Birkende Kirke

Marslev-Birkende Pastorat - Kerteminde Provsti - Fyens Stift - Bjerge Herred – Odense Amt

Godt 10 km øst for Odense ligger Birkende Kirke. Den har været ejet af bl.a Odensegård og Frederik d. 3, der måtte sælge grundet dårlig økonomi. Den blev først selvejende i 1912. Den er bygget i midten af 1200-tallet. Skib og kor blev opført først, men senere ombygninger har gjort at kun en del af skibet og hele koret findes i dag. I den tilbageblevne del af skibet ses de tilmurede mands- og kvindedøre i henholdsvis syd og nord. Tårnet er opført samtidigt med våbenhuset, men er senere forhøjet. Det samme gælder koret, der samtidigt blev forsynet med hvælv. Hele kirken er opført i munkesten, undtaget er, det i 1847 opførte sideskib, der er i gule sten. I dag fremstår kirken hvidkalket med tegltag. Inventaret i kirken er af meget forskellig alder. Selve alterbordet er opmuret i munkesten. Altertavlen er af Nationalmuseet dateret til omkring 1450, det gælder dog kun de fint udskårne egetræsfigurer. Midterpartiet viser korsfæstelsen, hvor figurerne er opstillet som et helt sceneri. Sidefløjene er lidt specielle med 2 motiver i hver side. På bordet står to gamle lysestager og en nyere syvarmet. Døbefonten er den oprindelige - dog er foden ny. Fonten blev udskiftet omkring år 1640 og endte i en periode som vandtrug på Kragsbjerggård. Over fonten står en syvarmet stage, der bliver tændt ved barnedåb. Prædikestolen er fra 1579, den har de 4 evangelister placeret i hver sit felt. I tårnet hænger en klokke, ophænget 1847, efter den gamle forsvandt, da den skulle støbes om. Den nye klokke måtte også støbes om, da den revnede kort efter den blev sat op i 1845. I kirken findes en mindetavle over kirkereformatoren Hans Tausen som er født i sognet. Han ligger begravet i Ribe Domkirke.

Folder i kirken/www.visitkerteminde.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne