Skævinge Kirke

Skævinge-Lille Lyngby Pastorat – Hillerød Provsti – Helsingør Stift – Strø Herred – Frederiksborg Amt

Den romanske kirkes skib og kor kan dateres tilbage til begyndelsen af 1100- tallet. Våbenhuset i syd tilbyggedes 1500 -1550. Den middelalderlige forlængelse af skibet mod vest afsluttedes i 1614 med et tårn ovenover. 1758 lod sognepræsten opføre et privat gravkapel på korets nord- side. 1839 afstod arvingerne gravkapellet og det blev indrettet som sakristi.
I 1935 blev den østre del af nordvæggen nedrevet og skibet udvidedes med en større korsarm. Samtidig blev korbuen gjort bredere. 1952 befriedes lofterne for gipsen påført i 1821-27, så bjælker og loftsbrædder blev synlige. 1952 og i 1964 fandtes levn efter en formentlig oprindelig trækirke på stedet.
Kirken har i tidernes løb, senest 2003, gennemgået flere istandsættelser og om- bygninger. Interiøret bærer præg heraf i sine forskellige elementer. Den største nyere, totale restaurering fandt sted i be- gyndelsen af 1970'erne.
Skævinge sogn skilles fra Gørløse sogn og sammenlægges med Lille Lyngby sogn. Den fredede præstegård i Skævinge er fælles for sognene.
Døbefonten er det ældste inventar i kirken. Den er romansk og af granit. Den hører til Roskildetypen med tovstav under mundingen og er i øvrigt glat. I bunden ses et tilmuret midtafløb og i foden en afløbsrille. Altertavlen er et maleri forestillende den vantro Thomas, malet 1833 af C W Eckersberg, i en samtidig, forgyldt ram-me med dekoration. Senest renoveret i 1973. Prædikestol med lydhimmel er fra o.1620. Stolen har været ret medtaget og er flere gange blevet restaureret med skiftende staffering. På lydhimlens underside ses et englehoved. Stol og lydhimmel er senest restaureret i 1973.
Relief med fire evangelistfigurer under det vestlige vindue på sydvæggen.
Ved en tidligere restaurering af prædikestolen blev den oprindelige intarsiadekoration i de fire storfelter overmalet og i stedet indsattes fire træfigurer, skåret efter Bertel Thorvaldsens evangelistfigurer. Ved restaureringen i 1973 blev prædikestolens oprindelige dekoration genskabt og de fire figurer blev lagt til kassation. Det lokale snedkerfirma lavede et relief med figurerne indsat og forgyldt og skænkede det til ophængning i kirken. De fire evangelister med deres livsvæsen-symbol er fra venstre: Matthæus med 'et menneske', Markus med 'løven', Lukas med 'oksen' og Johannes med 'ørnen'.
Egetræskrucifikset er formentlig fra omkring 1300.
Kristus hænger i skråt strakte arme med hovedet hældende ned på højre skulder. Hageskægget har et lille indsnit og en bølget hårlok ligger hen over venstre skulder. På brystkassen ses de nederste ribben markeret.
Lændeklædet har en stor, overfaldende snip i venstre side og en mindre bag højre knæ. Fødderne er korslagte. Korsets arme blev o.1700 for enderne og i korsskæringen påsat kvadrater med malede fremstillinger af evangelistsymbolerne. Kalkmalerier på skibets nordvæg og nordre del af vestvæggen dateret fra o.1550. De blev opdaget og restaureret i 1889. Kalkmalerierne er senest restaureret 2003.
Orglet er tegnet og bygget i 1976 af Carsten Lund's Orgelbyggeri, Birkerød. 14 stemmer fordelt på to manualer og et pedalværk. På fronten ses en såkaldt 'Cymbelstjerne'.
Der er to klokker i tårnet.Den ældste er støbt 1516 af Johannes Fastenowe og den yngste er støbt i 1848 af H Gamst og H C Lund, København.

Kirkens hjemmeside

 

 

Tilbage til Helsingør Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne