Bjerreby Kirke

 Sankt Mortens Kirke

Bjerreby-Landet Pastorat - Svendborg Provsti - Fyens Stift - Sunds Herred

Bjerreby Kirke er bygningsmæssigt den yngste af Taasinges sognekirker, idet den blev opført 1905-06 som afløser af en middelalderkirke, der på grund af manglende vedligeholdelse var blevet i så dårlig stand, at de ansvarlige myndigheder besluttede at nedrive den og opføre en ny kirke på stort set samme sted. Heldigvis kom det meste af kirkens gamle værdifulde inventar med over i den nye kirke, som indviedes 2. søndag i advent, 9. december 1906. Efter at kirkerummet og inventaret i årene efter 2. verdenskrig er blevet godt og kyndigt istandsat, fremtræder kirken i dag som et trods alt meget flot og festligt rum. Derfor var det naturligt, at kirkens 100-års jubilæum blev fejret 2. søndag i advent, 10. december 2006, med en festlig gudstjeneste og efterfølgende kirkefrokost i forsamlingshuset. Af inventaret skal fremhæves den romanske døbefont, hvis firkantede fod er prydet af arkadeornamenter og fire mandshoveder i hjørnerne.

Endvidere har kirken hele to smukke altertavler fra middelalderen:

1) En sidealtertavle forestillende kirkens værnehelgen Sct. Morten tronende i bispeskrud. Den er anbragt i nordlige korsarm.

2) Højaltertavlen, som med sine udskårne, farvelagte og forgyldte figurer er kirkens fornemste prydelse. Den trefløjede tavle er blevet til ca. 1450 i Lübeck og har som motiv Jesu lidelse, død og opstandelse. Dens to sidefløje kan stadig lukkes. Det bliver de dog i dag kun ved gudstjenesten langfredag. 

I nordre korsarm befinder sig en udskåret degnestol fra 1536. Dens gavl illustrerer legenden om den romerske officer, der deler sin kappe med en tigger, der senere i en drøm viser sig at være Kristus. Den nyeste kunstneriske udsmykning i kirkerummet er et smukt keramisk relief, der forestiller Jesu forklarelse på bjerget. Det sidder til venstre for korbuen som pendant til prædikestolen og er udført af de lokale keramikere Tony og Jette Briffa for et par år siden. Kirkens orgel er bygget i 2003 af firmaet A.E. Lang's Eftf. v/Knud Jønsson. Det har 13 stemmer fordelt på 2 manualer og pedal. I våbenhuset findes en gravsten over en af de gamle sognepræster fra det 17. - 18. årh.: Povel Andersen Schyt. Stenen er ejendommelig derved, at den er malet. Baggrunden er sort, indskriften forgyldt og dekorationer (englehoveder m.m.) er hvide. Om det hele er malet en oval grøn krans. 

Sognepræst Johanne Sloth på kirkens hjemmeside: www.bjerrebykirke.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Fyens Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne