Hoptrup Kirke

Hoptrup Pastorat – Haderslev Domprovsti – Haderslev Stift – Haderslev Herred – Haderslev Amt

Hvornår kirken er blevet bygget vides ikke, men i slutningen af 12-hundrede tallet begyndtes byggeriet. I året 1287 er der registreret, at kirken hørte til Slesvigbispens provsti, og sådan fortsatte det gennem hele middelalderen. Hoptrup Kirke er en markant hvidmalet kirke med blytag. Den fremtræder som en korskirke, men dens oprindelige romanske kerne har fået ikke mindre end seks tilføjelser i gotisk tid: Øst- og vestforlængelse, korsarme i nord og syd, sakristi mod nord og våbenhus mod syd. I starten var der ikke noget tårn på kirken. På kirkens nordside har der været en opgang til "tårnet". Denne opgang blev fjernet i året 1843. Den store klokke hang på vestgavlen. Klokken var fra året 1476. Sidenhen er kirken blevet forlænget og repareret.
Altertavlen er fra 1610-20 og den har bevaret maleriet i topfeltet: Jesus på korset. De øvrige malerier: Nadveren, Moses og Paulus er malet i 1773. De tidligere malerier hænger i nordre korsarm.
En voldsom barokprædikestol med tilhørende lydhimmel er fra slutningen af 1600-tallet med evangelister og frugtguirlander. Døbefonten er en romansk granitfont. I søndre korsarm hænger en præstetavle og en tidligere vesperklokke. Orglet er fra 1961-62 og bygget af Brødrene Bruhn i Aabenraa. I året 1897 opdagedes kalkmalede dekorationer i kirken. Disse blev fritlagt, opmalet og suppleret af Hans Magnussen fra Haderslev, men i 1944 blev dekorationerne malet over.

Haderslev Domprovsti
Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Haderslev Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne