Engholmkirken

Engholm Pastorat – Hillerød Provsti – Helsingør Stift

Engholmkirken er en ny kirke, der tjener som sognekirke for Engholm sogn under Hillerød provsti, Helsingør stift. Sognet blev udskilt fra Lynge-Uggeløse pastorat d. 1. januar 1995. Kirken ligger på Lynge Overdrev i den vestlige del af Allerød by, som præges af villa- og institutionsbyggeri fra de seneste årtier. Kirkebyggeriet giver området karakter med sine lyse og markante bygninger og de mange egetræer, der pryder skovkirkegården.
Kirken er opført 1993-94 og blev indviet d. 27. marts 1994. forud var gået 16 år med gudstjenester i nærliggende lokaler. Først på Allerød Rådhus 1978-84, og de de efterfølgende 10 år i kirkefondets vandrekirke, som var placeret, hvor Engholmkirken nu ligger. Den blev i 1993 flyttet over på den modsatte side af kirkevejen og er nu FDFérnes hus. Første spadestik blev taget d. 18. april 1993 og d. 5. juni samme år fejredes grundstensnedlæggelsen. Der blev indmuret 1 sten fra Helsingør domkirke, 4 fra Lynge kirke og 2 fra Uggeløse kirke. Stenene kan ses udefra i kirkens østvæg. Engholm Kirkevej fører frem til kirkepladsen, hvor det fritliggende klokketårn markerer, at her ligger en kirke. Tårnet indeholder tillige kapel.Kirkebyg-ningernes ydervægge er holdt i lyse farver, og gulliggule limstensplader veksler med hvidmalede mure. Kirkens front er prydet med søjler, som bærer en gennemgående pergola. Byggeriet præges af klart definerede geometriske former, som i størrelse og placering reflekterer de mange funktioner kirkebygningen har. Denne dialog mellem de verdslige mødelokaler, kontorer m.m. og de sakrale kirkerum giver byggeriet nogle arkitektoniske spændingselementer. Mest iøjnefaldende er det verdslige areals orientering nordvest-sydøst, parallelt med vejforløbet, og kirkerummets og klokketårnets orientering øst-vest.En stor broncedør fører fra forpladsen ind i det høje kirkerum, som har form som en kubus. hvor længde. bredde og højde er lige store. Det medvirker til den enestående akustik, som tydeligt fornemmes. Kirkerummets udformning skaber en tæt kontakt mellem menighed, alterparti, prædikestol og døbefont. Kirkerummets sakrale stemning er anslået i lysets behandling. Omverdenen er lukket ude, og det høje lys skildrer dagens rytme.Belysningen skabes af loftets perforering af lyshuller og suppleres af den rektangulære lysbrønd, der lader lyset falde ned i den konkave alterniche med det store foregyldte kors, og af lysspalter og vinduesåbninger placeret på strategiske steder.
Pulpiturets let hældende front i sandblæst glas hindrer reflektioner og tillader sollyset at trænge igennem. En foldedør adskiller kirkerum og menighedssal. det bevirker, at kirkerummets størrelse kan ændres efter behov. Øverst i klokketårnet hænger tre klokker. De to øverste malmklokker er støbt af Pierre Pacard i Frankrig og vejer henholdsvis 800 kg og 555 kg. De er stemt i slagtonerne F1 og G1. Den største klokke har inskriptionen "Kom alt er rede". Den næststørste har inskriptionen " Stem mig med din egen hånd". Den mindste klokke vejer 50 kg og stammer fra vandrekirken og benyttes ved særlige lejligheder. Den er uden inskription.

Kilde: Kirkens hjemmeside

 
Tilbage til Helsingør Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne