Ølsted Kirke

Kregme-Ølsted Pastorat - Frederiksværk Provsti - Helsingør Stift - Strø Herred - Frederiksborg Amt 

 

I midten af det 12 årh. begyndte man at rejse en kirke af sten i Ølsted. Den ældste del af kirken er af kampesten og bestod af et skib og et smallere kor. Nogen tid senere blev skibet udvidet mod vest, og omkring midten af det 15.årh.blev koret udvidet mod øst. Hvælvinger afløste det gamle træloft, sakristi blev indrettet bag alteret, og våbenhus tilføjet foran syddøren. Ca.1590 kom tårnet. Det er bygget over skibets forlængelse mod vest og har gavle mod nord og syd. De forskellige stilarter, byggematerialer, udvidelser og forandringer gennem tiderne kan tydeligt ses på Ølsted Kirke. Rester af kalkmalerier findes i kirkens indre. Fra slutningen af det 16.årh. stammer et kalkmaleri af en adelskvinde, fru Lene Viffert, til den forsvundne herregård, Havelsegård. Den lille, trefløjede altertavle på korets nordvæg er muligvis fra samme gård. Tavlen viser i midten: Korsfæstelsen, venstre fløj: Korsbæringen, højre fløj: Gravlæggelsen. De skønne og med låger forsynede stolestader er fra ca. 1610. Staderne har tre forskellige former, idet de er finest ved koret, lidt ringere midt i skibet og ganske enkle i den vestlige ende. De har angivet rang og byrd og været forsynet med numre. På en af lågerne har man fremdraget et, nr. 10. Stolestaderne er blevet restaureret i 1957 og malet med nye, smukke farver.
På korets nordvæg hænger vel kirkens skønneste klenodie, det gamle korbuekrucifiks i unggotisk stil fra omkr. År 1300. Altertavlen i renæssance har fire små malerier på træ. Den er fra ca. 1620. Malerierne er foroven motiver fra Det ny Testamente og forneden fra Det gamle Testamente. Billederne er symbolsk fremstillet, således at den korsfæstede Frelser (foroven til venstre) som parallel har Moses med kobberslangen (forneden til venstre), og den opstandne Frelser (foroven til højre) har profeten Jonas, der udspys af hvalfisken (forneden til højre). – Foran alteret er et meget smukt smedejernsgitter med Frederik V.s monogram og årstallet 1747. Prædikestolen i renæssance er fra ca. 1600 med en smuk lydhimmel fra 1628 i senrenæssance. Ved opgangen til prædikestolen blev der i 1954 afdækket marmorerede fyldinger. Det samme er tilfældet med pulpituret under orglet. En skøn egetræsdør,der har været ; jernbunden; med store beslag i fine mønstre, er mellem våbenhus og skib. Den bærer årstallet 1638 og lensmanden Fr. Urnes navnetræk.

 

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Helsingør Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne