Margrethekirken

Valby Søndre Pastorat – Valby-Vanløse Provsti – Københavns Stift – Sokkelund Herred – Københavns Amt

Margrethe Sogn blev 1. april 1965 udskilt fra Vigerslev Sogn. Den første kirke var en Vandrekirke og blev tegnet af arkitekt Holger Jensen. Denne kirke blev indviet 6. september 1964.
Johanne Andersen var den første præst ved Margrethe Sogn, ligesom hun var landets første kvindelige præst.
Johanne Andersen var meget aktiv såvel i sit embede som med indsamling til bygning af den nuværende kirke. Med indsamling og salg af 5 mio. postkort var der skaffet 700.000 kr. hvilket gav mulighed for lån og statstilskud. Pris for byggeriet var 2.896.000 kr.
Byggeriet blev en realitet da den daværende Tronfølger, Prinsesse Margrethe lagde grundstenen til kirken d. 21. november 1968. Kirkerummet er sekskantet med kordegnekontor, våbenhus, tillægssal, konfirmandstue, entré og præsteværelse udenom. Kirken skulle rejse sig som et prisme og dermed passe bedre i bymiljøet, fremfor en bygning som lignede en traditionel landsbykirke. Kirkerummet er 180 m2 med 185 pladser. Ved særlige lejligheder kan rummet udvides ved hjælp af hejseporte, med 120 pladser på 90 m2 og 90 pladser på 70 m2. I alt 395 pladser.
Til kirkens krypt kommer man enten via udvendig trappe, elevator eller trappe i våbenhuset.
Nederst i klokketårnet er et kapel. I toppen hænger 6 ringeklokker. Den største vejer 765 kg., den mindste 100 kg. Hver klokke har en indskrift:

- Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden
- Jeg kalder på gammel og på ung mest dog på sjælen træt og tung
- Se jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket
- Opstanden er den Herre Krist
- Hvor Herrens Ånd er der frihed
- Guds er Riget Magten og Æren i Evighed Amen

I toppen af klokketårnet hænger også et klokkespil bestående af 38 klokker, hvoraf den største vejer 220 kg. Klokkespillet kan betjenes både elektronisk og manuelt.
Om søndagen og til højtiderne spiller organisten på klokkespillet. Dette kan gøres både fra tårnet og fra korværelset i kirken.
Orglet er et 18 stemmer Frobeniusorgel med 1072 piber og 2 manualer og pedal. Orgelhuset er enkelt og udført i fyrretræ.
Altertæppet symboliserer nadverens brød og vin. Lene Helmer Nielsen har vævet tæppet efter Jens Urups skitse.
Kirken har to ringkugler (ARMILLA-kroner), som hver har 36 små lyskilder. Ringkuglerne er ligesom den øvrige belysning lavet i kobber.

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

 Tilbage til Københavns Stift

 

 

Om kirker

 

Folkekirkerne