Olsker

Sankt Ols Kirke

 

Olsker Pastorat, Bornholms provsti, Københavns Stift, Nørre Herred, Bornholms amt

Den højtliggende kirke, viet til Sankt Olav, er den højeste af øens 4 forsvarskirker. Dens sokler, hjørner og de fleste af dens detaljer er af silurkalk, selve murværket af rå og kløvet granit, for det meste marksten. Til det slanke, tårnagtige rundskib slutter sig i øst et kort, rektangulært kor med en lille apsis, begge oprindelige. Våbenhuset på rutudens sydside kan ikke dateres. Kirkens eneste bevarede oprindelige vindue, lille og kun 28 cm i lysningen, sidder østlig i apsiden. Et romansk vindue mod vest i skibet, kun synligt indvendig over pulpituret, er af munkesten og af senere dato. Begge døre er i behold, og om den søndre, er skibets sokkelprofil ført omkring som indfatning, mens den nordre har karnisprofil i forkanten; begge halvrundt tympanon over lysningen. Hele det indre er hvælvet, apsiden med en halvkuppel, kor og skib med tøndehvælv, i det sidste ringformet, båret af en forholdsvis slank rundpille. Til rundskibets to øvre etager er der opgang gennem en højtsiddende dør i sydvest- hjørnet af koret. Mellemetagen er hvælvet på samme måde som kirkerummet, men centralpillen er her uforholdsvis tyk. I tredje stokvindue har rundmuren ni store skytte-gab (genåbnet 1933) til forsvar af bygningen. Lige over de ni luger er der en række huller, således at man har kunnet tilrigge rundskibets krone med et hængende skydegalleri. Tømmeret i det stejle 15 meter høje kegletag, dækket med egespån, er formentligt fra 1500-tallet og kan meget vel være en kopi af et tidligere fra 1200-tallet. De to store piller på vestsiden er opført 1825, efter en nedstyrtning af ydermuren. I det søndre kirkedige står et mindre , spåntækt klokkehus af bræddeklædt bindingsværk på muret underbygning af kamp.

De Danske Kirker/Gads forlag

 

 

 

 

Tilbage til Bornholm

 

Om kirker

 

Folkekirkerne