Balslev Kirke

Balslev-Ejby Pastorat – Middelfart – Fyens Stift – Vends Herred – Odense Amt

Kirken er bygget i mange etaper. Den første var ganske sikkert en simpel kampestensbygning opført et sted mellem 1000 og 1200 i romansk byggestil med små rundbuede vinduer, hvoraf der endnu ses afblændinger i skibets nordvæg og bag alteret i koret, der er uden apsis. Alteret er muret op af munkesten og indvendig fyldt op med kampesten og mindre natursten. I begyndelsen var der også to indgangsdøre til kirken, en i nord til kvinderne og en i syd til mændene. Imellem de to døre stod døbefonden, og før man var blevet døbt, måtte man kun være bag (vest) for denne. Kirken var lavere end nu og med fladt træloft, og sandsynligvis med spåntag. Man stod op under gudstjenesterne, måske med undtagelse af nogle bænke langs væggene til de ældre og vanføre, der ikke kunne stå op under de til tider lange gudstjenester.
Af denne gamle kirke er der en del tilbage, selv om den i løbet af de næste to til tre hundrede år blev bygget ganske meget om over en lang periode.
I senmiddelalderen (gotisk periode fra ca. 1150 til ca. 1450) blev skibets ydervægge forhøjede, og man satte hvælvinger i skibet og koret, dog vistnok ikke samtidig, og døbefonden blev flyttet op på sin nuværende plads ved overgangen mellem skib og kor.
Omkring 1400 (sengotisk periode) blev tårnet bygget hovedsalig af munkesten, dog er der en del granitkvadre (genbrug) i den nederste del. I denne periode havde kirken blytag, hvilket bevidnes af den kendsgerning, at man i 1936 fandt rester af en middelalderlig blystøbningsgrube under gulvet ved kvindedøren, den nordlige dør. Anbringelsen af gruben mellem de to døre har gjort det muligt at sikre den nødvendige træk.
Under den sidste renovering fandt man ud af, at det relief, der tidligere hang i koret, virkelig har siddet i alterbilledet. Menighedsrådet besluttede derfor, at dette relief skulle tilbage på sin gamle plads.
Derfor består alteret i dag af dette gamle, ret primitive baggrundsbillede af en sal, hvor Jesus indtager det sidste måltid med sine apostle, flankeret af store bruskbarokke evangelistfigurer fra 1653, skåret af hans Nielsen fra Middelfart.
Det tidligere alterbillede, en Carl Bloch-kopi (Kristus i Emmaus) hænger nu på væggen over for orglet. Døbefonden, der i gammel tid har stået nede i kirken, står i korbuen, og er en gammel granitfond, der er sat på en nyere fod.

Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne