Helligåndskirken

Helligånds Pastorat – Vor Frue-Vesterbro Provsti – Københavns Stift – Sokkelund Herred – Københavns Amt

Helligåndskirken (eller Helligaandskirken) er en kirke midt i København, ved Amagertorv, som er en del af Strøget. Kirkens adresse er Niels Hemmingsens Gade, opkaldt efter en navnkundig teolog, som var præst ved kirken 1547-53. I forbindelse med kirken ligger Helligåndshuset og Helligaandskirkens Børnehave.
Kirken hed skiftevis Helligaands, Helliggeist og Helliggæst (på dansk). Efter reformationen blev Helliggeist det mest almindelige, men i 1881 blev navnet ved kongelig resolution fastsat til Helligaandskirken.
Helligåndskirkens historie går tilbage til omkring 1295. Her oprettede roskildebiskoppen Johannes Krag et Helligåndshus, dvs et hospital for de fattige, på stedet. Det var en verdslig stiftelse, men den har utvivlsomt haft en præst og kirke tilknyttet. Den første sikre omtale af en kirke her er fra 1449, men Københavns matrikel fra 1377 viser at grunden havde samme udstrækning som ved reformationen, og der rimeligvis allerede lå en kirke på stedet.I 1469 omdannede Christian 1. det københavnske Helligåndshus (domus sancti spiritus Hafnis) til et kloster. Under hans rejse til Rom i 1474 fik han det godkendt af paven som et kloster i Helligåndsordenen.
Vi ved ikke meget om den første kirkes størrelse. Bygningerne er bedre dokumenteret efter udbygningen til kloster. Klosterkomplekset bestod af fire længer omkring en urtegård, hvor kirken udgjorde sydfløjen og det nuværende Helligåndshus vestfløjen. Nordfløjen er siden forsvundet, og af østfløjen er der kun noget murværk bevaret i sakristiet/præstekontoret nord for koret.
Det ældste billede af klosterkirken er Jan van Wijcks københavnsprospekt fra 1611, som viser en kirke med næsten samme grundplan som den nuværende, men undersøgelser af fundamentet i 1870'erne og af murværket i 1928 påviser, at kirken oprindeligt har haft et kortere kor – formodentligt kun ét fag med flad gavl – og været uden tårn. Kirken lå der allerede før oprettelsen af klosteret, men dens alder er vanskelig at fastslå. Den nævnes første gang i 1449, men er altså ældre. Stilmæssigt kunne den være fra 1300-tallet, men er snarere fra første halvdel af 1400-tallet.
Formen var en basilika med et bredt, højt midterskib på fem fag, afsluttet i øst af et korfag i samme dimensioner. På hver side af midterskibet var et lavere sideskib på fem fag med pulttag. Udvendig var murene fagopdelt af støttepiller, og i hvert fag et spidsbuet vindue. Der var også vinduer i midterskibets mure over sideskibenes taghøjde. Taget var prydet af et gotisk spir, som antages at være lige så gammelt som bygningen, og som formodentlig har rummet kirkens klokker. På det nordøstlige hjørne af koret var tilbygget et trappetårn, som gav adgang til loftet og klokkerne. Indvendig var midterskib og sideskibe adskilt af aflange, profilerede piller, som bar arkadebuer. Hvert fag i midterskib og sideskibe havde krydshvælv.
Efter oprettelsen af klosteret blev der brug for plads til munkene i kirkens kor, og det blev forlænget til tre fag plus den polygonale østende. Bygningen havde højere gesims og højere vinduer end den nuværende. Det er blevet konstanteret flere steder i forbindelse med H. B. Storcks renovering i 1878, og kan stadig ses i murværket over det østligste vindue i koret.
Kirken havde to portaler i det sydlige sideskib, én i det vestligste fag, og én i det østligste fag. Der er fundet spor efter tre døre i korets nordvæg, men de har næppe været i brug samtidig. I tilbygningen nord for koret ses spor efter en dør i andet stokværks højde, som fører ind i koret. Klosterets østfløj må have haft to etager, antagelig med sovesal eller celler for munkene på øverste etage, hvorfra de har haft direkte adgang til kirken. Der har sandsynligvis været en for længst forsvundet trappe langs væggen i koret. Omkring 1520 påbegyndtes et tårn til ved østenden af det nordre sideskib, men inden det blev ret højt, kom Reformationen, og klosteret blev nedlagt i 1530.
Efter nedlæggelsen af klosteret overtog bystyret kirken. Den blev tildelt et sogn, og har fungeret som sognekirke lige siden. I vinduesnichen i korets nordside er årstallet 1538 sat ind i form af murankre, og det henviser sandsynligvis til datoen for overgang til sognekirke. Kirkens nye funktion medførte blandt andet ændringer i inventaret og i de næsten 200 år inden branden i 1728, skete der også forskellige ændringer ved bygningen.
I 1582 tog Københavns statholder Christoffer Valkendorf initiativ til at færdigøre af tårnet. Det blev nu bygget i krydsforbandt, hvor det tidligere var munkeforbandt, så overgangen mellem den gamle og den nye del er tydelig i murværket. Tårnet blev opført i otte stokværk adskilt af bjælkelag, hvor det øverste, der som i dag rummede klokkerne, var omkring dobbelt så højt som de øvrige. Det gamle udvendige trappetårn blev ført op til klokkestokværket. Tårnet kronedes af et spir, mage til det, kirken har i dag. Spirets udformning tilskrives pga stilen Hans van Steenwinckel den ældre.
I den øverste kugle på spiret blev indlagt en forgyldt kobberplade med en indskrift, som fortalte at spiret blev rejst i august 1594. Omkring 75 år senere indberettede kirkeværgerne, at der var opstået svagheder i tømmerkonstruktionen, og kongen gav 10. april 1671 ordre til at den øverste del skulle fjernes. Inden det blev gjort, blæste spidsen ned 16. august 1671. Skaden blev repareret samme år, og kobberpladen forsynet med en ny indskrift til minde om det.
Kirkens to portaler mod syd i de yderste af de fem fag, der var i skibet dengang, blev begge fornyet på 1600-tallet. Den vestlige blev i 1612 forsynet med en sandstensportal af rådmand Thomas Lorck. Den kendes kun fra Thurahs gengivelser, da alle andre billeder viser portalens afløser fra 1770'erne. (Thurah gengiver kirkens sydside i opstalt i både Den Danske Vitruvius fra 1746 og Hafnia Hodierna fra 1748, men der er betydelige forskelle på de to gengivelser.
Den østlige portal fik senere tilføjet et våbenhus, men det præcise tidspunkt lader sig ikke bestemme: Indgangen er udstyret med portal og gavlafdækninger af sandsten; stilistiske uoverensstemmelser tyder på, at de forskellige dele ikke er samtidige. Årstallet 1620 er indridset i gesimsen, Christian 4.s monogram er i topstykket og der er bruskbarokdetaljer, som tidligst kan være fra 1630'erne. Christian 6.s monogram på toppen af gavlen stammer fra en langt senere renovering i 1730'erne.
Det er sandsynligt, at portalen oprindeligt var lavet til Børsen, men blev overflødig pga. ændringer under byggeriet. Portalen blev opmagasineret i et par årtier, indtil den blev bestemt for kirken og fik et moderne topstykke. Byggetidspunktet er så omkring 1640. Våbenhuset, som er 8 m bredt og 4 m dybt, har i siderne ovale vinduesglugger fra 1878.
Det søndre sideskib er forlænget med et fag mod øst, hvilket har forkortet koret til to fag og rundingen. Udvidelsen skete omkring 1650 (og ikke som tidligere ment efter branden i 1728): Der lå en gravkrypt under faget, hvis historie kan føres tilbage til 1678, hvor den lå inden for kirkens mure. En kilde fra 1654 fortæller, at døbefonten blev flyttet til dette hjørne i forbindelse med at Helligaandshuset blev omdannet til gravkapel.
Efter nedlæggelsen af klosteret tilhørte Helligåndshuset ikke længere kirken, men i 1650 generhvervede den huset for at benytte det som gravkapel. Første bisættelse fandt sted i 1652 og fortsatte frem til 1858, hvor begravelser inden for voldene blev forbudt.
Omkring 1680 blev der bygget et mindre gravkapel ved Helligaandshusets nordøsthjørne til rådmand Ditmer Bøfke. I 1768 blev der tilbygget et tilsvarende kapel til Hans Christopher Hersleb på sydsiden, så de dannede én bygning med fælles tag. Begge kapeller var på 7x7 alen. De blev nedrevet i 1879.
Den seneste tilbygning til kirken, som stadig står, er Griffenfelds gravkapel, som er bygget 1672-73 og tegnet af Lambert van Haven. Det er en cirkelrund bygning på 9 m i ydre diameter med kobbertækket kuppeltag på kirkens nordside lige vest for tårnet. Adgang til kapellet sker fra det nordre sideskib, og her var en portal, som må være gået tabt under branden. Dens udseende kendes ikke.
Kapellet blev bygget til Griffenfelds hustru, Karen Nansen, som døde 1672, og hun er så vidt vides den eneste, som er bisat i kapellet. Efter Griffenfelds fald blev hendes kiste overført til Vær Kirke.
Københavns Brand i 1728 gik hårdt ud over Helligåndskirken. Om eftermiddagen den 21. oktober nåede ilden kirken, og omkring kl. 8 styrtede tårnet sammen. Hvælvingerne faldt ned i kirkerummet, og alt udbrændte. Kirkens præst på denne tid, den pengegridske Knud Tommerup, havde anbragt sin formue i kirken, før han selv i hast forlod den brændende by. Formuen den gik op i røg.
Ved genopbygningen af kirken var det kun dele af ydermuren, der kunne genbruges. Arkitekten J. C. Krieger udarbejdede en plan for genopbygningen, som blev godkendt af Frederik 4. i hans sidste leveår. Kriegers bygning havde samme grundplan som den brændte kirke, men hvor den gamle bygning var i basilikaform med lave sideskibe og fælles tagryg for midterskib og kor, fik den nye sideskibe med samme gesimshøjde som resten af bygningen og fælles tag med midterskibet. Det blev derved højere end korets tag, som også blev afvalmet i østenden, hvor der tidligere havde været en kamtaksgavl, knækket om den polygonale korafslutning.
Kirkeværgerne var ikke helt tilfredse med Kriegers plan. De ville have hvælvinger i kirkerummet, i stedet for det flade loft som Krieger foreslog, de ville have tagrytteren igen og de ville have et højere ottekantet spir på tårnet, i stedet for den forholdsvis beskedne afslutning, som Krieger havde tegnet (se Thurahs gengivelse). Byggekommissionen indvilligede i, at der blev lavet hvælvinger i træ (mod at kirken selv betalte halvdelen af merudgiften), men på de øvrige punkter blev det ved den godkendte plan.
Gesimshøjden på Kriegers kirke blev noget lavere end på middelalderkirken. Der er flere ting, som afslører det, men tydeligst ses det på korets østende, hvor der er rester af den gamle vinduesbue i murværket over det nuværende vindue. Skibets gavle måtte bygges op til den nye taghøjde – vestgavlen blev forsynet med tre rundbuede vinduer. Portalerne på sydsiden blev renoveret. Det var ved denne lejlighed at Christian 6.s monogram blev anbragt i gavltoppen på våbenhuset. Den udvendige trappe til tårnet blev muret til.
Kirken blev genindviet 30. november 1732. Herefter er den eneste nævneværdige ændring ved kirkens ydre i 1700-tallet udskiftningen af den vestre portal. Den blev bygget fra april til oktober 1774. Arkitektens navn kendes ikke.
I 1820 og i 1840'erne blev der foretaget istandsættelser, primært indvendig. Vinduet i korets østende, bag alteret, blev muret til som blænding, men hvornår vides ikke.
Allerede i 1872 forberedte arkitekten H. B. Storck den store hovedreparation ved at opmåle kirken, og V. Tvede udførte tegninger. Først i 1878 indsendte Storck sin plan for reparationen til magistraten. Arbejdet foregik 1878-80, og bygningen fik sit nuværende udseende.
Storck gik grundigt til værks: der var stort set ikke nogen del af bygningen, som ikke blev taget under behandling. Der blev lagt nye granitsokler under murene, murværket blev renset for gammel puds og maling, og store dele udskiftet. Barokgesimsen blev udskiftet med en enklere murstensgesims, og taget istandsat. Vinduerne blev også istandsat, og det blændede østvindue i koret blev genåbnet. Gulvet blev gennemgravet, og de fleste spor efter begravelser fjernet, så en ny varmekælder kunne indrettes.
Den vestlige dør i sydsiden blev muret til, portalen blev flyttet om til en ny dør i vestgavlen, og udstyret med et nyt topstykke med en indskriftstavle. Østgavlen blev ommuret, og begge gavle forsynet med sandstenspynt i senrenæssancestil. På vestgavlen blev årstallet for ombygningen 1878 sat op i jernciffre udformet som murankre. Våbenhuset blev renoveret, og udstyret med ovale vinduer i siderne. Jernsprosserne i disse vinduer stammmer muligvis fra de kapeller i urtegården, som blev fjernet ved denne lejlighed. I tårnets nordside blev der lavet en dør. Griffenfelds kapel, som på dette tidspunkt betegnes skriftestol, fik nyt kobbertag i løgkuppelform. Den bevarede del af klosterets gamle østfløj indrettedes til skriftestol.
Storck opfyldte også kirkeværgernes gamle ønske fra genopbygningen efter branden ved at rekonstruere Valkendorfs spir så præcist, som det lod sig gøre ud fra van Wijks prospekt fra 1611. Rytterspiret kom også tilbage på midten af skibets tagryg. Støbejernsgitteret, som sad omkring lanternen på tårnspiret fra 1731, blev brugt til at afgrænse et stykke af urtegården på kirkens nordside, mellem Helligåndshuset og Griffenfelds kapel, hvor de tilbageværende gravsten er anbragt.
Der er ikke ændret væsentligt ved bygningen siden Storcks gennemgribende renovering. Først i 1989-1990 kom der nye tagsten og der blev udbedret svampeskader på de bærende bjælker i hele tagkonstruktionen og udbedret skader i tårnet, spiret og den nye kobberbeklædning.
Helligåndskirken fremstår i dag i det væsenligste med det udseende, som Storcks renovering i 1870-erne gav den. Rødstensmurene hviler på en lav granitsokkel, og de er opdelt i fag af kobberinddækkede stræbepiller, der slutter lidt under den enkle kransgesims. I hvert fag sidder et højt, rundbuet vindue med jernindfatning. Skibet er seks fag langt og det smallere kor to fag plus korrundingen. Skibet er dækket af et ryttertag i sortglaserede tegl, som på midten prydes af et kobberbeklædt spir i gotisk stil. Koret har sit eget lavere tag, ligeledes i sortglaserede tegl, der er afvalmet og let opskalket over korrundingen.
Korets gavltrekanter har dekorative vandrette bånd og sandstensdetaljer i renæssancestil. Vestgavlen bærer årstallet 1878 udformet som murankre, og der er små rundbuede vinduer i to stokværk, nederst et dobbeltvindue i en fælles rundbueblænding, og over det et enkeltvindue. Vestgavlen er delt i tre fag med stræbepiller, svarende til midterskib og sideskibene. Ydrefagene har høje vinduer, mens midterfaget prydes af den sandstensportal, som oprindeligt sad på sydsidens vestfag. Portalen er i dag kirkens hovedindgang. Over portalen sidder et cirkulært jernindfattet vindue. I portalens topstykke indgår en indskription med et kortfattet resumé af kirkens historie frem til 1879. Vestgavlen er ikke helt vinkelret i forhold til sidemurene, således at sydmuren er lidt længere end nordmuren. I østgavlen sidder et højt vindue i sydsiden, resten dækkes af kor og tårn.
På sydsiden af skibet i andet fag fra øst er tilbygget et våbenhus, som er prydet med en stor sandstensportal. På nordsiden, svarende til sydsidens østre fag, rejser sig kirkens klokketårn i otte stokværk, kronet af den kobberbeklædte rekonstruktion af Valkendorfs renæssancespir. Tårnet har spidsbuede blændinger med rundbuede vinduer. På korets nordside, delvist overlappende tårnet, er resterne af klosterets østfløj blevet til en lav tilbygning med spidsbuede vinduer og dørindfatning. Ryttertaget er i sortglaserede tegl, med kvistvinduer. Tilbygningen afsluttes af en kamtakgavl med høje spidsbuede blændinger.
Ved nordsidens andet fag, modsat våbenhuset, er tilbygget Griffenfelds kapel, en cirkulær bygning med løgkuppelformet kobbertag. Bygningen har ovale vinduer med sandstenskarm og jernsprosser, beskyttet af jerngittre. Ved kirkens nordvestre hjørne tilstøder Helligåndshuset, med et overlap som udgør lidt mere end ét fag. Området langs kirken nordvæg, mellem kapellet og Helligåndshuset er indhegnet med et smedejernsgitter, som oprindeligt sad på tårnets gamle spir, fra Kriegers genopbygning. I indhegningen findes de fleste af af de tilbageværende gravsten.
Der er ikke overleveret mange informationer om hvordan kirkerummet så ud før branden i 1728. Bygningen havde basilikaform, med lave sideskibe og et højt midterskib med vinduer over sideskibenes tage. Sideskibene har være adskilt fra midterskibet af kraftige arkadebuer, båret af ovale profilerede søjler. Sideskibenes hvælvinger har sandsynligvis været så lave, at der var plads til pulpiturer over dem, eller i hvert fald adgang til pulpiturer. Der har været lukkede herskabsstole til adelsfamilierne, epitafier på væggene og gulvet har været dækket af gravsten. Alt gik tabt ved branden 1728.
I dag står kirkerummet og kirkens ydre i det væsentligste som Storck efterlod det i 1879. De største ændringer er nok tilføjelsen af kororglet og udskiftningen af døbefonten (se nedenfor). Skibets vestfag er skilt fra med en væg og danner et forrum og trapperum til pulpiturerne inden for vestportalen, under orgelpulpituret, således at skibet bliver fem fag langt – på grund af tårnet dog kun fire fag i nordre sideskib. Koret, som er hævet to trin, er to fag langt plus rundingen. Dets bredde svarer til midterskibets.
Hvælvingerne, som i dag er lige høje i midterskib og sideskibe, bæres af ottekantede søjler i to rækker. Søjlerne er hvide med enkle sokler og kapitæler malet grå med forgyldte detaljer. De hviler på høje træbeklædte plinte. Murværket er hvidt, og al træværket fremstår hovedsagelig mørkebrunt med forgyldte detaljer, selv om det ikke skorter på brug af farver i stafferingen.
Ud over indgangen i vestenden kan man også komme ind gennem våbenhuset i sydsiden. Modstående denne dør i nordsiden er der indgang til Griffenfelds kapel, der i dag er indrettet til bede- og meditationsrum, hvor man kan tænde et lys i den gamle døbefont (se nedenfor). Øst for kapelindgangen er der en dør til tårnet, og i korets nordvæg er der en dør til sakristiet.
De større inventardele behandles nedenfor. Her skal yderligere nævnes korgitteret, hvis messingbalustre stammer fra 1732. Oprindeligt var der også en dobbeltdør, ligeledes med messingbalustre, men den blev fjernet ved en ombygning af gitteret i 1846, hvor det muligvis også blev gjort lavere.
Værd at bemærke er også Henrik Starckes store krucifiks på korets nordvæg, ved opgangen til prædikestolen, som blev ophængt i 1967. Det er udskåret af moseeg. Det erstatter et 180 cm højt krucifiks i eg, anskaffet i 1894, som hang på samme sted. Et tredje krucifiks af forsølvet bronze, 122 cm højt, blev doneret i 1867 af pastor Johannes Bloch Suhr, for at det skulle "bestandigen have sin plads på alterbordets midte". Det eneste spor af det i kirkerummet i dag, er at det nævnes på tavlen over gaver til kirken.
Der vides ikke meget om udseendet af stole og pulpiturer fra før branden. Efter branden blev der opsat nye stolestader, og man ved at Johs. Weiss lavede udskårne topstykker til dem, men heller ikke her kendes udseendet. I 1730'erne omtales 96 stole opbygget på egerammer, så de kunne flyttes, når der var begravelser under kirkegulvet. I 1770'erne blev der sat "tralværk", dvs små ballustre, på toppen af ryglænene. Da Malling flyttede prædikestolen fra tredje pille fra vest i nordsiden til den nuværende plads, blev stolene også ombygget. De nuværende lukkede stolestader i eg er fra 1940, udformet af Thomas Havning, men med udstrakt anvendelse af døre fra de gamle stader, hvoraf vi må slutte, at der ikke er ændret meget ved deres udformning. I sideskibene er der yderligere langsgående mørkebrune bænke.
Efter reformationen fandtes forskellige herskabsstole, der omtales som pulpiturer, men det har sikkert bare betydet, at de var hævet lidt over gulvet. Griffenfeld havde en stol med våbenskjold på, og ligeledes Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina. Egentlige pulpiturer omtales først i 1706, men de kan have været der længere. Sandsynligvis udnyttede man pladsen over de lave sideskibshvælvinger til højtliggende pulpiturer. Efter branden argumenterer kirkeværgene i hvert fald for at få et øvre pulpitur, med at de havde mistet den plads, der havde været "over de syndre hvælvinger". I første omgang fik de kun pulpiturer i ét niveau, et gennemgående på sydsiden og et todelt, på hver side af prædikestolen, på nordsiden. Først i 1759 blev der tilføjet et øvre pulpitur på sydsiden. En tegning fra perioden mellem Mallings flytning af prædikestolen i 1846 og Storcks store ombygning i 1879 viser gennemgående pulpiturer i to etager i begge sideskibe. Efter Storcks ombygning er der pulpiturer i ét niveau, svarende til orgelpulpiturets, i begge sideskibes fulde længde. De bæres af træsøjler i klassisk kompositstil, som er placeret ud for de ottekantede søjler. Ét af fagene på det søndre pulpitur optages i dag af kororglet (se nedenfor).
Siden 1878 har kongestolen være placeret i søndre sideskibs østfag, som vi ser den i dag, men en kongestol omtales også tidligere, dog uden stedsangivelse. Det anses for ret sikkert, at den har været placeret på søndre pulpitur, over for prædikestolen (i dens gamle placering).
Der foreligger ingen oplysninger om kirkens altertavle før branden i 1728. Efter branden skulle Fr. Ehbisch udføre en ny altertavle og prædikestol, ligesom til de øvrige brandskadede kirker i byen, men inden det blev til noget for Helligåndskirken, bestemte Christian 6. sig for at forære kirken disse inventardele fra slotskirken på Københavns Slot, som skulle nedrives for at gøre plads til det første Christiansborg.
Altertavlen var lavet i 1727 af Diderik Gercken med relieffer og figurer af Just Wiedewelt, og i sin arkitektoniske opbygning, tydeligt inspireret af Tessins altertavle i Vor Frelsers Kirke. Midterpartiet er et himmelfartsbillede af Henrik Krock. I topstykket ses Frederik 4.s portræt og monogram i medallion. Ved opstillingen i Helligåndskirken i 1732 blev Christians 6. monogram med palmegrene tilføjet under medallionen.
Kongen undtog dog nogle dele af altertavlen fra gaven, dele som han åbenbart tænkte sig kunne bruges i den nye Christiansborg. Det var bl.a de to søjler, som flankerer midterpartiet og de to figurer, Tro og Håb, på ydersiden af søjlerne. Stukkatøren Brenno lavede et par midlertidige søjler i marmorstuk, men de første år stod tavlen uden de to figurer. Først i 1747, da Frederik 5. var kommet på tronen, blev de sidste dele overgivet til kirken, og altertavlen kunne færdiggøres. Ved denne lejlighed blev Frederik 5.s monogram føjet til de to andre på topstykket.
Kirken råder over to alterklæder, som er ældre end branden. De blev overtaget i 1806 fra Sankt Nikolai Kirke, da den blev nedlagt. I et inventarie fra 1727 nævnes fem alterklæder, hvor de fire må været gået til i branden. Det femte, som var skænket af Peter Griffenfeld i 1674, overlevede på en eller anden måde, og blev solgt til en islandsk kirke i 1783 sammen med en tilsvarende messehagel.
Før branden anvendtes en prædikestol fra begyndelsen af 1600-tallet, doneret af Adam Bødiker og hustru Wendele von Delden. Givernes navne skal have været anbragt på stolen, men ellers vides kun at den senere blev stafferet.
Efter branden fik kirken prædikestolen fra Københavns Slot. Den var stort set ny – Ehbisch, som havde skåret den, sendte regning i november 1727. Dens placering i slotskirken var anderledes end i Helligåndskirken, hvor den blev anbragt på den midterste pille i nordsiden, så Ehbisch måtte lave en ny opgang og en ny fod til kurven. Stolen blev marmoreret af J.C. Krüger i farver der passede med materialerne i alteret. Stilen var barok, med maser af engle og putti, der boltrer sig i skyformationer.
I 1846 blev der opsat en ny prædikestol i klassicistisk stil tegnet af P. Malling. Stolen kan ses på en tegning fra før 1879-renoveringen. Den sad samme sted som den nuværende, på det sydvestre hjørne af tårnet. Den havde en sekskantet kurv og en bred flad himmel, kronet af en stor stående engel, modelleret af C.J. Rosenfalk.
Mallings prædikestol fik en kort levetid, da Storck ved renoveringen i 1879 udskiftede den med den nuværende i renæssancestil efter hans eget udkast. Detailtegningerne menes at være af Martin Nyrop, mens Bissen skal have modelleret figurene.
Klosterkirken har ikke haft behov for en døbefont, men da den efter reformationen blev sognekirke, må den nødvendigvis have haft én. Imidlertid er den første font, der omtales, først fra 1609, hvor den blev skænket af rådmand P.A. Randulf. Den var oprindelig anbragt i vestenden af nordre sideskib, men måtte flyttes i 1651, da man genåbnede døren til Helligåndshuset. Den blev da placeret i østenden af søndre sideskib (hvor kongestolen står i dag), i det tilbyggede stykke af skibet, som må have været nyt på dette tidspunkt. Fonten gik tabt ved branden 1728.
Efter branden huggede Diderik Gercken en barok sandstensfont med en bred kumme på en ottekantet fod. Sandstenen var marmoreret med forgyldte ornamenter. Den var anbragt samme sted som den foregående, i søndre sideskib. Den var udstyret med en fontelukkelse i eg, som i 1746 blev udsmykket med figurer og en fontehimmel, skåret i lindetræ af Hänel. I 1846 blev den udskiftet med en støbt font af zink med forgyldte bronzeornamenter, som blev anbragt midt i koret. Den blev kasseret under Storcks renovering i 1878 og i 1895 skænket til Humlebæk Kirke, hvor den stadig anvendes. Storck bragte Gerckens font tilbage i kirken, men nu placeret i koret. Der stod den til omkring 1940, hvor den blev overdraget til Gørslev Kirke. Gørslev benyttede fonten frem til 1992, hvorefter de afleverede den til Nationalmuseet. Siden da er den vendt tilbage til Helligåndskirken, hvor den nu står som fokuspunkt midt i Griffenfelds kapel.
I 1939 erhvervede Helligåndskirken på en auktion i London, den marmordøbefont af Thorvaldsen, som den benytter i dag. Fonten har en usædvanlig forhistorie: Thorvaldsen lavede i 1805-15 på bestilling en døbefont til Brahetrolleborg Kirke, som endnu benyttes i kirken. Derefter begyndte Thorvaldsen på en kopi, som han havde tænkt sig at forære til Island, til minde om sin farfar, som kom fra øen. Inden han blev færdig fik han imidlertid i 1822 en bestilling fra den anden jarl af Caledon på endnu en kopi. Thorvaldsen lod jarlen få den kopi, som han var i gang med, selvom indskriften på fontens ene side siger, at Thorvaldsen skænkede den til Island i 1827. Island fik senere en anden kopi, som i dag står i Reykjaviks Domkirke. Den første kopi stod i over hundrede år i jarlens ejendom i London, Carlton House Terrace 5, indtil den blev solgt på auktionen i 1939, hvor Helligåndskirken købte den. Som dens forgænger er den placeret midt i koret.
I korets fire vinduer blev der i 1892-94 opsat glasmalerier. I det nordøstvendte vindue ses apostelen Johannes. Billedet er skænket af Georg Bestle og hustru, til minde om Christian 9. og dronning Louises guldbryllup i 1892. I samme anledning blev maleriet i det sydøstvendte vindue skænket af Carl Jacobsen. Det forestiller Jakob den ældre. Jacobsen skænkede også billedet af Maria Magdalene, som sidder i det sydvendte vindue, i anledning af kronprins Frederiks (senere d. 8.) og kronprinsesse Louises sølvbryllup i 1894. Samme år blev i korets midtvindue udført et glasmaleri af August Duvier forestillende Himmerigets Port, men dette synes at være gået tabt, da der i dag sidder klart glas i vinduet.
Fire små ovale glasmalerier fra 1700-tallet med scener fra Jesu liv er overdraget til Nationalmuseet.
Helligåndskirkens tårnur nævnes så tidligt som 1562, og i 1651 foreskriver reglerne for købmændene og kræmmernes lav, at de skal rette sig efter Helliggeistes ur. Efter branden blev i 1734 opsat et nyt værk, bygget af Peter Matthiesen. Urskiverne blev forgyldt, og Ernst Didrich leverede fire kobbervisere, én til hver skive (minutvisere bugtes ikke). I 1747 blev værket forbundet til en urskive inde i kirken på korets nordvæg som også viste månens faser. Den synes at være afskaffet ved renoveringen i 1846.
Inventariet fra 1727 nævner to klokker i tårnet fra 1589 og 1640 samt to mindre klokker i tagrytteren, som alle er gået tabt. Efter branden blev der i 1732-33 anskaffet fire klokker, som alle blev omstøbt i 1931 med bevarelse af de originale indskrifter. Det er dem, som stadig hænger i tårnet.

Wikipedia

 

Tilbage til Københavns Stift

 

 

Om kirker

 

Folkekirkerne