Ishøj Kirke

Ishøj-Torslunde Pastorat – Høje Taastrup Provsti – Helsingør Stift – Smørum Herred – Københavns Amt

Ishøj Kirke er en ganske almindelig østsjællandsk landsbykirke, og ligesom det så mange andre steder er tilfældet, er kirkebygningen som vi ser den i dag, et resultat af forskellige tiders om- og tilbygninger. Det oprindelige kor og skib er fra katolsk tid, og har senere i middelalderen fået tilføjet tårn og våbenhus, rummene har fået hvælvinger og vinduerne er blevet ændret. Sit nuværende ydre udseende fik kirken, da der sidst i 1800-tallet gik en restaureringsbølge over mange ellers kønne kirker. Restaureringen har sikkert været nødvendig nok, men bygningerne kom til at stå alt for tørre og matematiske, og fuldstændig blottede for alderens patina.
Som så mange andre steder var det arkitekten J. D. Herholdt, der havde ledelsen af arbejdet, og selv om han var en dygtig og ihærdig mand, kan man i dag godt beklage, at man gik så grundigt til værks, at man ikke evnede at bevare de mange små afvigelser og ujævnheder som netop er en oplevelse ved tidligere tiders byggekunst. Ved Herholdts restaurering i Ishøj blev koret og skibet skalmuret med kridtstenskvadre, og sokler og gesimser blev fornyede. Koret mistede sine kamtakker og begge gavle blev forsynede med glatte kamme som var det brandmure. Vinduerne var fladbuede, hvor de i dag er mere rundbuede. Ligeledes fik våbenhuset den i dag kendte blændingsprydede sydfacade.
I 1862 havde kirken fået en ordentlig omgang indendøre, og var blevet forsynet med en havregrødsagtig og tommetyk gang muremesterpuds, der fuldstændig havde kvalt de sidste åndedrag fra en svunden tid. Gudskelov holder en sådan restaurering ikke evigt, i 1959 blev tårnrummet hugget fri for puds, og det smukke resultat gjorde det klart, at pudset måtte væk fra hele kirkens indre.
I 1973 fortsatte så arbejdet og hen på efteråret meddelte man Nationalmuseet, at man under stolestaderne havde fundet rester at et gammelt flisegulv, forbavsende nok var der, i en kirke der ellers var så gennemrestaureret som nogen, stadigt bevaret store partier af et gulv bestående af glaserede og ornamenterede middelalderfliser. Gulvene i næsten alle gamle kirker har været udsat for store forstyrrelser, helt frem til 1805 var det tilladt at foretage begravelser i gulvet, men i Ishøj havde man hovedsagligt holdt sig til midtergangen. I siderne var der kun i mindre omfang foretaget gennembrydninger til stilladsstolper og hvælvingsfundamenter. Ved at sammenholde undersøgelsesresultaterne af de bevarede gulve med iagttagelserne i det afrensede murværk, kunne man efterhånden danne sig et ganske godt billede af kirkens tidligste udseende og indretning.
Kirken er opført engang i sidste halvdel af 1100-tallet af kridtstenskvadre i skifter med en højde på 10-15 cm., enkelte steder dog helt op til 30 cm. og med en murtykkelse der overalt er 80 cm. Kor og skib er ikke bygget helt samtidigt, der er sikre tegn på, at byggeriet har været indstillet. I mange andre kirker kan der iagttages et lignende stop, og her har man mange steder fundet rester af tidligere trækirker, som har måttet vige for en tilbygning til den nye stenkirke. Om dette også har været tilfældet i Ishøj har det ikke været muligt at fastslå, pausen i byggeriet har dog ikke været af særlig lang varighed, da murværket i skibet er opført i samme teknik som i koret.
Oprindeligt havde kirken fladt loft i ca. 3,60 m. højde i koret og i skibet næsten 4,5 m. På hver side af buen mellem koret og skibet her der været et sidealter - 1,85 m. højt og 45 cm dybt, det er sikkert blevet tilmuret i forbindelse med reformationen, hvor man gik over til en helt anden indretning af kirkerummene. Langs skibets mure fandtes der ikke rester af det oprindelige glittede mørtelgulv, det stoppede 40 cm fra væggen, men derimod var der rester af kirkens murede vægbænke. Sådanne vægbænke finder man snart rester af i alle romanske landsbykirker, og man må gå ud fra, at det har været et ganske almindeligt inventar, undertiden er bænkene tømrede, men de fleste steder murede.
Ca. i midten af skibet har der været en forhøjning eller podie der var forbundet men en rampe eller langstrakt platform og som antageligt har ført helt op i koret. Lignende forhøjninger er fundet i andre kirker og antages at være pladsen hvor døbefonten har stået. Rampen hen til koret i Ishøj er derimod mere sjælden, den er faktisk ikke fundet andre steder. Om dens funktion kan man gætte, at den har gjort det muligt for præsten at bevæge sig fra podiet til koret, hævet over menigheden som midtpunktet i de kirkelige handlinger.
Kirkens oprindelige indretning har holdt sig i meget lang tid, først da lergulvet, efter at være lappet utallige gange, endeligt bliver opgivet, og der skal lægges nyt gulv, sker der afgørende forandringer. Vægbænkene, podiet og rampen brydes ned, og over hele gulvet lægges et lag grus og jord blandet med kridtstumper fra det ituslåede inventar. Noget kunne tyde på, at dette gulv var i brug en tid, men at det var midlertidigt ses på det ringe slid det var udsat for, og det er da også ovenpå dette lag det enestående og velbevarede flisegulv var lagt.
Fliserne var lagt i en mager kalkmørtel og bestod af ornamenterede, grøn- eller brunglaserede teglfliser der var kvadratiske med sider på 13,5 cm. De var lagt diagonalt i rummet, skiftevis en grøn og en brun i et skakbrætsagtigt mønster. Mønsteret i flisen er lavet ved at nedtrykke et udskåret træstempel i den bløde lerflise inden brændingen. Fliser af samme art er fundet i andre sjællandske kirker, og optræder som fejlbrændinger på en sandsynlig teglværkstomt ved Roskilde Fjord, lige nord for Sankt Hans hospital.
En anden stor ændring af kirken fandt sted omkring 1400, da der i koret blev bygget hvælvinger. I hvælvingsribberne er der et dekorativt element, der ved en nøjere eftersyn viste sig at være slidte eksemplarer af de ornamenterede gulvfliser, der var indmurede så kun kanterne stak lidt frem. Man har antageligt ved denne lejlighed udskiftet de dele af gulvet, der var mest slidt og medtaget.
Nogle år senere bliver der igen rejst stilladser i kirkerummet, nu var det skibet der skulle have hvælvinger. Under restaureringen i 1973 var det muligt at fastslå med en nøjagtighed hvordan stilladset var placeret, idet der både i gulve og vægge var reparerede huller efter stilladsstolper og bomme. En kraftig knusning af en del fliser omkring den midterste hvælvningspille, kan tyde på at et stykke af hvælvingen er styrtet ned under opmuringen.
Selv om kirken er undergået mange ændringer i tidens løb og til tider har været offer for en for håndhærdet restaurering, der helt sikkert har ødelagt mange interessante enkeltheder, er det alligevel lykkedes Nationalmuseet, at skaffe mange spændende oplysninger frem om den middelalderlige indretning.
Da de mange velbevarede gulvlag endnu ligger intakte tilbage uden at være rørt i særlig stor grad af frygt for ødelæggelse, har kirken endnu ikke afgivet alle sine hemmeligheder. Det har f.eks. ikke været muligt, at få bekræftet en formodning om, at der på dette sted har ligget en endnu ældre kirke, end den vi kender i dag.

Af tidligere formand for Lokalhistorisk Forening, Leif Nielsen på Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Helsingør Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne