Bodilsker

Sankt Bodils Kirke 

Ibsker-Svaneke-Bodilsker Pastorat – Bornholms Provsti – Københavns Stift – Sønder Herred – Bornholms Amt

Ny Kirke er den mindste af Bornholms i alt 4 rundkirker og er bygget af rå kløvet kampesten. Den menes opført i begyndelsen af 1200-tallet og betragtes som den yngste af Bornholms rundkirker. I middelalderen blev kirken kaldt Allehelgens Kirke, men i midten af 1500-tallet ændredes navnet til Ny Kirke. Under nordportalen, som var kvindeindgangen, ligger en stor trædesten med meget tydelige skålformede helleristninger. I våbenhuset hænger en tavle med kopier af nogle mønter, der blev fundet under gulvet, da kirken blev restaureret i 1958 - 1960, ligesom man her kan se præstetavlerne med navnene på sognets præster siden reformationen og en mindetavle for ofrene for pestepidemierne. I kirkerummet finder man kalkmalerier, der beskriver Kristi lidelseshistorie. Prædikestolen er fra restaureringen af kirken, bortset fra træudskæringerne, der er fra 1600-tallet. Over prædikestolen finder man et timeglas fra 1690. Lysekronen, der hænger i koret, er oprindeligt fra 1594, men gennemgik en restaurering i 1688. De tre mosaikruder i apsis er tegnet af provst Knud Henning Hansen og udført af glarmester H. J. Sorth i 1997. Man kan komme ind på kirkegården gennem de tre kirkegårdsportaler, der består af gamle trælåger. Lågen ved våbenhuset er fra 1678 og er den ældste af sin art på Bornholm.

Explore Bornholm

Kirken , som er opkaldt efter den engelske helgen Sankt Bothulf, (efter reformationen fordansket til Sankt Bodil) har romansk kor med apsis, skib og et romansk, men senere tilføjet anseligt tårn. Foran syddøren er der et senmiddelalderligt våbenhus og på nordsiden en tilbygning fra 1911 ved arkitekt Mathias Bidstrup. Materialet i de middelalderlige bygningsafsnit er kløvet kamp med detaljer af kalksten, i våbenhusets åbninger dog oprindelige munkesten. I den ældste kirke, kor og skib,er der bevaret en del oprindelige enkeltheder; i koret et nordvindue, i skibet, foruden vinduesspor, begge portaler. Den nordre er enkel og står omdannet til vindue, den søndre benyttes endnu. I det indre, hvor apsiden har bevaret sit oprindelige halvkuppelhvælv, men hvor lofterne ellers er flade, af træ, flankeres den høje romanske korbue af oprindelige sidealternicher. Tårnet som kun er lidt yngere end kirken, er fire stokværk højt, hvoraf de to nederste er hvælvede. Tårnrummet, som ind mod skibet har en dobbelt arkade, delt af en lav midterpille, er overdækket med to parallelle tøndehvælv efter kirkens længderetning; de hviler på to buer, som er spændt øst-vest fra en pille midt i rummet. I det andet stokværk er der en luge i gulvhøjde, der viser at også dette rum, har kunne bruge som magasin. I det søndre kirkegårdsdige står et klokketårn af den typiske bornholmske type, med kampestens underdel og bindingsværk overdel. Det har været benyttet som porttårn.

De Danske Kirker/Gads forlag

 

 

Tilbage til Bornholm

 

Om kirker

 

Folkekirkerne