Bagenkop Kirke 

Sydlangeland Pastorat – Langeland-Ærø Provsti – Fyens Stift – Langelands Sønder Herred – Svendborg Amt

Bagenkop Kirke er beliggende på den sydligste ende af Langeland. Den er Langelands mindste kirke, ligesom den også er Langelands yngste. Kirken blev indviet d. 19. december 1920. Ønsket om en kirke i Bagenkop udsprang af Norets inddæmning. Før dette var det fast skik, at borgere fra Bagenkop sejlede til kirke i Magleby. Dette kunne være en farlig affære. I 1779 forliste et brudefølge på selve bryllupsdagen, hvor 5 mennesker druknede. Lærer og kirkesanger C. Harboe kom i 1850'erne med ideen om, at man ved inddæmning af Magleby Nor kunne indvinde omkring 1000 tønder land. Lensgreven gav i 1851 sin tilladelse og i 1853 kunne arbejdet med inddæmning påbegyndes. Selve inddæmningen af Noret var en katastrofe for fiskerne i Bagenkop. Området, hvor man havde jaget og fisket i flere hundrede år, var væk – og søvejen til kirken var væk. Denne havde til tider været farlig, men dog nemmere end vejen over land. Ønsket om egen kirke i Bagenkop begyndte at tage form. Dog skulle der endnu en tragisk hændelse til, før der kom skred i sagen. I 1908 omkom 4 familiefædre, da de forliste ud for Vester Gulstav, hvor man efter Norets inddæmning måtte søge til for at tjene til føden. Der var langt til Magleby kirkegård, så efter denne episode meldte der sig i Bagenkop et ønske om at blive stedt til hvile det sted, hvor man hørte hjemme. Et kirkeudvalg så i 1913 dagens lys og i 1914 blev grunden valgt og købt. Første verdenskrig lagde en dæmper på planerne, men i 1916 gik man igen i gang med arbejdet. Staten gav et løfte om 40.000-50.000 kr. En stor del af det resterende beløb blev indsamlet blandt byens borgere, som gav bidrag til blandt andet kirkens inventar. Da der blev opsat en sten til minde om C. Harboes arbejde for inddæmningen i Magleby, opstod der samtidig en fast tradition blandt mænd og drenge i Bagenkop: man stoppede for at lade sit vand på stenen. En skik der den dag i dag stadig består. På kirkeklokken er indskrevet; "Jeg kimer i glæde, jeg kalder i sorg, jeg byder til sæde i nådens borg". Ordene er forfattet af Henrik Sabroe, der var sognets præst fra 1886-1899. På kirkens oprindelige alterbillede ses motivet af "Vandringen på søen". Billede er malet og skænket til kirken af Brücher Henriksen. Dog var der et ønske om en glasmosaik. Ønsket kom af at lyset fra østvinduerne gjorde det svært at se alterbilledet. Problemet blev løst midlertidigt med gardiner spændt for vinduerne. I 1957 lavede Brücher Henriksen skitser til en glasmosaik, men først i 1997 blev arbejdet fuldført af Helle Scharling. Motivet til glasmosaikken er "Jesus stiller stormen på søen". Mosaikken blev indviet 1. søndag i advent 1997. Kirkens nuværende orgel er et Frobenius-orgel med 12 stemmer, to manualer og pedalværk. Det er bygget i 1955 til den danske kirke i Paris. Kirkens første orgel var et harmonium, men det blev snart afløst af et rigtigt orgel af Marcussen & Søn. Marcussen-orglet måtte dog udskiftes pga. slid og mekaniske fejl, der gjorde orglet vanskeligt at betjene. Bagenkop menighedsråd købte i 1997 orgelet, som blev opsat i kirken i 1998. Ved opsættelsen opdagede man at orglet, med vingerne klappet ud, var et par centimeter for højt til at stå på pulpituret. Løsningen blev at hugge loftet til, så vingerne nu lige nøjagtig kan stå klappet helt ud. Kirkeskibet blev bygget af Peter Jørgensen til indvielsen af Bagenkop Kirke. Det bærer navnet "Marie". Det har som det eneste kendte kirkeskib lanterne, der kan tændes. Kirkeskibet bæres hvert 7. år gennem byen i proces sammen med Magleby Kirkes kirkeskib. Dette gøres til den meget traditionsbundne skibefest, som har forgået siden 1914.

Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne