Søborgmagle Kirke

 

Søborgmagle Pastorat - Gladsaxe-Herlev Provsti - Helsingør Stift - Sokkelund Herred - Københavns Amt

 

Søborg Kirke har siden 1914 (indviet 2. juledag) ligget på Søborg Hovedgade. Allerede i 1905 talte man om at bygge et menighedshus. Den voksende menighed havde en lang og besværlig vej til Gladsaxe Kirke. En tid holdt præsten herfra søndag eftermiddag gudstjeneste i frk. Andersen-Højers privatskole i Lauggaardsallé. Det stærkt tiltagende byggeri gjorde det imidlertid klart, at man hellere straks måtte rejse en kirke, og en kirkekomité blev dannet. Der skulle dog gå otte år, før byggeriet kunne begyndes. Penge skulle der til, og en indsamling i "Pengeløse", som Søborg undertiden kaldtes, gav kun et par tusinde kroner. Den hvidmalede kirke er opført af mursten på granitsokkel. Arkitekt Alfred Jørgensen havde oprindelig projekteret den som korskirke, hvilket han ønskede pointeret ved riller i sidemurene. Foruden skibet har kirken mod sydvest et polygont kor, flankeret af præsteværelset til højre og trappehus med nedgang til sakristi til venstre. Det ejendommelige tårn har over et par plttage ved siderne et lavt firesidigt klokkestokværk og et pyramideformet spir. Kirken har to klokker: Den store er fra 1914, den lille blev i 1923 skænket af proprietær Kjærs børn, der på denne måde ville sætte deres far et minde. Over hovedindgangen til kirken findes en tympanon med relief i brændt ler, fremstillet af billedhuggeren J. J. Bregnø. Kunstneren har hertil, med undtagelse af Kristusfiguret, brugt levende modeller.
Den første person på Kristi venstre side er arkitekt Alfred Jørgensen. På højre side står Bregnø selv og derefter pastor Leth. Fra våbenhuset er der indgang til dåbsværelse og trappehus til orgelet. Det første orgel blev leveret af orgelbygger Th. Frobenius og Co. og lød første gang 1. nytårsdag 1920. Indtil da havde menigheden måttet nøjes med et harmonium. Orglet, der havde syv stemmer og to manualer, blev købt for midler indsamlet blandt menigheden.
I 1954 blev orglet udbygget til 22 stemmer på 3 manualer og pedal. I 1990/91 blev orglet renoveret og omintoneret af orgelbyggerfirmaet Poul-Gerhard Andersen - og fik samtidig tre nye stemmer. Orglets nuværende facade er tegnet af arkitekt Palludan, der også forestod opførelsen af kirkens kapel (1952) og alterpartiets ombygning (1954).
Kirkens stilformer er betegnet som romanske, men er efter tidens smag noget blandede. Kirkeskibet får lys fra rundbuede vinduer, adskilt af pilastre med bladkapitæler af brændte sten. Bladkapitælerne er modelleret af Thomas Hansen.

 

Kilde: Kirkens hjemmeside

Tilbage til Helsingør Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne