og en del af skibet nordside har som gesims et tandsnit. I kor og skib er i gotisk tid indbygget krydshvælv, der i skibet er seksdelte. Kirken er rødkalket, med hvide indfatninger.

J. P. Trap/Danmarks Kirker

 

Tilbage til Lolland-Falster Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne