Hattarvík Kirkja

Hattervig Kirke

Norðoyar Østre Præstegæld – Færøerne Provsti – Norðoyar Syssel – Færøerne Provsti

Fugloy er Færøernes østligste ø og er den mindste af de nordlige øer. Her ligger to bygder, Hattarvik og Kirkja med tilsammen ca. 30 indbyggere. I Hattarvik ligger den ene af øens to kirker. Den hvide stenkirke blev opført i 1899 ved bygmester P. C. Johannesen fra Tórshavn. Tidligere havde kirken grønt bliktag men nu er taget rødt ligesom fundamentet. Over vesten er der rejst en firkantet tagrytter med et firsidet spir mellem spidsgavle. Over døren i vestgavlen sidder to mindre vinduer. Indgangen er i den vestlige ende af sydsiden, hvor der også er fire spidsbuede vinduer. På nordsiden er der ligeledes fire vinduer. Indvendig er kirken malet hvid mens hvælvet og stolestaderne er malet lyseblå. Tidligere var der et hvidt krucifiks i en skabsligende ramme, med teksterne "Herre hjælp mig" (Matt 15,25) på venstre låge og "det er fuldbragt" (Johannes 19,30) på højre. Det hænger i dag til højre under pulpituret. I forbindelse med kirkens 100-års dag fik man en ny altertavle. Den består af 3 gange 4 billeder samt to aflange i siderne. Om disse billeder skriver det færøske postvæsen i forbindelse med en frimærkeudgivelse i 2009:
"Kunstner er Oggi Lamhauge, f. 1971. "Og ordet var liv" Værket er en billedkunstnerisk helhed sat sammen af fjorten enkeltbilleder, der er grafiske kobbertryk. I alle tre midtergrupper er der linjer med kugleformede spidser. Disse linjer afbilleder alt, som lever: træ med kroner, blomster med knopper, levende celler og til sidst mennesker med hoved. På billederne i den første gruppe går linjerne vertikalt. De afbilder det, der lever og spirer. Nu er livet begyndt. I midtersektionen ses komplementærfarver i forskellige lysformationer. I nogle billeders centrum cirkler lyset; på andre billeder skinner lyset op fra billedets bund. Linjerne i billederne i den tredje gruppe filtres ind i hinanden og illustrerer livet, som mennesker lever sammen med lyset, sammen med Gud. Makrokosmos, det univers, som er så stort, at vi på langt nær kan overskue det, og mikrokosmos, den uendelig lille molekyleske verden, skal få os til at huske på, at der måske er lige langt op til det største som ned til det mindste. Mellemrummene imellem de fire billeder i de tre midtergrupper symboliserer de tre kors på Golgatha. De to ramme billeder skildrer det jordiske liv, naturens kredsløb, livet, der gentager sig. Men Guds tidslinje er der også, den lige linje. Kunstværket påpeger den uendelige cyklus her på jorden og Guds tidslinje med afmålt tid til hvert enkelt individ."
Over talvetavlen hænger et trækors. Kirkens klokke er fra 1978 støbt i Holland hos Eijsbouts. Den afløste en tidligere skibsklokke.

Stamps.fo / De Danske Kirker / Wikpedia / Kirkjuarnar í Føroyum

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Færøerne

 

Om kirker

 

Folkekirkerne