Magleby Kirke

Sydlangeland Pastorat – Langeland-Ærø Provsti – Fyens Stift – Langelands Sønder Herred – Svendborg Amt

Et af de markante træk i det smukke landskab på Sydlangeland er den usædvanlige maleriske Magleby Kirke, hvis høje spir syner viden om.
Kirken består af et romansk skib, langt sengotisk kor, mod nord kapel, sakristi og våbenhus, vesttårn samt mod syd ligkapel, der tidligere var våbenhus.
Det romanske skib er en granitkvaderbygning med dobbeltsokkel. Begge de oprindelige døre er bevaret med fritstående søjler, der har trapezagtige kapitæler og høje terningbaser. Den nordlige, der er i brug, er udvidet, mens sydportalen står tilmuret.
I skibets nordmur ses et tilmuret rundbuevindue. Fra det nedbrudte kor, der har haft apsis, ses i det yngre murværk og ved kirken, adskilleligt kvadermateriale, deriblandt flere lange sokkelkvadre med en ejendommelig arkadefrise.
I sengotisk tid er det romanske kor med apsis fortrængt af et hvælvet langt kor af tegl og genanvendte kvadre. Det har et tilmuret spidsbuevindue i øst. Samtidig er der i skibet indsat otteribbede hvælv, hvoraf et har stjerneagtige hjælperibber.
Lidt senere er der ved korpartiets nordside opført et krydshvælvet sakristi og tæt vest for dette et nordkapel. På nordsiden findes et våbenhus med kamtakket blændingsgavl.
Vesttårnets hvælvede underrum åbner sig mod skibet ved en spidsbue. Det har opgang i nordmuren ad en ligeløbende trappe i murtykkelsen.
I 1782 blev tårnet ombygget og fik det høje ottekantede spir, der i 1828-29 atter blev ombygget ligesom det øverste af tårnets murværk. Ved midten af 1800-tallet fik bygningen overalt fladrundbuede støbejernsvinduer og korets taggavl blev nedtaget. Nu har det blændingsgavl og stræbepiller.
Alterbordet har en enkelt panelværk fra ca. 1600, og altertavlen er et maleri, "Bebudelsen", kopi i italiensk maner med nyrokoko galleriramme, indsat i rammeværk fra midten af 1800-tallet. Der er sengotiske treringede malmstager. Den romanske granitfont er af sydfynsk type med kobberfas fra 1784. I korbuen findes et lille sengotisk krucifiks.
Sengotisk er endelig det i 1887 til ligkapel omdannede våbenhus mod syd ligesom de øvrige tilbygninger af tegn i munkeskifte, i kor og skib spores brede spidsbuevinduer fra sengotisk tid.
Prædikestolen er et snitværk i renæssance, ca. 1630, afrenset og vist nok noget omdannet.
Kirkeskibet, en model af orlogsfregatten "Frederik V!!, er ophængt ca. 1850. hvert 7. år er der traditions for, at kirkeskibet tages ned og får en overhaling af en af Bagenkops fiskere. Herefter bliver kirkeskibet under behørig eskorte i procession ført tilbage og ophængt i forbindelse med en gudstjeneste,
Kirken fik nyt tag i 2001 efter omfattende stormskader i forbindelse med orkanen i december 1999.

Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne