Vor Frelser Kirke

Odense

Korsløkke Pastorat – Odense Sankt Knuds Provsti – Fyens Stift – Odense Herred – Odense Amt

Oprindeligt hed sognet Vor Frue Landsogn og blev betjent af præsterne ved Vor Frue Kirke. Landsognet omfattede landsbyerne Biskorup, Ejby og Killerup. Før 1900 var der kun ca. 1000 indbyggere i sognet. I 1900 opstod der ønske om at anlægge en begravelsesplads ved Ejby, da vejen til Assistenskirkegården var lang og transportforholdene dårlige. Der blev nedsat en komite, der ved et møde med kirkeministeren i 1907 fik tilsagn om et tilskud, hvis sognets folk selv kunne skaffe et bidrag på mindst 12.600 kr., idet bygningen af en kirke ville koste ca. 35.000 kr. Tegningerne til kirken blev leveret af den kongelige bygningsinspektør Vilhelm Pedersen og d. 6. juli 1908 blev grundstenen til kirken lagt. Senere samme år, d. 21. november blev kirkegården indviet. Den 2. maj 1909 blev kirken indviet med navnet "Vor Frelsers Kirke". Frem til 1917 var den annekskirke til Vor Frue Kirke og betjentes af denne kirkes præster.
Det gamle alterbillede blev flyttet fra korets endevæg til den sydlige sidevæg ved kirkens 100-års fødselsdag i 2009. Det bærer titlen "Jesus og synderinden i farisærens hus" og er malet af kunstneren Joakim Skovgaard. Det blev skænket til kirken et par år efter dens indvielse af frk. Signe Hansen. Det er Skovgaards datter, der har stået model til synderinden.
Det nuværende alterbillede blev anskaffet af menighedsrådet i forbindelse med kirkens 100-års fødselsdag i 2009. Ved samme lejlighed blev både alterbordet og knæfaldet fornyet. Alterbilledet er malet af kunstneren Arne Haugen Sørensen i 2006. Motivet er den fortabte søn, der vender hjem.
Prædikestolen havde oprindeligt sin plads på den nordlige side af kirkens kor, men blev flyttet til den sydlige side ved udvidelsen af kirken. Da prædikestolen skulle flyttes måtte læsepulten også skifte plads og nyt klæde sættes på prædikestolens kant. Under arbejdet hermed blev der skjult i læsepulten fundet et spil kort fastholdt af 7" søm, sandsynligvis en hilsen fra en humoristisk håndværker fra 1909.
Det nuværende dåbssæt, bestående af dåbsfad og dåbskande, blev anskaffet af menighedsrådet i forbindelse med kirkens 100-års fødselsdag i 2009. Det er fremstillet af sølvsmed Anthonsen, Odense.
Orgelet er bygget i 1965 af Starup & Søn. I 2001 udførtes en omfattende restaurering af Gunnar Fabricius Husted, hvorved orgelets antal af stemmer forøgedes fra 15 til 17 stemmer. Samtidig med udvidelsen sløjfedes enkelte af de gamle stemmer.

Henriette L. Idestrup på Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne