Stige Kirke

Lumby Pastorat – Hjallese Provsti – Fyens Stift – Lunde Herred – Odense Amt

Indtil 1886 var der i Lumby Sogn kun den middelalderlige kirke i Lumby til at betjene alle sognets beboere. Befolkningen i Stige udtrykte gennem mange år et stort ønske om placering af en kirke i Stige. Takket være beboernes egen gavmildhed og regeringens bidrag lykkedes det at finansiere opførelsen af en mindre kirke udstyret som enhver anden kirke.
Kirken indviedes af biskop Engelstoft, Odense, efter at arkitekt Wilh. Haugsted, Odense, havde udarbejdet tegninger og lokale håndværkere havde medvirket ved opførelsen. Et forsikringsselskab bidrog med en jernklokke støbt af firmaet M. P. Allerup, Odense. En tidligere stigebo gav et kirkeskib med navnet "Paulus", som var udført som en sejlførende korvet og udstyret med 16 kanoner på hver side. En formildende ting var, at galionsfiguren forrest viser en engel.
Fra starten af var der ikke penge til et alterbillede, men det problem løstes af energiske mennesker i Stige, der fik Albanibryggeriets ejer til at bidrage med halvdelen af prisen på 500 kr. for et alterbillede. I betragtning af, at Stige en gang var en søfartsbys, var alterbilledets motiv "Jesus vandrer på søen" særdeles velvalgt. Anskaffelsen af af en døbefont voldte også besvær, men da man blev tilbudt en alabastfont af italiensk oprindelse fra et odenseansk landsted, tog man imod tilbuddet.
De først mange år måtte organisten tage til takke med et harmonium med trædepedaler, men i kraft af en testamentarisk gave, menighedsrådets egen opsparing og en husstandsindsamling lykkedes det i 1947 at anskaffe et rigtigt orgel fra firmaet Marcussen & Søn i Åbenrå.
I årenes løb er der både fejret 50 års og 100 års jubilæum med biskoppelig deltagelse. Ved 100 års jubilæet blev den gamle jernklokke erstattet af to nye hollandske malmklokker med den helt rigtige klang.

Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne