Vor Frelsers Kirke

Vor Frelsers Pastorat – Amagerbro Provsti – Københavns Stift – Sokkelund Herred – Københavns Amt

Vor Frelsers Kirke fremstår i dag i den form, som den fik i 1752 ved færdiggørelsen af spiret, når vi ser bort fra staffering og forgyldning af sandstensdetaljerne, som man holdt op med at vedligeholde omkring starten af 1800-tallet. Bygningens grundform er det græske kors, dvs. fire lige lange korsarme, men i indhakkene mellem korsarmene er der kvadratiske udbygninger. Den vestre korsarm er lidt længere end de øvrige, for at få plads til tårnet, og ved den østre gavl er der en lavere tilbygning til sakristiet, hvilket gør at kirkens øst-vest-akse er noget længere end nord-syd-aksen, hhv 57 m og 48 m.
Murene hviler på en høj sokkel af tildannede granitblokke. Murværket er af blandede røde og gule teglsten, men ikke systematisk stribet, som på Christian 4.s bygninger. Facaden er opdelt med pilastre i palladiansk stor orden, dvs. i hele bygningens højde fra sokkel til kransgesims. Pilastrene er i toscansk orden med basis og kapitæl i sandsten. Den høje kransgesims er også i sandsten, dog med den glatte frise i tegl. Den går hele kirken rundt og er forkrøbbet omkring pilastrene. Mellem pilastrene sidder høje rundbuede vinduer af klart glas med jernsprossser, indsat direkte i murværket uden sandstensindfatninger.
Kirken har indgange i gavlene på korsarmene, undtagen østgavlen, hvor sakristiet er tilbygget. Sakristiet har sin egen dør i sydsiden. Af de tre øvrige indgange er det primært den vestlige, under tårnet, som anvendes. Det er også den eneste, der er blevet udsmykket med en sandstensportal. Indgangene er hævet fire trin over gadeniveau. På hver side af tårnet er der en port i gadeniveau, som giver adgang til de to gravkrypter, der ligger der. Den nordre har et udvendigt kobbertækket "skur", der er malet mørkegrønt ("portgrønt") ligesom alle dørene.
Taget på korsdelen af kirkebygningen er fuldvalmet og beklædt med sortglaserede tegl. Der er 25 små kvistluger, fordelt i to niveauer, som alle er kobberinddækket. Udbygningerne mellem korsarmene er kobbertækket.
Det firkantede tårn hæver sig tre stokværk over den vestlige korsarm. Stokværkene afgrænses af sandstensgesimser, som bliver større med højden. Der er rundbuede åbninger på de frie sider i hvert stokværk, med sandstenssprosser og rødmalede luger. Øverste stokværk er udsmykket med flade pilastre i samme stil som bygningen, og under øverste gesims hænger midt på hver side en forgyldt, gennembrudt urskive. Viserne er forbundet til et urværk i tårnet.
På toppen at tårnet står spiret, som er en kobberbeklædt tømmerkonstruktion. Nederst et ottekantet stokværk med rundbuede åbninger og runde vinduer med forgyldte karme. Vinduerne er flankeret af pilastre med forgyldte kapitæler i kompositstil. Rundt om stokværket, på tårnets frie hjørner, står fire evangelistfigurer, som med deres sorte overflader forsvinder lidt blandt alle de forgyldte detaljer.
Der cirkulerer en sejlivet myte, der påstår, at da spiret stod færdigt, gik det op for arkitekten, at spiralen gik den forkerte vej rundt (mod urets retning), og han begik selvmord, ved at kaste sig ud fra toppen af spiraltrappen. Åbenbart skulle enten Frederik 5. eller arkitekten selv have ønsket, at trappen snoede den modsatte vej.
Da det er et historisk faktum, at Thurah døde af sygdom syv år efter spirets færdiggørelse, skulle selvmordsdelen af myten vel være tilbagevist, men var der noget galt med spiralen? Hvis kongen havde tænkt sig den modsatte retning, så ville det nok være kommet frem allerede ved godkendelsen af tegningerne, og det skulle være en dårlig arkitekt, der først opdager, hvordan hans værk ser ud, når det er færdigbygget. Desuden drejer spiralen samme vej som på Sant'Ivo-lanternen, som Thurah selv nævner som sin inspirationskilde. Der er da heller ikke noget der tyder på, at hverken kongen eller Thurah var andet end tilfredse med byens nye vartegn.
Ottekanten toppes af en vægtergang med forgyldt rækværk. Fra vægtergangen udgår den berømte spiraltrappe, som med 150 trin snor sig, med stadig mindre radius, fire gange omkring spiret, og ender ved "vasen", som bærer globen på hvilken frelsermanden står med sin fane. Væggen langs trappen er udsmykket med fladbuede nicher med forgyldte karme. Efter fornyelsen af kobberet i 1990'erne fremstår spiret i en afdæmpet brun kulør, men med årene vil den velkendte irgrønne farve komme igen.
Kirkerummet optager størstedelen af bygningen. Kun sakristiet og den yderste del af vestarmen er skilt fra. På grund af udbygningerne mellem korsarmene dannes et stort kvadratisk midterskib, mens koret og tværskibsarmene er relativt korte. De fire søjler markerer hvor korsarmene krydser hinanden. Koret er forlænget en god meter ud i midterskibet og hævet fire trin over dette. Korskranken er af træ, med firkantede træbalustre, og befolket af seks englefigurer udført af Erich Warnheim.
Hele rummet er overhvælvet med i alt 12 krydshvælv. Den kvadratiske hovedhvælving hviler på de fire søjler. De fire udbygninger har også kvadratiske hvælv, mens korsarmene har hver to rektangulære hvælv – vestarmen dog kun ét, da resten ikke indgår i rummet. Hvælvene hviler på pilastre i toscansk orden. Hvor hvælvenes ribber møder pilastrene, er de udsmykket med stukarbejder af Christian Nerger. I midterhvælvets topkryds er der der også stukudsmykning i form af rigsvåbenet og Christian 5. monogram. Hvælvkapperne er udsmykket med forgyldte træstjerner, hvilket har været almindeligt i de gamle københavnske kirker, men de er forsvundet i de fleste af dem.
Ved arkitekten Hans Jørgen Holms restaurering af kirken omkring 1890 mente han, at der var behov for mere stukudsmykning, og han lod billedhuggeren H. Chr. Petersen udføre nogle englebørn i skyformationer til topkrydset i korets hvælv. Da Nergers stukarbejder måtte fornyes ved restaureringen i 1955 blev Holms tilføjelser fjernet igen.
Kirkens indre er undergået istandsættelser i 1744 og 1772, som ikke har medført mærkbare ændringer, uden at man dog kender til detaljerne ved disse arbejder. Ved en større istandsættelse i 1815-18 blev bl.a. stengulvet erstattet af et plankegulv. I 1849-53 blev der repareres igen, og ved denne lejlighed blev der indrettet et ligkapel i Mellers krypt (se nedenfor).
I 1870 fik kirken et varmeapparat, og Mellers krypt blev nu varmekælder, mens ligkapellet blev flyttet til en separat nybygning på grunden bag kirken. N.S. Nebelong forestod dette arbejde. Varmesystemet fungerede åbenbart ikke tilfredsstillende, for i 1889 blev det omlagt, og ved denne lejlighed blev der støbt er nyt betongulv som underlag for varmerørene under plankegulvet. Varmesystemet blev udskiftet igen i 1916-17.
Omkring 1950 opdagede man, at midterhvælvingen var revnet, og pudset var begyndt at falde ned. Undersøgelser viste, at hele konstruktionen var blevet ustabil, måske på grund af krigens bombeeksplosioner, måske på grund af den øgede trafik, men den sumpede grund, som kirken blev bygget på, er aldrig blevet helt stabil. I 1954-57 blev hvælvingerne sikret med en betonkonstruktion anbragt på kirkens loft. Revnerne blev udfyldt ved injektion under hydraulisk tryk.
Den vestre korsarm, som understøtter tårnet, fungerer som kirkens hovedindgang. Nord- og sydportalerne bruges sjældent. Mellem de tykke vægge, som bærer tårnet, dannes et våbenhus, der er adskilt fra kirkerummet med to sæt døre. Våbenhuset er meget enkelt indrettet med en bænk i den ene side og tre gamle pengeblokke i den anden. I begge sider er der rundbuede åbninger med trapper op til hhv. dåbsventeværelset (nordsiden) og tårntrappen (sydsiden). Lokalet er kun oplyst af det halvcirkelformede vindue over indgangsdøren.
Frem til 1881 var der en trappe i våbenhuset, som førte op til et organistrum ovenover. I 1890 blev rummet nedlagt for at man kunne lave en tøndehvælving i våbenhuset for at få lys ind gennem vinduer over portalen. I 1956 blev hvælvingen nedtaget og erstattet af det flade loft, vi ser i dag. Organistrummmet kunne derved genetableres, men nu med indgang fra tårntrappen.
På hver side af våbenhuset er der indrettet et gravrum (se nedenfor). Det nordlige blev i 1845 lavet om til ligkapel, og i 1870 til varmekælder. Det sydlige overtog funktionen som ligkapel i 1933, da Nebelongs ovennævnte kapel måtte nedlægges.
Da kirken blev indviet, var den indrettet med de lukkede stolestader, som stadig står i kirken. Der er naturligvis sket reparationer og udskiftninger siden da, men der er ikke ændret væsentligt ved deres udseende. Stolene kunne aflåses, hvilket gjorde det muligt at sælge dem til velhavende familier i sognet. De fleste af stolene i de midterste grupper omkring søjlerne er opdelt med en skillevæg, så delene kunne sælges hver for sig, den ene med adgang fra midtergangen, den anden fra sidegangen.
Ved indvielsen blev det forreste stolestade efter tværgangen på mandssiden (sydsiden) benyttet som kongestol. Det blev genindført ved restaureringen i 1889-90, hvor der blev opstillet seks rødt betrukne stole. Stolestaderne er senere (det fremgår ikke af kilderne hvornår) blevet suppleret med åbne bænke i tværgangen.
Kirken havde ikke pulpiturer fra starten, men man ville ikke undvære denne gode indtægtskilde, og de mere velbeslåede medlemmer af menigheden ville gerne betale for at slippe for træk i den uopvarmede kirke. I 1729-31 blev der derfor opført lukkede pulpiturer ved nord- og sydarmens øst- og vestvægge. Hver af de fire pulpiturer havde ni stole og var antagelig i flere etager. Langs vestvæggen under orglet blev der i 1732-33 opført pulpiturer med adgang fra de såkaldte elefantstole. De blev fjernet igen i 1818 af Peder Malling, som gav elefantstolene deres nuværende udseende.
I 1781-82 opførte Andreas Kirkerup pulpiturer i de to tværskibsarme, som fyldte hele armen op, i fire etager og med såkaldte engelske vinduer. I det søndre var der på første etage indrettet kongestol og magistratstole, og i nederste etage i det nordre en skriftestol. Begge blev nedrevet ved restaureringen 1889-90, da der ikke længere var lejere til dem. Noget af panelværket blev brugt til vindfangene inden for nordre og søndre kirkedør.
Udseendet af kirkens første, midlertidige alter kendes ikke. Måske overførte man alteret fra den midlertidige kirke til den nye kirkes kor. I 1710, da man begyndte at lave fundament til det nuværende alter, blev det midlertidige alter, efter alt at dømme, flyttet til søndre korsarm. Da man indså, at det kom til at vare længere end ventet med opførelsen af det nye alter, anskaffede man en ramme som altertavle til det midlertidige, og samtidig modtog kirken, som anonym gave, et krucifiks til alteret.
Bymuseet opbevarer en ramme, som ifølge overleveringen, tidligere skulle have tjent som altertavle i Vor Frelsers Kirke. Om det passer, er umuligt at afgøre. Det er muligt, at krucifikset, som i dag hænger i det blændede vindue i søndre korsarm, kunne være det nævnte alterkrucifiks, men det er i så fald for stort til rammen på Bymuseet. Det er nok mere sandsynligt, at det blev anskaffet ved kirkens indvielse. Stilmæssigt kan det tidsfæstes til omkring 1700. Det kan måske endda have været beregnet til van Havens altertavle. Udformningen af det flagrende lændeklæde er i hvert fald besnærende lig det, der kan ses på van Havens udkast til alteret, som findes i Nationalmuseets arkiv.
Lambert van Haven havde naturligvis tegnet en altertavle af passende format til sin store kirke, men Christian 5. var i mellemtiden blevet interesseret i Nicodemus Tessins idéer. Van Havens tegninger blev forelagt Tessin, som ikke overraskende fejede dem af bordet. I efteråret 1694 fik Tessin bestilling på et alterprojekt, og i foråret 1695 ankom der en model til København.
Hvor van Havens forslag var en stor, men stillestående, arkitektonisk opbygning omkring en niche med et krucifiks, var Tessins meget mere dynamisk. Over et svunget fundament, med indbygget alterbord, bærer fire søjler en buet arkitrav og segmentgavl, som begge er gennembrudt. I midterfeltet mellem søjlerne gengives scenen fra Getsemane Have, hvor Kristus trøstes af én engel, mens en anden svæver ned med den gyldne kalk. På hver side, mellem søjlerne, illustreres kongens valgsprog af to figurer, Pietas og Justitia. Bag åbningen i den gennembrudte gavl er anbragt en rude med Jahves navn på hebræisk med belysning bagfra. Omkring ruden er en stor forgyldt strålekrans og skyformationer, der næsten virker som en eksplosion. I skyformationerne boltrer sig adskillige englebørn. Over segmentgavlen skulle der have svævet yderligere to engle, som mellem sig holder en stor kongekrone, men de blev udeladt. Inspirationen havde Tessin bl.a. hentet fra Berninis altertavle i Santi Domenico e Sisto i Rom.
Materialerne, som alteret er udført af, er italiensk marmor i fundamentet og de stående figurer. Søjlerne er af fransk marmor, og resten er for det meste udskåret træ og stuk. Skulpturerne blev udført af Abraham Breusegem og Emmanuel Cuekelaer, der begge var ansat hos Thomas Quellinus, som antages at have modelleret figurerne. Gruppen med Kristus og englen blev ikke udformet som i Tessins udgave, hvor Kristus ligger med benene strakt ud, og englens vinger er udslået. Om det skyldes at marmorblokken, som var afset til figurene, ikke var stor nok, vides ikke, men ændringen er gået hårdt ud over hele midtertableauets balance.
Efter hvad man kan læse ud af regnskaberne var marmorfigurerne færdige omkring 1700, og de øvrige dele til altertavlen synes at være ankommet til kirken inden 1708, hvor man solgte og nedrev den midlertidige kirke, som havde fungeret som billedhuggerværksted. Alligevel blev altertavlen først indviet 1732. Hvad skyldtes denne forsinkelse?
Første problem var funderingen af den tunge marmorkonstruktion. Her spillede den sumpede grund igen ind − man brugte et par år på bare at dræne. Endelig i 1710 kunne man begynde at opmure fundamentet, men fra 1713 hører al omtale af byggearbejdet op. Man må antage, at det er Store Nordiske Krig der har givet Frederik 4. andet at bruge penge på end altertavler. Først i 1725 kom arbejdet i gang igen, men da var de opmagasinerede dele så medtagne, at de måtte restaureres, inden de kunne bruges.
Billedhuggeren J.C. Heimbrod fik til opgave at vurdere skaderne, og hans dom var hård, men så fik han også kontrakten på at udbedre skaderne. Undersøgelser ved en restaurering i 1955-56 viser, at det måske ikke var helt så galt, som Heimbrod gav indtryk af, men det var dog på dette tidspunkt, at man opgav de to engle med kronen, da de var for medtagne.
I 1728 deltog 184 mand fra Holmen i opførelsen af et stillads, så de store marmordele kunne hejses på plads – et arbejde der deltog 74 matroser og 10 underofficerer i. Man antager at altertavlen var opstillet i 1730, men alligevel tog det to år, før den blev indviet. Muligvis har man ventet på færdiggørelsen af korskranken.
I årenes løb er altertavlen repareret ved flere lejligheder, og man har endda fundet for godt at lave ændringer og tilføjelser i visse tilfælde, men ved den store restaurering i 1955-56 blev tingene så vidt muligt sat tilbage til til deres oprindelige farve og form. Ved denne lejlighed måtte den svævende engel helt fornyes. Én ting, som man ikke kunne genskabe, var baggrunden for midterfigurerne. Den var oprindeligt et landskabsmaleri, Oliebjerget, som omkring 1773 var blevet overmalet med skyformationer. I stedet malede Ingolf Røjbæk den blå baggrund, vi ser i dag.
Christian 5. skænkede i 1696 kirken en prædikestol i norsk marmor, og mens man ventede på dens ankomst fra Norge, tømrede man en enkel prædikestol sammen i forventning om, at den kun skulle bruges i kort tid. Imidlertid forliste marmorstolen på sørejsen til København, så den midlertidige stol kom til at stå betydeligt længere end det var meningen, næsten 80 år.
Da kirken i 1750 havde fået sit spir, syntes man, at det var på tide med en prædikestol, der kunne tåle sammenligning med det øvrige inventar, og på Thurahs opfordring indsendte J.F. Hännel et forslag sammen med en tegning, som stadig findes på Københavns Bymuseum og sikkert stammer fra Thurahs tegnestue, til en prædikestol i stærkt svungen rokokostil. Projektet blev henlagt, sandsynligvis fordi magistraten syntes, prisen på 5.668 rdl var for høj.
Efter flere forgæves forsøg på at få udskiftet den midlertidige prædikestol tog kirkens præst, Jacob Jensen Hvid, initiativ til, uden om de officielle kanaler, at skaffe midler til en ny stol. Han fik C.F. Harsdorff, Johannes Wiedewelt og maleren Peder Als til at lave en model, som han fik kongens godkendelse af, før han meddelte magistraten om projektet. Magistraten brød sig naturligvis ikke om at blive omkringgået på denne måde, men kunne jo dårligt underkende kongen, og måtte godkende projektet. Det figurerer dog ikke i kirkens regnskaber, og det vides derfor ikke, hvem der udførte hvad på prædikestolen. Alt taler dog for, at den arkitektoniske opbygning skyldes Harsdorff, og at Wiedewelt står for relieffrisen på kurven.
Den nye prædikestol blev sat op i løbet af sommeren 1773. Den sidder på den sydøstre pille med en trappe, der går rundt om pillen. Den er udført i træ, som er marmoreret i gule nuancer og med forgyldte detaljer. Relieffrisen og trappens balustre er hvide. Relieffet forestiller de 12 apostle flankeret af to skriftsteder, og yderst de fire store profeter, to på hver side. På toppen af lydhimlen står en figur sammensat af marterredskaber.
I de første år benyttede kirken den simple døbefont fra den midlertidige kirke, men allerede omkring 1700 blev den nuværende font skænket til kirken, så vidt vides af grevinde Elisabeth Helene von Vieregg. Den har altid været placeret i den nordøstre udbygning af skibet.
Fonten har en cylindrisk marmorkumme båret af fire putti (englebørn), der er udstyret med forskellige attributer, fx et æble og en slange eller lovens tavler. Udvendig på kummen er en relieffrise, der bl.a. fremstiller Jesus dåb og vandringen til Emmaus. Til fonten bruges et dåbsfad fra 1704 og en dåbskande fra 1731, begge dele af sølv.
Fonten står i en kvadratisk fontelukkelse, omkring 355 cm på hver led. Hver side er opdelt af postamenter i fire fag. Det hele er udført i træ, som er marmoreret, i samme farver som prædikestolen, og forgyldt. Hvert fag har to balustre i form af putti, som er hvidmalede. Over fonten hænger en forgyldt fontehimmel, der nederst udgøres af en grevekrone, og over den en masse figurer, bl.a. putti, kerubhoveder og skjolde.
Det vides ikke hvem der har udført dette omfattende dåbsudstyr. Der gættes på Christian Nerger, som har udført så meget andet arbejde i kirken, men også Andreas Gercken nævnes, da han netop var aktiv i København på denne tid.

Wikipedia

 

Tilbage til Københavns Stift

 

 

Om kirker

 

Folkekirkerne