Tøndering Kirke

Harrevig Pastorat – Salling Provsti – Viborg Stift – Harre Herred – Viborg Amt

Tøndering Kirke er opført af granitkvadre i romansk tid. Den består af apsis, kor og skib. Tårnet er tilføjet i senmiddelalderen og opført af genanvendte kvadre og munkesten. Våbenhuset er opført i 1913, da kirken gennemgik en større restaurering. Enkelte tilmurede romanske vinduer kan ses i murværket. I apsisens halvkuppel er der indmuret fire lydpotter.
Det fortælles, at en skipper i fordums dage kom i havsnød i tæt tåge. Da tågen lettede, fik skipperen øje på Tøndering Kirkes tårn og nåede i sidste øjeblik at lægge roret om og undgik dermed grundstødning. Som tak sendte han kirken fire jydepotter fyldt med guld. De tomme potter blev indmuret under loftet, da menigheden regnede med, at genlyden i kirken vil blive forbedret. Brugen af lydpotter kendes dog også fra andre kirker.
Indvendigt i koret ses aftrykket af et skråtstillet tømmerstykke, der må have raget ud gennem gavltoppen. - Mon ikke tømmeret har haft en udskåret afslutning?
Altertavlen er et pænt billedskærerarbejde med søjler, vinger og topstykke fra begyndelsen af 1600-tallet. Stafferingen er fra 1709. Maleriet i topstykket er fra 1905. Det samme gælder for det Emmaus-billede, der hænger i kirken, som tidligere har siddet på altertavlen. Prædikestolen er fra 1709.
På skibets nordvæg ses en velbevaret gravsten over Anders Skeel (død 1558) til Hegnet og hans to hustruer.
På kirkegården findes en romansk korsprydet gravsten.

Kilde: visitskive.dk

 

Tilbage til Viborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne