Aars Kirke

Aars Pastorat – Vesthimmerlands Provsti – Viborg Stift – Års Herred – Aalborg Amt

Aars Kirke blev opført mellem år 1200 og år 1250. Den oprindelige kirke er den almindelige type af jyske granitkirker, der i denne periode blev bygget med Viborg Domkirke som forbillede.
Med jernbanens indtog i slutningen af 1800-tallet voksede byen, og kirken blev nu for lille i forhold til antallet af indbyggere i sognet. Derfor besluttede man i starten af 1900-tallet at udvide kirken med et hovedskib, der skulle gå på tværs af den oprindelige kirke. Ombygningen skete i 1921-22 under ledelse af arkitekt Mørch-Hansen, og her fik kirken sit nuværende udseende. Ved ombygningen fjernede man midterpartiet af skibet og byggede i stedet et nyt kor og skib vinkelret på den oprindelige kirke. Tårnet og det oprindelige kor kom til at fungere som korsarme, og derved undergik kirken sin nok største forandring.
I de fleste kristne kirker er koret vendt mod øst, fordi det er herfra, den opstandne Kristus vil komme. Men med ombygningen af kirken blev koret, og dermed alteret, nordvendt i stedet for østvendt. Ved renoveringen i 2004 ønskede kunstneren Erik Heide at give østrummet sin oprindelige status tilbage, og derfor blev døbefonten placeret her. Et børnebord af granit blev anbragt i vestrummet og således blev både vestrum og østrum en integreret del af kirken.
Ved den indvendige renovering i 2004 ændredes kirkens oprindelige mørke farver til de lyse farver, som kirken har i dag. Bænkene i det gamle kor blev erstattet af løse stole. Gulvene under bænkene i skibet blev udskiftet med fyrretræsgulve, det øvrige gulv er håndstrøgne brændte sten. Trappen til koret blev gjort bredere.
Ved ombygningen i 1921-22 fik kirken ny prædikestol og et nyt alter. De er udført i murværk efter en tegning af arkitekt Mørch-Hansen, der foretrak dette materiale frem for træ. Alterbilledet er udført i fresco af maleren Rudolf Petersen. Motivet refererer til Jesu lignelse om kongesønnens bryllup.
Døbefonten fra 1937 er tegnet og udhugget af en gammel granitvejtromle af kunstsmed Chr. Andersen, Aars. Udsmykningen er symbolerne for de fire evangelister Matthæus, Markus, Lukas og Johannes: det bevingede menneske, den bevingede løve, den bevingede okse og ørnen. Chr. Andersen har ligeledes udformet dåbsfadet, hvor inskriptionen lyder: "I Faderen, Sønnen og den Helligånds navn". Den gamle døbefont er i malet træ og opbevares på Vesthimmerlands Museumscenter.
Præstetavlen af egetræ er fra ombygningen i 1922, mens verset: "At ei i Glemmebog skal være slet opskrevet de Præster som i Aars og Haubro haver levet fra Reformantzen af at tegnis for hver Mand her deris Nafne op at hver dem lese kand" er taget fra en gamle præstetavle, der opbevares på Vesthimmerlands Kunstmuseum. Verset er forfattet af sognedegn Poul Snestrup, død 1754. Bemærkelsesværdigt er det sjældne tilfælde, at tre på hinanden følgende præster, Søren Andersen, Jens Nielsen og Chr. Andersen Hobro, har haft en samlet embedstid på 173 år. Præstetavlen fra 1922 blev efterhånden fyldt, og i 2004 kom en ny tavle til udført i glas af den lokale kunstner Peer Poulsen.
Orglet i Aars Kirke er bygget af Orgelbyggerfirmaet Bruno Christensen og Sønner i 1972. Kirkeskibet er en kopi af skoleskibet København. Det er Iavet i 1949 af den lokale snedker Folmer Christensen.

Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Viborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne