Vile Kirke

Nordsalling-Fur Pastorat – Salling Provsti – Viborg Stift – Harre Herred – Viborg Amt

Vile Kirke består af et romansk kor og skib, opført i granitkvadre. Det ret brede tårn, som er bygget af rå kløvet kampesten, er opført i senmiddelalderen. Våbenhuset er fra 1795. På gavlen ses initialerne TTMT – ØG for kirkeejeren (1793-1804) Th. Thomsen og Marie Thomsen, på Østergård i Åsted. Den oprindelige nordportal er tilmuret. Sydportalen, der endnu er i brug, er udvidet. To oprindelige rundbuevinduer er fremdraget under restaurering og genåbnet. Kirkerummet præges af den smukke oprindelige korbue med kraftige og profilerede kragsten. Korvinduet er i glasmosaik tegnet af Poul Ebbe Nielsen.
Det romanske alterbord af granitkvadre er ommuret. Et tidligere altermaleri fra 1920, som er en kopi af Carl Blochs "Gethsemane" (ved Skive-maleren N. Mølgaard Andersen), hænger i kirken. På alteret et kors i jern lavet af en lokal, Kresten Riis. Den romanske døbefont er dekoreret med fire kors. Dåbsfadet er fra 1700-tallet. Prædikestolen, der er udsmykket i renæssanceformer med malerier af Kristus og evangelisterne, er fra 1800-tallet.
Nogen kalder Vile Kirke og kirkegård for "Lille Jelling", da kirken ligger mellem to oldtidshøje. Navnet Vile er navnet på Odins bror, og kirkeområdet kan i forhistorisk tid have været et helligt sted. Det er ikke ualmindeligt, at man valgte at placere kirken, hvor de hedenske offerpladser lå.

Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Viborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne