Brøndby Strand Kirke

 

Brøndby Strand Pastorat - Glostrup Provsti - Helsingør Stift - Smørum Herred - Københavns Amt

 

Brøndby Strand er et udviklingsområde, der er blevet udbygget særdeles stærkt i 60'erne og 70'erne med mange boliger, hvorfor der i 1967 blev etableret en midlertidig kirke, trækirke, tegnet af arkitekt Holger Jensen. Den 17. juni 1969 samledes Brøndby Strand Sogns første menighedsråd. Den 1. november 1973 blev sognet udskilt fra Brøndbyvester og blev dermed et selvstændigt sogn med kirkebogsregistrering. Det første spadestik til den nye kirke blev taget i december 1982. Den 30. september 1983 blev grundstenen indmuret bag bronzepladen mellem den store dør og døbefonten. Den 2. december 1984 - 1. søndag i advent - blev kirken indviet af biskop Johannes Johansen, der også havde skrevet en salme til lejligheden. Kirken er tegnet af afdøde arkitekt Jørgen Blytmann og er dennes eneste kirkebyggeri. Den er bygget i beton og tegl, hvortil der er anvendt mursten i fem nuancer, og gulvene er belagt med Höganäs-klinker. Kirkerummet er placeret i bygningens centrum med de andre faciliteter udenom. Kirkerum og menighedssal adskilles ved en foldevæg, der kan trækkes om bag orglet, således at de to rum kan udnyttes samlet og derved give plads til ialt 450 mennesker, i menighedssalen kan der dækkes til 250 mennesker. Kirkens alter, pædikestol og døbefont er udført i bornholsk granit fra Paradisbakkerne. Korset i korrundingen består af to hele stykker eg. Det er tegnet af arkitekten, udført og skænket kirken af snedkermester Georg Wohlers, der også har udført alt andet træarbejde i kirken. Dåbsfad og dåbskande i tin, håndvævede alterduge, korset på kirkens tårn og flagstang med flag er skænket af sognets sykreds.

 

Kilde: Kirken hjemmeside

 

Tilbage til Helsingør Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne