Ledøje Kirke

 

Ledøje-Smørum Pastorat - Frederikssund Provsti - Helsingør Stift - Smørum Herred - Københavns Amt

 

 

Ledøje kirke er et af vore mærkeligste middelalderlige arkitekturminder. Kirken er rejst som privatkapel for en stormand og bygget op i to næsten ens etager, der hver for sig udgør en komplet kirke med særlige alterrum. Dette er helt enestående i Danmark og sjældent uden for landets grænser. Forbilledet er sandsynligvis hentet i middelalderens tyske kejserrige, hvor der findes flere dobbeltkirker. Godehard-kapellet ved domkirken i Mainz har f.eks. mange fælles træk med Ledøje kirke.Kirken består af et romansk kor og skib fra omkring 1225, og tårnet blev rejst omkring 1500. Kirken var i flere århundreder under Københavns Universitet, men den overgik til selveje 1. oktober 1934. Kirkebygningen er placeret påfaldende tæt ved den vestlige kirkegårdsmur. Og det er ikke tilfældigt. Lige op ad denne mur lå en stor herregård i middelalderen. (Det nuværende "Brydegårdene" må have afløst dette middelalderlige herresæde). Kirken og herregården har ikke været direkte sammenbyggede. De har derimod været knyttet tæt til hinanden, idet en overdækket gang har ført over til kirken. Der har ikke været direkte adgang fra herregården til "herskabskirken" ( i øverste etage, som det kendes fra udenlandske dobbeltkirker/borgkapeller). Ledøjes overkirke har kun været tilgængelig ad en vindeltrappe fra underkirken. Overkirken synes at være blevet opgivet sent i middelalderen. Dette står sikkert i forbindelse med opførelsen af tårnet. Der blev taget så meget af kirkemurene, at de fik samme højde som andre landsbykirker. Det simple trappehus af munkesten på kirkens nordside er en sen middelalderlig tilføjelse. I 1865 fremstod Ledøje kirke som en hvidkalket kirke. Men samme år blev hvidtningen skrabet af murene, og de røde munkesten kom atter frem i dagslyset. I korgavlen er der bevaret rester af tre tynde kridtstensbånd. Kirkens nuværende udseende bliver helt domineret af den store istandsættelse, der fandt sted i årene 1887-92 under arkitekt H.B. Storcks ledelse. H.B. Storck satte sig som mål at genskabe den sjældne dobbeltkirke. Såvel murene som tårnet blev forhøjet. Tårnet blev alene 4,90 m højere. Skibet blev udstyret med seks vinduer i hver langside, fordelt med tre i hvert stokværk. Korets langsider fik hver to vinduer, et i hvert stokværk. Der blev skabt en åbning mellem de to kirkerum, og overkirken blev indrettet, så den i plan, opbygning og målforhold ret nøje svarede til underkirken. Også vindeltrappen i skibets sydvestlige hjørne blev rekonstrueret ved denne lejlighed. Det indre af underkirken gennemgik også en omfattende istandsættelse. Hver eneste sten i skibets vægge blev fornyet med regelmæssigt tildannede kridtkvadre. Det eneste oprindelige er nu hvælvene og de fire søjler, som bærer dem. Før restaureringen var det kun østvæggen, der var beklædt med kridt, medens de tre øvrige vægge var af munkesten. I koret blev kor-hvælvet restaureret på grundlag af sikre spor, og væggene blev ligeledes beklædt med kridtkvadre. Det gælder dog ikke dele af østvæggen og østvinduets inderparti, der står med de oprindelige sten. Formålet med restaureringen af Ledøje kirke var at gengive menigheden en kirke, og at gengive den gamle dobbeltkirkes oprindelige form. Det var en både omfattende og kostbar opgave. Selv om man kan diskutere det færdige resultat med hensyn til enkelte detaljer, er der alligevel ingen tvivl om, at kirken i dag står både som et enestående og som et af de mest særprægede mindesmærker i Norden om middelalderens kirkelige bygningskunst.

 

Kirkens hjemmeside

Tilbage til Helsingør Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne