Davinde Kirke

 

Fraugde-Allerup-Davinde Pastorat - Hjallese Provsti - Fyens Stift - Åsum Herred - Odense Amt

Davinde kirke er bygget i det 12. – 13. århundrede. Omkring 1450 blev kirkeskibet forlænget og kun langmurene fra den oprindelige kirke blev bevaret. Tårnet blev tilbygget mellem 1450 og 1550. Heri hænger en klokke med indskriften "I herrens år 1483 – Hjælp Gud og Maria" på latin. Sidst på året i 2010 forventes en ny klokke ophængt ved siden af den gamle, da denne ikke tåler automatisk ringning. Tårnrummet blev i 1885 indrettet til våbenhus. Det tidligere våbenhus på kirkens sydside er indrettet til kapel. Den firkantede døbefont i granit er hugget ud i én sten og har et georgkors på hver side. Dåbsfadet i messing er fra ca. 1650 med et motiv, der forestiller Adam og Eva ved Livets træ. Dåbskanden af tin er sandsynligvis lavet i Odense ca. 1860. I 1932 blev prædikestolen renoveret, og billeder af Jesus, Jakob, Peder, Andreas og Johannes afdækket. Man fandt samtidig Margret Skovgårds navnetræk med årstallet 1599 på stolen. Altertavlen er et maleri, som viser Kristus på korset med de to Maria'er og Johannes. Det blev skænket til kirken af hofjægermester O. Vind og hustru, Sanderumgård, i 1918. Tidligere stod der på alteret et kors, som nu hænger over døren til tårnet. Alterkalk (Odense, sidste halvdel af 1500), disk (1720) og oblatæske (1978) er i sølv. I kirken findes en klingpung, der er forsynet med en stang og en sølvklokke med indskriften: Davinde kirke 1794. Den blev brugt ved indsamlinger i kirken til omkring 1920. Davinde kirke har hørt under forskellige godser. Den blev i 1686 overdraget til Jørgen Rantzau til Krængerup, som i 1699 solgte den til Frederik Gersdorff til Bramstrup og Lindved. Kirken blev ved disse godser til 1793, da den blev solgt til Johan Bülow, Sanderumgård. I 1914 overgik den fra familien Vind, Sanderumgård, til selveje. I kirkens østgavl er indsat en gravplade over Johan Bülow. I nærheden findes en gravsten over Cornelius Petersen, folketingsmand, gårdejer, Davinde, d. 1876. Derudover findes i kirkegårdens nordvesthjørne kammerherre Vinds familiegravsted.

Kirkens hjemmeside

  

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne