Fodslette Kirke

Sydlangeland Pastorat – Langeland-Ærø Provsti – Fyens Stift – Langelands Sønder Herred – Svendborg Amt

Den ældste, romanske, del af kirken (kor og skib) er opført omkring 1250 af kampesten og tegl. Bemærk den smukke rå kampestensmur i koret. Allerede i første halvdel af 1300-tallet blev skibet forlænget mod vest.
Man kan udefra ane konturerne af nord-døren, den gamle kvindedør, samt af et af de oprindelige romanske vinduer. I koret ses indefra ligeledes et romansk vindue, nu tilmuret.
I sengotisk tid (omkring 1450) kom våbenhuset til med den kamtakkede blændingsgavl. Nogenlunde samtidig opførtes tårnets nederste dele og formentlig et nu forsvundet sakristi. Korets otteribbede hvælving er fra samme periode.
Tårnets øverste del er opført i 1649 af Erik Kaas til Hjortholm, den nærliggende herregård. Tårnet bærer Frederik 3.s initialer. Det er delvist skalmuret i 1830 og fra den tid stammer initialerne F.G.A.L.R. = Frederik Greve Ahlefeldt Laurvig Rixingen.
I 1820 fik skibet og dets vestlige forlængelse de nuværende pudsede og lidt flade træhvælvinger. Samtidig fik den de store fladbuede støbejernsvinduer. En bygningshistorie, der svarer til nabokirken i Tryggelev. Stræbepillerne er fra samme tid.
Svenskekrigene (1657-60) ramte Langeland hårdt. Store dele af kirken blev sprængt i luften, da svenske ryttere plyndrede den og satte en lunte til det krudtlager, som man havde forsøgt at skjule på loftet over koret eller sakristiet. Erik Kaas lod kirken genopbygge.
Herremændene har i tidens løb haft stor betydning for kirken og sat deres præg på den. Det gælder i særlig grad slægterne på herregården Hjortholm, der ligger i sognet, men også greverne fra grevskabet Tranekær.
Kirkeklokken er støbt 1770 af Carl Torschell og bærer indskriften "Christian Greve von Ahlefeldt, Elisabeth Grevinde von Ahlefeldt føed von Juel."
Altertavlen er kirkens juvel. Det er en virkelig smukt sengotisk træskærerarbejde fra omkring år 1500. Det er en fløj-altertavle, der tidligere blev lukket i fastetiden. Tavlen er en Maria-altertavle med Madonna med barnet i midterskabets rosenkrans, Den oprindelige figur er for længst forsvundet, og ingen ved, hvordan den har set ud. I 1995-96 fik kirken hos billedskærer Maria Hammerich udført en nøjagtig kopi af en samtidig Madonna-figur fra Felsted Kirke i Sønderjylland. Den er skåret i eg med de gamle teknikker. Efter at den er stafferet (bemalet) så den passer til den øvrige tavle, er det svært at forestille sig, at den ikke har stået der altid. I våbenhuset ligger en mappe, hvor man i billeder kan følge den spændende proces med at skære figuren.
Prædikestolen er et flot snitværk i tidlig bruskbarok fra omkring 1630,
Døbefonten er en romansk glatkummet granitfont med menneskehoveder på foden. Den er ældre end kirken. Det lader formode, at der har været en trækirke på stedet før den nuværende kirke.

Skrevet af Trille Brink Westergaard på Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne