Sankt Hans Kirketomt, Roskilde

Fredningsnummer 322712

Denne kirke skal ikke forveksles med kirken ved Sankt Hans psykiatriske hospital. Skt. Hans Kirke lå i området nord for Domkirken (på Provstejorden i dag). Denne kirke bliver sognekirke i det fornemme kvarter i byen, hvor præster og kannikker bor. Kirken var indviet til Johannes Døberen og nævnes første gang år 1302.
Kirken stod 1569, men var væk hos Resen, som var en datidig topografisk beskrivelse. Kirkegården blev genanvendt under pesten 1711. Kirken blev første gang udgravet i 1941-42. Der har været tale om en ret stor frådstenskirke med skib, kor, apsis samt tårn. Dens grundrids kan stadig ses på marken: Det er markeret ved en jordvold.
Der er også fundet ribbesten (spor af hvælvinger), kalkpuds med bemaling (rester efter kalkmalerier) og glaserede gulvfliser, der alt sammen tyder på, at der har været tale om en kirke i et rigmandskvarter. Men der er også en anden grund til, at kirken var rig: Kilden ved siden af var en, man valfartede til.
Det oprindelige tag kan have været af bly, hvilket var det almindeligste. Men træspån, strå eller halm kan også have været brugt. Først fra 1100-tallets midte dukker tegltag op - og de fleste kirker får i de følgende år deres gamle tage udskiftet med tegl. Tårnet er yngre end resten af kirken, og måske er det af tegl. Det var kvadratisk og også i denne kirke er der grave i tårnrummet. Er en kirke bygget af en stormand - og det er de fleste - er det almindeligt, at bygherren, patronen, lader sig selv og sin familie begrave i tårnrummet, så det er nok stifterens grav, der er fundet her. Der er fundet 3 stenkister. I tårnrummet eller en etage over kan der meget vel have været et særligt rum, et pulpitur, hvor patronen og hans familie kan have siddet, når der var gudstjeneste.

Kilde: roskildehistorie.dk

 

Tilbage til Nedlagte kirker, ruiner og kirketomter

 

Om kirker

 

Folkekirkerne