Gøta Kirkja

Gøte Kirke 

Fuglefjord Præstegæld – Færøerne Provsti – Eusturoy Syssel – Færøerne Stift

De tre bygder Syðrugøta, Gøtugjógv og Norðragøta udgør tilsammen området Gøta i bunden af den brede fjord Gøtuvík. På dette historiske sted boede den berømte vikingehøvding, Tróndur í Gøtu. Her i Norðragøta ligger den typiske færøske trækirke fra 1833. Det er ikke den første kirke på stedet. Her har ihvertfald været kirke siden starten af 1700-tallet. Den første kirke stod indtil 1724, hvor man byggede en ny. Den blev taget af stormen i 1740, så man måtte bygge en ny. Denne kirke stod til 1833, hvor man byggede den nuværende kirke. Den blev indviet d. 22 september af Niels Johnsen Struer. Den var oprindelig 11,30 meter i længden og 6,45 meter i bredden, men blev forlænget i 1860 til 14,90 meter. Den ligger tæt ud til fjorden omgivet af en stenmur. Den er opført i sorttjæret tømmer, tækket med græstørv. Under dette græstørv var der tidligere birkebark, men det er nu erstattet med metalplader. Over taget ligger lægter der er samlet over tagrygningen. Tagrytteren i vestenden er hvidmalet med pyramidespir. I sydsiden, under tagrytteren, sidder indgangsdøren, der er hvidmalet ligesom vinduerne, 6 vinduer i syd og 7 i nord. Alle vinduerne har skodder, der kan slåes op nedefra. I korgavlen sidder der to vinduer og et i vestgavlen. Indvendigt er kirken ubemalet og har åbent tagstol. I forkirken hænger en tavle med kirkens opførsels år. Koret er adskilt fra det øvrige kirkerum af et korgitter, dog uden udskårede symboler. Alterbilledet forstiller Jesu opstandelse og teksten "Kvinde, hvorfor græder du" nedenunder. Kirkens døbefont er ottekantet på seks ben. Fonten har låg og heri ligger et tinfad med indskriften: "Giøtte kirke anno 1748". Prædikestolen står i kvindesiden op mod korgitteret og trappen har samme udskæringer som i korgitteret. Kirken har intet kirkeskib. Kirken har kun 150 siddepladser. Da kirken blev for lille, blev der i 1995 opført en ny kirke i Gøtugjógv, som kan ses på den anden side af vandet. Den gamle kirke bruges nu kun lejlighedsvis.

Wikipedia / De Danske Kirker

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Færøerne

 

Om kirker

 

Folkekirkerne