Hou Kirke

Nordlangeland Pastorat – Langeland-Ærø Provsti – Fyens Stift – Langelands Nørre Herred – Svendborg Amt

I begyndelsen af 1800-tallet var der ingen kirke på Hou. Beboerne var henvist til de nærmeste kirkebyer Snøde og Stoense. Men på den tid var N.F:S. Grundtvig huslærer på Egeløkke, og havde påtaget sig den opgave at være feltpræst for landeværnets to nodlige kompagnier. Han holdt gudstjeneste i Lohalsgården om søndagen kl. 10:30 for de to Landeværns kompagnier og Hous beboere. Da Grundtvig forlod øen i foråret 1808, skulle landeværnets kompagnier så deltage i gudstjenesten i sognede, hvor de boede. 1800-tallets opsving indenfor landbrug og fiskeri betød, at folketallet steg, og i 1850 måtte Stoense Kirke udvides. Fæstegårdene blev frikøbt, Lohals havn blev bygget og der var optimisme og selvfølelse. Menigheden blev betjent af præsten i Snøde, som også havde en kapellan til hjælp - Kapelan Blom tog sig særligt af houningene. Houningene blev regnet for ringere i sammenligning med "byningerne". Der var langt til kirke. Der var skole på Skiften, kaldet Hou skole, men konfirmanderne måtte gå til Snøde Kirke. Man følte behov for egen kirke. Det er imponerende at tænke på, at man dengang havde kræfter til at rejse en kirke. Grevinden holdt basar på slottet, der gik lister rundt, frivillig arbejdskraft hjalp til, en grund blev givet, og Staten doblede op. Alle lodsejere var villige til at lade sig påligne udgifter til vedligeholdelsen. Hou Kirke var ejet af befolkningen, og blev bestyret af et kirkeråd, som i 1903 blev til menighedsråd. I begyndelsen var Hou Kirke et kapel. Det trak ud med eget sogn. Pastor Wilhelms pension var et problem. Den gamle præst skal have sagt "Jeg holder meget af jer på Hou, men ligeferm dø for jer, det vil jeg dog ikke!" Men i 1896 blev Hou sogn dannet og beboerne fik egen præst. Den nye præst, G.A. Brasen, var en aktiv mand, og i 1904 blev der bygget et tårn på kirken. Det pyntede og nu kan man høre den kraftige jernklokke ringe over hele sognet. Den lille, gamle landsby Skiften, som i dag udgør det højeste punkt i Lohals, blev et centrum med skole og kirke og brugs. Døbefonten er fra 1200-tallet. Det var en gave fra ejeren af Skrøbelevgård. Først stod døbefontennedenfor prædikestolen, senere fik den en mere fremtrædende plads midt for korbuen, og nu står den i nordsiden. Fonten har altså vandret fra syd til nord. De 8 ansigter på foden hentyder måske til Noa, hans tre sønner og ægtefæller. De blev frelst i arken, "som gennem vand" (1. Peters brev). Alterbilledet er en gave fra boelsmand Anders Rasmussen og hustru på Hou. Maleren Julius Paulsen har malet det, han var professor og hører til "fynsmalerne". Særlig overgangen mellem nat og dag havde hans interesse. Fiskerne i Lohals bemærkede starks ved afsløringen af billedet, at skibet umuligt kunne have den hældning med den vindretning. Kunstneren har mere tænkt på billedets virkning og skønhed. På den tid skulle alterets udsmykning være som et udsnit fra billedbibelen. Den vakte, troende Peter er centrum. Jesus er fint afmærket med solen som glorie. For øvrigt opdagede opmærksomme kirkegængere også hurtigt, at det smukke bjælkeloft er en smule skævt, da der mangler en sten i sydøsthjørnet. Kirkeskibet er en gave fra skipper Boye Larsen i Lohals. Med kirkeskibet er den søfarende i menighedens tanker. Vi hører sammen, selv om vi er langt fra hinanden. Kirkeskibet symboliserer også menighedens fællesskab på vej til Himmerige. Orglet er fra 1952, det er en gave fra tidligere lærer Have på Hou skole. Altersølvet er fra 1875. Det er en gave fra Egeløkke. Det er stort, som sølvtøj er fra den tid. Men desværre heller ikke håndgjort. Kirkens nyeset anskaffelse er en lysglobe. Den er gjort af kunstsmed Henrik Nevers, Stoense Udflytter.

Stig Andreas Munch, sognepræst Hou 1972-2012 på Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne