Høsterkøb Kirke

Birkerød Pastorat - Rudersdal Provsti - Helsingør Stift - Lynge-Kronborg Herred - Frederiksborg Amt

 

Kirken i Høsterkøb ligger østligt i Birkerød sogn, og blev opført som annekskirke til Birkerød Kirke efter lokalt ønske.
Kirken (kor, skib og tårn i syd), der er opført efter tegninger af arki­tekt Ulrik Adolph Plesner og blev bygget i 1907-08 og indviet den 5. juni 1908. Den er bygget af små, røde teglsten over en kampestenssokkel. Stilen er inspireret af den senromanske teglbygningskunst med dens trekoblede vinduer og søjledelte blændinger. Udvendig står kirken i blank mur med hvidtede blændingsbunde, indvendig dels blank (skibets nedre del), dels hvidtet, og i højde med vinduernes underkant er der en kalkmalet bølgefrise, der også løber op i vinduessmigene, dekorationerne er udført efter Th. Bindesbølls tegninger. Høsterkøb Kirkes altertavle er oprindelig fra Birkerød Kirke. Altertavlen fra 1599 er en typisk katekismus-tavle fra reformationstiden, hvor man forkastede de gamle katolske billeder og i stedet for lagde vægt på ordet. Altertavlen var oprindeligt forsynet med 2 storvinger, som nu er gået tabt. Derfor er tavlen blevet suppleret med en kalkmalet dekoration på vægge bag. Indskriften på altertavlen er dobbelt. Øverst står i gotisk skrift nadverens indstiftelsesord. Nederst er teksten på latin. I dansk oversættelse står der:"Alt har vi i Kristus. Hvis du vil helbredes for et sår, er han lægen. Hvis du brænder af feberhede, er han kilden. Hvis du er ramt af alvorlig uret, er han retfærdigheden. Hvis du har brug for hjælp, er han kraften. Hvis du frygter døden, er han livet. Hvis du vandrer i mørke, er han lyset. Hvis du begærer himlen, er han vejen" Døbefontens kumme er fra en romansk granit-font, som oprindelig stod i Lynge Kirke. Døbefontens sokkel er samtidig med kirken, fra 1907. Prædikestolen er opmuret i skibets sydøstlige hjørne, og er dekoreret med kalkmalede bladornamenter. Høsterkøb kirkes orgel er bygget i 1972 af Th. Frobenius & Sønner i Kgs. Lyngby. Det rummer 13 stemmer fordelt på to manualer og pedal.Kirkegården i Høsterkøb blev indviet i 1933. Det er en skovkirkegård, hvilket er meget udsædvanligt i Danmark. Gravstederne ligger enkeltvis, og for at bevare skovpræget, er der en lang række bestemmelser for, hvilke planter der må anvendes på kirkegården, ligesom gravstederne ikke må indhegnes.

 

Kirkens hjemmeside/ Danmarks kirker

 

Tilbage til Helsingør Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne