Brøndbyøster Kirke

 

Brøndbyøster Pastorat - Glostrup Provsti - Helsingør Stift - Smørum Herred - Københavns Amt

 

Den nuværende Brøndbyøster Kirke er bygget af kampesten og kalk omkring år 1150 og er derfor blandt Danmarks ældste stadigt eksisterende kirker. Brøndbyøster Kirke er bygget på en lille høj i den sydlige del af Brøndbyøster landsby og er i nyere målestok en mindre kirke med kun 85 siddepladser, men for over 800 år siden var menigheden ikke så stor og kirken var derfor ikke så lille igen. Indtil reformationen i 1536 var Brøndbyøster hovedsogn for både Brøndbyvester og Brøndbyøster. I 1583 blev Brøndbyvester gjort til hovedsogn, da præsten det år byggede en større gård til sig selv og sin store familie. Det gjorde, at Brøndbyøster Kirke blev en annekskirke og den gamle præstegård blev til den gamle Annexgård, som ikke eksisterer mere. I 370 år var Brøndbyøster Kirke således annekskirke til Brøndbyvester, men det blev der ændret på igen i 1955, da Brøndbyøster Kirke blev hovedkirke i det nyoprettede Brøndbyøster Pastorat. I årene 1658-60 var Danmark i krig med svenskerne, hvor svenske soldater brugte kirken som sove- og spiserum for sig selv og for deres heste. De svenske soldater behandlede ikke kirken særlig pænt og efter to års mishandling var kirken i så dårlig stand, at myndighederne prøvede på, at få kirken revet ned. Det fandt Brøndbyøsters borgere sig ikke i og de gik derfor i gang med selv, at genrejse Brøndbyøster kirke, som igen stod klar til brug i 1667, hvilket kan se på både de to store malmstager og på alterkalken, som alle er blevet anskaffet i 1667. Brøndbyøster Kirke havde oprindeligt ikke et tårn. Kirken fik sit tårn i sengotisk tid, ca. år 1450. Oppe i tårnet er der indridset initialer af de mange ringere, der har været igennem tiden, hvor den ældste ringer er fra år 1563. Kirken har i dag to klokker, hvor den mindste er støbt i 1669 og omstøbt i 1928 og den største klokke er omstøbt i 1722, men man ved ikke hvornår den stammer fra.
Den mindste klokke bærer indskriften: "De Smithske Jernstøberier, Aalborg, gjorde mig om 1928. Brøndby-Øster 1669". Den største klokker stammer oprindeligt fra Asminderød Kirke, som havde kasseret den, fordi den var revnet. Frederik den 4. skænkede den i år 1722 til Brøndbyøster Kirke, der lod den omstøbe og tog den derefter i brug. Den store klokke bærer den latinske indskrift: "Gloria in excelsis Deo. Me fecit Friderich Holtzmann Hafniæ 1722", som betyder: "Ære være Gud i det højeste. Friderich Holtzmann i København gjorde mig i 1722". Klokken er derudover udsmykket med Frederik den 4. monogram.

 

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Helsingør Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne