Refsvindinge Kirke

Ørbæk-Refsvindinge Pastorat – Nyborg Provsti – Fyens Stift – Vindinge Herred – Svendborg Amt

Kirken er opført en gang imellem år 1150-1200 i romansk stil af tilhugne kampestenskvadre, kullet og med halvrund apsis, to vinduer i hver side af skibet, samt tre i alt i kor og apsis. Der har oprindelig været både syddør og norddør, og ved en af disse var granitdøbefonten anbragt for at symbolisere, at dåben var indgangen til menighedens liv. Alteret har været et stenbord, hvorpå der stod et trækors. Kirken er indviet til helgenen St. Dionysius. Der har vistnok ingen sidealtre været. Omkring år 1600 tilbygges våbenhuset og de svungne gavlprydelser i renæssancestil opsættes.
Hele kirkerummet har fra de ældste tider været kalket hvidt. Om der i romansk tid har været kalkmalerier og anden udsmykning af koret, vides ikke. Efter den store ombygning i gotisk stil blev hvælvingerne smykket med borter langs ribberne, og rimeligvis har der også været kalkmalerier. Spor af denne udsmykning viste sig tydeligt, da man under den sidste restaurering rensede den gamle puds af. Til minde om Knud Urne er der fire såkaldte skjoldmærker inde i kirken over indgangsdøren. De har oprindelig været anbragt på hospitalets mur. Det ene mærke viser slægten Urnes våben: Et gråt ornelår med guldkløer i blåt felt; de tre andre er hans tre hustruers: Elisabet Sofie Urnes, der er som hans, Edele Brockenhus' skjold delt i rødt og sølv med tre blå blomster og Anne Beate Walkendorffs røde rose i sølvindfatning omgivet af tre sorte vinger.
På den nordre væg i skibet har der været anbragt et pulpitur. Her sad herskaberne, når de overværede en gudstjeneste. Fra 1688 og til 1922 har kirken haft ca. en snes forskellige ejere. En af dem, gårdforpagter Rasmus Nielsen, der omkring 1812 havde rådighed over den, lod ovennævnte pulpitur bryde ned og sælge ved auktion. Birkedommeren Hans Håstrup på Liselund, fik 1. april 1844 cancelliets tilladelse til at tage blytaget ned og erstatte det med tegl mod, at overskuddet fra salget af blyet skulle gå til skolevæsenets forbedring. En senere ejer, pastor Grå, skænkede 1883 den ene af kirkens to klokker, som foruden hans navn bærer indskriften: "Ser op, Lukas 21. kapitel, vers 28". Den anden og større klokke er fra 1848 og støbt af M. P. Allerup i Odense. Dens indskrift er "Soli deo gloria".

Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne