Fjelstrup Kirke

Fjelstrup-Aller Pastorat – Haderslev Domprovsti – Haderslev Stift – Sønder Tyrstrup Herred – Haderslev Amt

Fjelstrup Kirke er en stor hvidkalket senromansk kirke af munkesten bestående af kor og skib, som har fået tre sengotiske tilbygninger: Korforlængelse, udbygning mod nord og tårn i vest. Senere er også et sakristi mod nord kommet til.
Skibet har fladt gipsloft, og den store korbue er sikkert udvidet en del. Koret har i 1300-tallet fået to krydshvælvinger og i 1400-tallet fået tilføjet endnu et hvælv. Fra det tidspunkt stammer også de udvendige blændinger på korgavlen.
Altertavlen har rester af en renæssancetavle fra 1617, men blev ombygget i 1864, hvor der blev indsat et billede af Kristus på korset. Det er udskiftet med den nuværende fremstilling af Den sidste Nadver. Korsfæstelsesbilledet er ophængt i kirken. I koret hænger endvidere et maleri "Se det Guds Lam" fra 1700-tallet.
På skibets nordvæg hænger et meget smukt unggotisk korbuekrucifiks fra ca. 1250, og det regnes for et af Danmarks bedste fra den tid.
Døbefonten er en romansk granitfont fra 1200-tallet og dåbsfadet er fra begyndelsen af 1920-erne. Prædikestolen er et renæssancearbejde fra 1600-tallet. Orgelet er bygget af Marcussen & Søn fra Aabenraa.

Haderslev Domprovsti

 

 

Tilbage til Haderslev Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne