Bogense Kirke

 

BogenseBogense

Bogense Pastorat - Bogense Provsti - Fyens Stift - Skovby Herred - Odense Amt

 

Bogense kirke er smukt beliggende mellem Torvet og Kattegat. Den nuværende korsdannede kirke er bygget i 1406 oven på resterne af en tidligere romansk kirke fra 1100-1200 tallet. Skt. Nikolaj Kirke består af et romansk kor og skib opført af kamp, hvortil er tilføjet talrige tilbygninger.[1] Den ældste forandring af kirken var en forlængelse af skibet mod vest, der fandt sted i højmiddelalderen. De mest omfattende bygningsarbejder hører imidlertid senmiddel-alderen til og kan på grundlag af bl.a. dendrokronologiske undersøgelser dateres til perioden ca. 1450-1500. Med disse senmiddelalderlige forandringer fik kirken i alt væsentligt sit nuværende udseende med to korsarme og tårn med ottekantet spir. De senmiddelalderlige forandringer af kirkebygningen indledtes omkring 1450 med opførelsen af et tårn (forhøjet 1760), der mod sædvane står øst for koret. Denne placering skyldes, at kirken ligger så tæt ved den stejle skrænt, at området vest for kirken var uegnet som byggegrund. Det høje kirkespir, tækket med 29.000 håndhuggede, bornholmske og sorttjærede egespåner har været et vigtigt sømærke. Kuplen øverst er 60 cm i diameter. Når spiret repareres placeres der traditionen tro en dagsaktuel avis i en beholder i kuplen. Under krigen var der tyske soldater, der morede sig med at skyde til mål efter kuglen, som derfor har enkelte skudhuller. Cirka 1455 blev den romanske kirke forhøjet med opførelsen af et øvre stokværk, og kort efter blev den søndre korsarm bygget, ligeledes med et øvre stokværk. Det øvre stokværk, der måske fungerede som kornloft, blev allerede sløjfet o. 1485, da der indsattes hvælvinger over såvel kor og skib som over korsarmen. Endelig blev den nordre korsarm opført ca. 1495. Et ældre våbenhus, der blev nedrevet 1857 og erstattet af et nyt, stammede formentlig også fra middelalderen. Gennem årene er der naturligvis sket forbedringer og nødvendige reparationer på kirken. Den seneste i 2009-2010.Denne gennemgribende renovering, der lukkede kirken i ca. et år blev forsinket i et par måneder, idet der kom et gentaget påbud fra arbejdstilsynet, at det affald, der lå på kirkens loft skulle fjernes inden arbejdet inde i kirken kunne gå i gang.

 

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne