Tryggelev Kirke

Sydlangeland Pastorat – Langeland-Ærø Provsti – Fyens Stift – Langelands Sønder Herred – Svendborg Amt

Kirken er romansk, formentlig bygget tæt på år 1200. Gamle kilder tyder på, at kirken oprindeligt var viet til Sct. Matthias (apostlen, der blev valgt til at erstatte Judas – Ap.Gern. 1,23-26). Som de fleste kirker på Langeland var den ejet af grevskabet Tranekær – indtil omkring 1940. I tidens løb er der sket mange ændringer. Kor og skib (uden tårn) bygges i romansk tid. Skibet er bygget af rå og kløvede kampesten med hjørnekvadre. Koret af granitkvadre. Oprindelig har kirken (som alle romanske kirker) haft fladt bjælkeloft samt få og små rundbuede vinduer. Et enkelt af disse kan stadig anes udefra i korets gavl. Den gamle norddør – kvindedøren – kan ligeledes anes udefra.Døbefonten af granit er også romansk, måske ældre end kirken. En glatkummet, sydfynsk type. Den kan måske stamme fra en tidligere trækirke på samme sted. I sengotisk tid udvides kirken – som så mange andre romanske kirker. Våbenhuset er den ældste tilbygning. Det er opført af store teglsten (munkesten) og har en smuk, noget ommuret, blændingsgavl med syv høje, asymetriske, men i princippet ens spidsbueblændinger under to latinske kors. Sakristiet er kun lidt yngre, ligeledes opført i teglsten. Også her er en smuk blændingsgavl med tre fladbueblændinger under et helt omløbende kamtak-bånd. Sakristiet har et flot hvælvet loft, der lader formode, at selve kirken samtidig er blevet forsynet med tilsvarende gotiske hvælv. Den enkle blændingsgavl i koret er sengotisk. Tårnet blev påbegyndt i 1530'erne. Det stod først færdigt i 1646. I 1830 blev store dele af det ommuret. Kirken gennemgik i 1872 en gennemgribende restaurering, der ændrede dens udseende markant.Det hidtidige loft blev erstattet af de nuværende pudsede lidt flade hvælv, der ses flere steder på Langeland. Samtidig blev de nuværende store vinduer sat i. Prædikestolen er fra 1872 med evangelisterne på. Den sidste renovering i 2013 restaurering ses kun indvendig, i farvevalg og udsmykning. Den blå farve på loftet og den cremede hvide farve på stoleraderne stammer herfra. Alterpartiet gennemgik en radikal ændring. Antependium (klædet, der dækker alteret foran) og træbeklædning omkring alterbordet blev fjernet og det enkle, ujævne alterbord fra middelalderen står nu hvidkalket med en ny egeplade på. Kirken har ikke mindre end tre altertavler. De to ældste hænger i skibet. Den ældste fra 1700-tallet er en naivistisk gengivelse af nadverens indstiftelse. Den anden er at maleri af F.C. Lund fra 1858. Det forestiller Kristus og den samaritanske kvinde ved brønden (Joh. 4). Denne hang over alterbordet frem til 2013. Den nuværende altertavle fra 2014 er udført af den langelandske kunster, Gitte Buch. Den har samme motiv som den forrige, men her er kvinden og Jesus – menneske og Gud – blevet til ét. En smuk evangelisk pointe. Klokken er fra 1717. Den er lavet af Conrad Klemann i Lübeck. Den har indskriften: "Charle Comte de Ahlefeldt. Soli Deo Gloria" (Charles/Karl greve Ahlefeldt. Æren er Guds alene). Resten af teksten er ulæselig. Kirkeskibet er et tremastet fuldskib med navnet Haabet. Det er bygget i 1927-28 af mølleren i den nærliggende landsby Kinderballe. Lidt usædvanligt, da det ofte var søfolk, der byggede kirkeskibe. Epitafiet ved orglet er opsat 1673 over sognepræst Erik Christensen Humble (død 1674), hans hustru, Sara Madsdatter, og datter. Der er portrætter af familien på epitafiet. I kvindeskikkelse ses de fire dyder: Tro, håb, barmhjertighed, retfærdighed. Øverst ses en skelet med timeglas – et billede på "husk du er dødelig". Epitafiet i koret er opsat 1697 over sognepræst og provst Axel Pedersøn Weile (død 1709), hans to hustuer og 14 børn.

Skrevet af Trille Brink Westergaard på
Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne