Egtved Kirke

Egtved Pastorat – Vejle Provsti – Haderslev Stift – Jerlev Herred – Vejle Amt

Egtved kirke hører med sine omtrent 26 meter foruden det nyere tårn til blandt de længste romanske landsbykirker i Danmark. Kirkens sydmur er opført af tilhuggede granitkvadre, som blev sat om i 1863, da det nye tårn blev opført, ligesom der ved samme lejlighed blev indsat 5 store spidsbuede vinduer omgivet af brede rammer af røde mursten. Samtidig fjernedes våbenhus og indgangen på sydsiden. Soklen på sydsiden skifter udseende ca. 10 m fra vestgavlen, og på nordsiden er det tilsvarende stykke helt uden sokkel. Hertil gik det gamle romanske tårn med en kvadratisk grundflade på ca. 11 m x 11 m. Inde i kirken viser kraftige murpiller i både nord- og sydmuren skellet mellem det gamle tårn og kirkeskibet.Tårnet fra 1863 er noget smallere. Det er firkantet forneden og ottekantet foroven og måler med det spidse spir 23 meter. Ved opførelsen af tårnet blev indgangen til kirken flyttet til vestgavlen og omgivet af 2 par granitsøjler. Det rundbuede tympanon indvendig over døren har ligesom søjlerne siddet ved sydindgangen, mandsdøren. Muligvis har de ottekantede inderste søjler oprindelig siddet ved norddøren eller ved koret. I hvert fald omtales ved et kirkesyn i 1861 søjler her. På kirkens nordside ses to højtsiddende romanske vinduer, der er tilmurede ligesom kvindedøren. To store vinduer som dem på sydsiden blev tilmuret ved restaureringen i 1969-72.
I tårnrummet fra 1863, der tjener som våbenhus, står der i det sydøstlige hjørne en runesten, der blev fundet i kirkegårdsdiget i 1863. Dens indskrift, der er mangelfuld, tydes således: "(N.N.) gjorde disse kumler (=runer) efter Fain –att(?). Han døde i Svia. Ristede (runer br-)oder efter broder. Denne sten skarni ((= skal lyse, leve) meget længe)." Svia var en handelsplads på en ø i Mälaren. Stenen stammer fra ca. 900-1050 og er altså samtidig med Ravningbroen og Jellings storhedstid.To romanske gravsten er også anbragt her. Den ene er mandshøj med en tovsnoning omkring et rankeomslynget kors, den anden er kortere og bredere med et relief, der viser en engel, der breder sine vinger ud over en lille mandsskikkelse flankeret af to kors, og trykkende en nøgle (til dødsrigets porte?) mod den afdødes pande. De to kors kan tolkes som de to kirker Egtved og Ødsted, som hørte til pastoratet, og man gætter på, at det er en gravsten sat over en af kirkens tidligste præster.
Fra våbenhuset fører en trappe op til kirkens pulpitur og orgel. I tårnet hænger to klokker, hvoraf den ene blev anskaffet i 1595. Dens indskrift lyder: "I 1595 lodt erlig och welbyrdig Mandt Casper Markdaner, Slotzherre på Koldinghus dene klock støb hos Mathias Benning i Lübeck." Den anden klokke, der blev taget i brug 5. oktober 1975 ved høstgudstjenesten, har følgende indskrift: "Denne klokke blev støbt til Egtved Kirke i året 1975 af Alfred Paccard Annecy-le-Vieux, Frankrig." Og indskriften på midten lyder: "Kristus er opstanden. Ære være Gud i det høje." På den nye klokke er der tilkoblet motor, så der ringes automatisk med denne.
Olav Lindegaard, der var sognepræst i Egtved i årene 1961-1972 skriver i en folder om Egtved kirke: "Straks man træder ind i kirkerummet, forundres man over kirkens store dimensioner og rolige balance i farver og arkitektur: det usædvanlige lange skib, de svære høje mure, som forneden er beklædt med et to meter højt fyrretræspanel fra renæssancen, det kraftige tætte bjælkeloft, den karakterfulde triumfvæg med sideniche og med sin spændstige korbue, der åbner ind til kirkens klenodie, det trefløjede gotiske alterskab, hvis figurer og ornamentik stråler en i møde med polérforgyldning og vidunderlige farver." Væggene er af kløvede marksten, hvidkalkede. Loftet er fladt bræddeloft med svære bjælker af eg og norsk fyr, og gulvet i midtergangen er af gule teglstensfliser.Korbuen var oprindeligt en romansk rundbue, men da koret i senmiddelalderen fik gotisk hvælving, blev korbuen også gjort spidsbuet. I 1970 blev den ført tilbage til den oprindelige form, idet man fandt de fleste af de tilhugne korbuesten i præstegården, hvor de havde været anvendt som syldsten. Samtidig afdækkedes helt uventet en romansk dobbeltniche på hver sin side af korbuen, men kun én enkelt er nu synlig, idet resten dækkes af panel og prædikestol.For at skabe balance mellem skibet med panelerne og tårnrummet opsattes i 1970 et nyt pulpitur, der i vest bærer orglet og langs nordvæggen giver plads til 40-50 siddepladser eller et kor. Pulpituret knytter det gamle tårnrum sammen med skibet og udfylder denne før så fattige del af kirken med sin lette trækonstruktion, holdt i grønne og gule farver og belyst af væglampetter. Renæssancepanelet er 30 meter langt og står med sine 64 arkadefyldinger i ubehandlet fyr med enkle, sorte stafferinger og omslutter det oprindelige skib med sin patina i fin harmoni med den romanske døbefonts arkader, prædikestolens tilsvarende renæssancebueslag og i midten bindende det hele sammen den romanske korbue.
Kirkens ældste inventar, døbefonten, hører til en gruppe af arkadefonte, som findes i Syd- og Østjylland og stammer fra 1100-tallet, og er således jævnaldrende med kirken. Soklen er kvadratisk med en menneskeskikkelse i hvert hjørne, de tre siddende, og en stående, som er en kvindeskikkelse. På det profilerede skaft hviler en bægerformet kunne smykket med en kreds af udhugne arkader. I hver af dem ses et fladt relief, et kors eller et livstræ. I kummen ligger et messingfad med en fremstilling af Kristi fødsel og dåb og scenen, hvor Jesus velsigner de små børn. Indskriften langs randen nævner giveren. Dåbskanden fra 1929 er ligeldes af messing.
Prædikestolen med den 6-kantede lydhimmel er et karakteristisk renæssancearbejde i egetræ med rig udskæring. På hjørnerne er der søjler og mellem dem arkader med evangelistfigurer. Nedenunder er udskåret skriftsteder på dansk. I vestfaget findes Casper Markdanners og hans hustru Sophie Oldelands våbenskjold. På lydhimlen findes Christian 4.s og dronning Anna Kathrines navnetræk og årstallet 1608.
Altertavlen er fra midten af 1420'erne og er blevet til i Nordtyskland, antageligt i Lübeck. Det er en skabstavle med et 2 meter bredt midterskab og to 1 meter brede sideskabe. Mere end 40 udskårne figurer er fastgjort til bagklædningen. I midterfeltet ses øverst korsfæstelsen af Kristus, flankeret af de to korsfæstede røvere. De to røvere er fæstet til T-kors ved at armene er tvunget bagover tværbjælken og bundet dér. To forgyldte svævende engle er parate til at modtage Kristi og den gode røvers sjæle. Forneden ses en menneskemængde: Til venstre den besvimende Jomfru Maria, der bl.a. støttes af Johannes. Til højre forskellige personer, deraf 5 til hest. Med en af rytterne er der tænkt på den romerske soldat, der stak sit spyd i den døde Jesus, og som legenden har kaldt Longinus, og gjort blind på det ene øje; men Kristi blod ramte ham i øjet og helbredte ham. En grov mandsperson med en kurv, hvori naglerne har ligget; en skriverdreng, der skriver korsets indskrift: "Jesus af Nazareth, Jødernes Konge" efter diktat af en fornem person. En fornemt klædt kvinde med buet næse og turbanlignende hovedtøj i midtergruppen er ukendt, men der gættes på, at hun kan være Maria Magdalene eller Pilatus' hustru. I midterskabets sider flankeret af slanke søjler ses foroven til venstre Sct. Anna Selvtredie og forneden Sct. Georg, der dræber dragen. Foroven til højre ses en biskop, muligvis Sct. Nikolaj, og forneden Sct. Olav, den norske kongehelgen. I sideskabene ses de 12 apostle.
I fastetiden blev disse strålende figurer skjult ved, at sidefløjene lukkedes ind foran midterskabet, men da sideskabene var dobbelte, beholdt tavlen sin fulde bredde. Nu sås de ellers skjulte sider af sidefløjene, den såkaldte "anden stand", der i 8 billeder viste lidelseshistorien: Nadverens indstiftelse, Jesus i Gethsemane, Judaskysset og Jesus for Pilatus i øverste række. Nederst: Hudstrygningen, Tornekroningen, Jesus fremvises for folket ("Ecco Homo") og Vandringen med korset med legendens Veronika med tørklædet. Disse billeder er ret dårligt bevarede, men har været af meget høj kunstnerisk kvalitet.
I 1858 blev tavlen malet i empirestil, baggrunden blå og figurerne hvide. Al gammel maling blev skrabet af! Ved restaureringen i 1917-22 gav maleren Harald Munk dem farver igen, og kunstmaleren Åge Sørensen, der tog sig af alle kirkens farver ved restaureringen i 1969-1972, fik frie hænder, efter at altertavlen havde været et halvt år på Nationalmuseets konserveringsanstalt. Ud fra kendskab til altertavler af samme type og fra samme tid gav han altertavlen en udsmykning, der er den værdig.

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

 

Tilbage til Haderslev Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne