Vojens Kirke

Vojens-Jegerup-Maugstrup Pastorat – Haderslev Domprovsti – Haderslev Stift – Gram Herred – Haderslev Amt

Vojens Kirke er opført i 1925 som en genforeningskirke og er sikkert derfor inspireret af "den danske landsbykirketype".
Inventaret er dels fra 1925 og dels stammer det fra andre kirker. Alterbord og altertavle har oprindelig tilhørt Sønder Starup Kirke og stammer fra 1615. Hovedmotivet er Nadveren og sidemotiverne er Moses og Kristus. Både tavle og malerier blev kraftigt restaureret og opmalet i 1925. Altersølvet er en gave fra Kirkefondets menigheder i København.
Døbefonten er fra 1925 og havde oprindelig et messingdåbsfad, men i 1950 blev det erstattet af tinfad og kande fremstillet af tinsmed Haustad fra Norge. Den syvarmede lysestage er en foræring af omegnens præster i 1925.
Skibsmodellen er ophængt i 1937: "Ellen af Ålborg".
Nummertavlerne er en foræring fra Roskilde Domkirke.
Glasmalerierne i kirkeskibets nordvinduer er fremstillet af Johan Thomas Skovgaard i denne rækkefølge: Bebudelsen i 1925, Jesu dåb i 1935 og Sædemanden i 1947.
Orgelet er bygget af Marcussen & Søn fra Aabenraa i forbindelse med en restaurering og ombygning af kirken i begyndelsen af 1970-erne.

Haderslev Domprovsti

 

 

Tilbage til Haderslev Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne