Rømø Kirke

Sankt Clemens 

Rømø Pastorat – Tønder Provsti – Ribe Stift – Tønder, Højer og Lø Herred – Tønder Amt

Kirkens ældste bygningsafsnit findes i hovedskibet mod vest ved orglet. Det er muligvis en del af det oprindelige kirkeskib. Murene her er af teglsten, så det tyder på, at de er blevet opført i gotisk tid engang efter 1250. En anden mulighed er, at disse mure er en tilbygning til en ældre kirke, der nu er forsvundet. I en bog om Ribe Stift læser vi, at der var en kirke på Rømø i 1340, men første gang, vi ser kirken omtalt som ”Sct. Clemens Kirke”, er i 1514.
Hen imod slutningen af middelalderen – muligvis i den sidste halvdel af 1400-tallet – fik kirken et tårn bygget i sengotisk stil med de karakteristiske fladbuede vinduer. Øverst i tårnet kan vi se fire spidse gavle og mellem dem ”et tørninglensk spir”, der har form som en pyramide. Det var en typisk måde at bygge kirketårne på i Vestslesvig og i det gamle Tørning Len.
I midten af 1500-tallet kom den første økonomiske opgangstid på Rømø. Det betød, at flere bosatte sig på øen. Det medførte, at pladsen i kirken blev mere og mere trang. Kong Christian 4. blev gjort opmærksom på problemet, og i 1623 befalede han, at syv sogne på fastlandet øst for Rømø tilsammen skulle betale 200 rigsdaler til kirkens udvidelse. Beløbet blev betalt, og i 1626 kunne menigheden indvie kirkens nordvestlige sideskib, som blev kaldt for ”den nør kvist” – sideskibet mod nord.
Kirkebygningen afspejler også øens anden økonomiske opgangstid, hvor indbyggertallet på øen voksede kraftigt. De tre sideskibe vidner om den store befolkningstilvækst, der kom på øen i forbindelse med Grønlandsfarten i 16-, 17 og 1800-tallet. Det var en følge af de gode indtægter fra Grønlandsfarten, som øens hval- og sælfangere bragte med sig hjem. Derfor var det igen nødvendigt at udvide kirken. I år 1700 stod sideskibet ”den sønder kvist” færdig. ”Den øster nør kvist” blev bygget i 1750, og endelig var en udvidelse af hovedskibet mod øst færdig i 1751. I Rømøs anden opgangsperiode gav præsten Søren Aagaard og 20 af menighedens medlemmer kirken et nyt alter. En billedskærer fra Tønder, Peter Petersen, udformede det og satte det op i 1686.
Når vi ser op på alteret, får vi øverst til venstre og højre øje på to helgenfigurer. De stammer fra 1400-tallet og har muligvis siddet på kirkens gamle alter.
Det kan være svært at sige, hvem helgenen til venstre skal forestille, da figuren er blevet ændret i tidens løb.
Men samtiden – Peter Petersen og giverne – har måske mere tænkt på figuren som et symbol på det kristne grundbegreb tro end på en helgen. Bægeret, som figuren holder i sin højre hånd, kan pege hen på vinen, vi modtager i nadveren. Det tomme kors i figurens venstre hånd kan være et symbol på den opstandne Kristus. Bogen, som figuren holder ind til sig, skal nok forestille en bibel.
I flere kirker langs med vadehavet – bl.a. i Hjerpsted og Brøns – finder vi tilsvarende figurer, der symboliserer tro.
I den øverste del af alteret til højre ser vi en anden figur. På Rømø har der været tradition for at forstå denne figur som kirkens skytshelgen – Sct. Clemens. Han var den fjerde pave i Rom. Figuren har en due i sin højre hånd og et anker i sin venstre. Ankeret kan hentyde til, at Sct. Clemens – i følge traditionen – blev kastet i fængsel under kejser Trajan. Han led herefter martyrdøden, idet han blev kastet ud fra et skib med et anker bundet rundt om halsen.
Også her kan vi forestille os, at kirkegængerne i slutningen af 1600-tallet ikke så meget har forstået figuren som en helgenfigur, men snarere som et symbol på det kristne grundbegreb håb. Duen refererer måske til fortællingen om Noa, som sendte en due ud fra arken for at se, om der var kommet land til syne efter syndfloden. Da duen kom tilbage, havde den et friskt olivenblad i næbbet – et tegn på håb om en ny begyndelse.
I Det Nye Testamente omtales ankeret som et tegn på håb, der er forankret i Guds fred og glæde.
Der er altså muligvis sket en nytolkning af de to figurer efter reformationen, så de ikke længere blev opfattet som symboler på helgener, men snarere som symboler på tro og håb, for i reformationen tog man jo netop et opgør med den katolske kirkes helgendyrkelse. Bag alteret ser vi to glasmosaikker, der symboliserer tro og håb. De blev givet til kirken under besættelsen i 1942, hvor det at fokusere på tro og håb gav dyb mening.
På alterets sider er der nogle meget frodige kvinde- eller moderfigurer med børn. De kan traditionelt tolkes som symboler på kærlighed, som jo også er et centralt begreb i den kristne tro.
I 17- og 1800-årene havde kirken på Rømø brug for penge til vedligeholdelse. Så præsterne og deres medhjælpere gav menighedens medlemmer mulighed for at kunne købe deres egne kirkebænke, og det gjorde mange af de mere velhavende søfolk.
Derfor ser vi i dag de mange navne på bænkenes ryglæn.
Syv kirkeskibe inde i kirken er udtryk for den store betydning, søfarten har haft for øen.

Jørn H. Carl på Kirkens hjemmeside

Tilbage til Ribe Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne