Hyllested Kirke

 

Gimlinge-Hyllested Pastorat – Slagelse Provsti – Roskilde Stift – Vester Flakkebjerg Herred – Sorø Amt

Altertavlen. Omkring år 1400 blev tårnet bygget og koret blev forlænget med et ekstra rum. En typisk dansk landsbykirke, hvidkalket ude og inde. Altertavlen bærer årstallet 1594. Alterbilledet er et nadver-billede. I 1743 blev det dækket af et billede af Kristi gravlæggelse, malet af kgl. hofforgylder Getreuer. I 1948 kom det gamle billede atter til ære og værdighed. Gertreuers billede hænger andetsteds i kirken. Antependiet er nyt. Det er designet og vævet af Anni Fiil, Slagelse.
Krucifiks og prædikestol. Lærer Jacobsen skriver: "På kirkens nordre væg hænger et meget dårligt udskåret trækrucifiks, som rimeligvis er fra den katolske tid." Men i "Danmarks kirker" kan man læse: "Et meget smukt korbuekrucifiks fra omkring 1525 er skåret af den såkaldte "Næstved krucifiks-mester". Prædikestolen fra 1605 bærer navnene Korfies Ulfeld og Elsse Brockenhuds. Jacobsen fortæller, at Ulfeld "var farbror til landsforræderen af samme navn og hustruen forræderens moster". Ulfeld blev amtmand over Korsør len. Hertil hørte også Hyllested.
Tårnuret. Kirken har et tårnur med et spændende gammelt urværk. Det omtales allerede i 1661. Der er selvfølgelig repareret på det og det skulle trækkes op. I 2010 blev det elektrificeret.
Kirkens orgel og klokker. Kirkens orgel blev anskaffet i 1986. Det var oprindelig rygpositiv i Sct. Johannes kirkens orgel i Herning. Det har syv stemmer + subbas. Kirkens klokker er fra 1666 og 1826, Den ældste klokke sendte kirkeværgen til tiggerstaven. Han måtte sælge sin gård for at klare udgifterne til klokken.
Gradualebogen. Kingos salmebog fra 1699 eksisterer stadig. Den er ormædt, støvet og slidt, men næsten komplet.

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Roskilde Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne