Buerup Kirke

Tissø Pastorat – Kalundborg Provsti – Roskilde Stift – Løve Herred – Holbæk Amt

Buerup Kirke er en forholdsvis ung kirke. Den blev bygget i 1887 af godsejer Christian Selchau, Selchausdal og skænket til beboerne i den nordlige del af Sæby Sogn. I 1920 blev Buerup udskilt fra Sæby som et selvstændigt sogn. Kirken var kommunalt ejet fra 1887 til 1969, hvor den overgik til selveje. Kirken er beliggende i et smukt kuperet landskab på jord, der blev skænket af godsejer Frederik E.H. Bernstorff-Mylius, Kattrup. Buerup Kirke, der er opført efter tegninger af arkitekt Vilhelm Klein, består af tårn, skib med let fremspringende korsarme og kor med apsis mod øst. Kirkebygningen er præget af stilblandinger, hvor man er søgt tilbage til middelalderens romanske og gotiske kirkebyggeri. Kirken er opført af røde mursten med et spidst tårn, hvilket er karakteristisk for 1800-tallets kirkebyggeri i Danmark. Kirkegården blev anlagt i 1894, og ligkapellet er fra 1895. Prædikestolen, der er fra 1887 blev i 1935 udsmykket med billedskærerarbejde udført af godsejer Gundo Vogt, Selchausdal.
Alterbilledet er en kopi af et maleri af Giovanni Bellini, der findes i Dresdner-galleriet i Tyskland. Kristus velsigner med højre hånd og holder Bibelen i venstre hånd. Maleriet er signeret af en ukendt maler H.Hahn 1887. Kirkeskibet er fremstillet af tjener Julius Petersen, Selchaussdal i 1925 og skænket til kirken i 1929 af godsejer Gundo Vogt, Selchausdal. Det er en model af orlogsfregatten "Danmark", der oprindelig var udstyret med 44 kanoner. Men kanonerne er på et tidspunkt før 1950 blevet fjernet fra skibet. Sandsynligvis på grund af den dårlige harmoni mellem kirkens budskab om fred og et krigsskib. Kirkeklokken fra 1887 var af støbejern og uden klang. Men i 1959 skænkede Kattrups ejer, skibsreder A.P. Møller to nye kirkeklokker af malm til erstatning for den gamle.
Klokkerne har indskriften: "Gud til ære os til gavn, kald og kim i Jesu navn"

Kirkens hjemmeside

 
Tilbage til Roskilde Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne