Biersted Kirke

Biersted Pastorat – Jammerbugt Provsti – Aalborg Stift – Kær Herred – Aalborg Amt

Biersted Kirke er en romansk kirke, der oprindelig bestod af skib og kor.
Tårnet er bygget til i senmiddelalderen. I 1812 blev det brudt ned i højde med skibet, men genopført til sin oprindelige højde i 1927 - det årstal, der er anført på tårnets sydside. Våbenhuset er opført i 1637. Tvillingvåbenhuset er derimod opført i 1987 og rummer præste- og dåbsværelse. Kirkeklokken er støbt i Lybæk 1624 og skænket af kirkeværge Christen Mortensen, Svinbjerggaard.
Hvælvingerne er fra senmiddelalderen. Orglet står i tårnrummet.
Altertavlen er udført af C.J.M. Bruun, Aalborg. Den blev stillet op i kirken i år 1800. I 1890'erne blev den malet over og i 1938 taget ned og erstattet med et krucifix, der nu står i kapellet. Da kirken gennemgik en stor restaurering i 1984, blev den stillet op igen.
Hovedbilledet er en gengivelse af nadveren. Ovenover billedet ses Guds navn med hebraiske bogstaver. Til venstre for hovedbilledet en kvinde med en krukke. Det er formentlig den kvinde, der skulle salve Jesu legeme. Det Ny Testamente meddeler, at to eller tre kvinder gik ud til graven påskemorgen for at salve hans legeme. (Salvekrukken forekommer dog ikke hos Matthæus.) Det meddeles også, at Maria Magdalene var blandt dem. Derimod meddeles det ikke, hvem der bar salvekrukken. Men Maria Magdalene havde jo tidligere salvet Jesu fødder, så...
Der findes en alterkalk skænket til kirken i 1673 af Otto Ottosen Skeel og hustru Sophie Rosentrantz, godset Birkelse.
Middelalderlig døbefont med glat kumme og enkel profil foroven.
Planteornamentikken på foden skyldes måske påvirkning fra Thy. Det findes ikke andre steder i Vendsyssel. (M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige døbefonte, 2003, s. 154.)
Prædikestolen - »et fint landligt renæssancearbejde« (kirkens folder) - er fra 1558. Ifølge samme folder skal motivet nadver og fodvask være Jesu besøg i Simon Farisæerens hus, hvor synderinden kom ind og salvede Jesu fødder.
De to kalkmalerier med scener fra Jesu lidelseshistorie, Jesus for Pilatus (ovenfor) og Korsbæring/Tornekroning, findes på skibets nordvæg. Det ses tydeligt, at de er ældre end hvælvingerne, da skjoldbuerne skærer gennem billederne.
Kalkmalerierne er fra slutningen af 1300-tallet. Kalkmalerier fra den periode er yderst sjældne i Jylland, men forholdsvist almindelige på Sjælland. Ifølge Peter Pentz: Dronningens alterstiftelse, i: Danske Kalkmalerier. Gotik, Nationalmuseet, 1985, har der været anvendt samme forlæg som i Skørping kirke.
Cirkelornament med ribbebemaling og rosetter findes i koret. De er ifølge Niels M. Saxtorph, Danmarks kalkmalerier, 1997, s. 181, malet »på den lette "østjyske" manér, som ellers ikke ses nord for Limfjorden.«

Kirkens hjemmeside

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne