Højelse Kirke

 

Højelse-Lellinge Pastorat – Køge Provsti – Roskilde Stift – Ramsø Herred – Roskilde Amt

Højelse kirke ligger højt i landskabet og kan med sin smukke gule farve ses langvejs fra. Kirken er indviet til Skt. Mikkel, hvilket fremgår af en indskrift på den største af kirkens to klokker.
Den ældste del af kirken er de to vestlige fag af skibet, der stammer tilbage fra midten af 1100-tallet, og er opbygget af store kridtkvadre. Omkring 1350 blev de to nederste stokværk af tårnet bygget, opmuret i bælter af kridtsten og munkesten og kirkens flade loft blev erstattet af hvælvinger.
Ca. 100 år efter blev der føjet et ekstra fag til kirken, og det oprindelige kor blev erstattet af en tilbygning med nyt kor. Fra denne tid menes også kirkens kalmalerier at stamme. Omkring år 1500 blev tårnet forhøjet til sin nuværende højde og sakristiet mod nord og tilbygningen mod syd blev bygget. Denne tilbygning var oprindelig et sidekapel, men er senere blevet delt med en mur, således at der nu er våbenhus mod vest og sidekapel mod øst. Tårnets nederste stokværk er åbent ind mod kirken, og adgang til tårnets øvrige stokværk foregår ad et trappetårn på sydsiden. Det menes, at tårnets mellemstokværk har været anvendt som magasinrum.
Selve kirkeskibet er blytækket og tårnet er teglhængt. Kirken har således bortset fra nødvendige restaureringer stået nogenlunde uændret siden omkring år 1500. Kirkens hvælvinger ender i søjler, der hviler på hoveder.
Af kirkens inventar stammer prædikestolen fra 1595 og er anbragt ved kirkens nordvæg. Den er malet og er delt i fem felter med relieffigurer af Kristus og 4 apostle: Paulus med bog; Johannes med bæger; Peter med nøgle og Jacob den ældre med vandringsstav. Over prædikestolen er en lydhimmel, og på prædikestolen sidder et timeglas fra 1700-tallet.
Altertavlen er fra 1795 i nyklassisk stil og havde oprindeligt et alterbillede, der foretiller opstandelsen, malet af Hans Hansen. Dette blev i 1863 erstattet af et billede malet af F. Storch med motivet, "Lad de små børn komme til mig", og det gamle alterbillede hænger nu i sydkapellet.
Døbefonten er ny, den er af granit med en enkel tovsnoning og udført efter middelalderligt forbillede. I tårnrummet står den forrige døbefont af zink og i renaissancestil fra 1861, mens kirkens oprindelige døbefont nu er i Grøndalskirken i København, hvortil den er skænket af Herfølge menighedsråd efter at være fundet i en have i Herfølge.
Kirken har to klokker. Den ældste er støbt i 1517 af den berømte klokkestøber Johannes Fastenowe og skænket af kanniken Henning Gris, der var præst ved kirken på denne tid. Klokken er 1,47 m høj og menes at være den næststørste klokke fra dette værksted, kun overgået af en klokke fra 1511, som hænger i Roskilde domkirkes nordre tårn, og som er 1,73 m høj. Den anden af Højelse kirkes klokker er fra 1618.

(Kilder: Danmarks Kirker - Bente Hammershøy og Torkill Jensen: Højelse kirke, 1988). På Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Roskilde Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne