Hylleholt Kirke

Hylleholt Pastorat – Tryggevælde Provsti – Roskilde Stift – Fakse Herred – Præstø Amt

Hylleholt Kirke blev bygget i årene 1875-1878 på initiativ af Grev Moltke, ejer af Bregentved gods. I denne periode blev kalkgruberne i Faxe samlet. Der blev bygget jernbane og anlagt en bedre havn hvilket medførte, at befolkningstallet voksede betydeligt. Arkitekten Th. Zeltner tegnede en kirke i Engelsk Neogotisk stll med et elegant spir, der strækker sig 39 meter op mod himlen.
Under restaureringen har man bestræbt sig på at bevare den oprindelige stilart, og samtidigt anvendt nye kombinationer af bløde farver, så rummet fremstår med et nyt lys og samtidig fremhæver de enkelte elementer.
De tre nye malerier i den originale Neogotiske altertavle er udført af den internationalt anerkendte kunstner Maja Lisa Engelhardt. Malerierne viser "Kristi Himmelfart". Det sydsjællandske landskab danner baggrund for "Himmelfarten" og fortæller os hermed, at Jesus Kristus er tilstede, der hvor vi bor og arbejder.
Altertæppet viser en scene, hvor Moses står i klippespalten. Gud dækker Moses med sin hånd, medens han passerer og Moses ser den hellige stråleglans fra Gud.
De oprindelige altermalerier af Carl Christian Andersen hænger bag på altertavlen.
Den originale døbefont blev også restaureret i 2002. Der hænger et portrætrelief af Grev Moltke på nordvæggen.
Kirkens orgel er oprindeligt en gave fra Grevinde Caroline Moltke, Bregentved. I 1996 blev orglet udbygget til de nuværende 16 stemmer af orgelbygger P.G.Andersen.

Kilde:Kirkens hjemmeside  

 

Tilbage til Roskilde Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne