Fladestrand Kirke

Abildgård Pastorat – Frederikshavn Provsti – Aalborg Stift – Horns Herred – Hjørring Amt

Fladstrand var i slutningen af 1600-tallet et lille fiskerleje med knap 25 huse hvoraf nogle uden og andre med jord som fæstegods under herregårdene Lengsholm og Knivholt samt et par under Bangsbo. Indbyggerne hørte til Flade kirke, og der var langt at gå. Om det var beboernes eget ønske at få en kirke, eller om det var rige- og indflydelsesrige personer, der tog initiativet, får stå hen, men det var i hvert tilfælde viceadmiral Ivar hoppe og to af hans oficerskolleger fra den skånske krig, der førte an ved byggeriet.
Viceadmiral Ivar Hoppe sikrede tilladelsen til et kirkebyggeri hos Christian den 5. ved en allernådigst befaling dateret den 27. april 1686 til Fladstrands indbyggere, at de "formedelst Veiens Længde og Besværighed til deres rette Sognekirke maa lade en Kirke eller et Capel ved Fladstrand bygge og oprette".
Ivar Hoppe kendte Fladstrand fra den skånske krig, der sluttede 1679. Få år senere begyndte udbygningen af Fladstrands fæstningsværker med Citadellet og Krudttårnet. Antallet af fremmede bygningshåndværkere og hvervede tropper kan i perioder have været større end indbyggertallet. Den gode viceadmiral kan have haft flere vægtige grunde til at sætte sig i spidsen for et kirkebyggeri. Det kunne aldrig skade med lidt kristelig opbyggelse.
I det hele taget spillede flådens og søens folk en betydelig rolle både under byggeriet og senere. To af flådens tidligere officerer, nu begge førende mænd i Fladstrand, commandeur Otto Arenfeldt, Knivholt, og tidligere Oberchirurgus i orlogsflåden, nu tolder og strandingskommisær i Fladstrand, Peter Wisberg, fik afgørende betydning for byggeriets gennemførelse.
Kongen havde i sin skrivelse bevilget en hjælp på 1 rigsdaler fra hver kirke i Aalborg stift til den nye kirke, der skulle være "Ecclesia filialis" (filialkirke) til Flade og betjenes af sognepræsten der. Selv skaffede Ivar Hoppe ved indsamling yderligere 300 rigsdaler.
Otto Arenfeldt, der som ejer af Knivholt også ejede en stor del af Fladstrand, skænkede grunden og en del af byggematerialerne. Den tidligere Oberchirurgus, tolderen Peter Wisberg, betegnes dog i gamle kilder som "det fornemste Drive-Hiul i dette Verk". Han fik bl.a. i stiftets øvrighed autoriseret en indsamlingsbog, "som blev ombaaren til alle og enhver, som noget vilde meddele til denne Kirke-Bygning".
Hurtigt gik det dog ikke trods bygningens beskedne omfang. Byggeriet blev begyndt i 1688, og årstallet er i bogstaveligste forstand stensikkert, for det er indhugget i en af de gamle syldsten i bygningens nordøstlige hjørne. Den blev sat den 24. april 1688, og godt to år senere, den 22. maj 1690 blev kirken indviet af biskop Henrich Bornemann.
Noget stort og solidt bygningsværk var den oprindelige kirkebygning ikke. Der måtte ret snart foretages reparationer, - men i den retning har bygningen ikke adskilt sig meget fra moderne byggerier, selv om også årsagerne er andre.
En del af kirkens gamle inventar findes stadig i kirken. Noget er flyttet, da kirken en tid i første halvdel af dette århundrede kun fungerede som begravelseskapel, andet og mere forgængeligt er gået til, og i tidens løb er nyt kommet til.
Som noget centralt i en kirkes liv står døbefonten, og her findes stadig den originale. Og den er virkelig original. Det er en marmoreret font drejet i træ og af form som en alterkalk. Dens oprindelse og drejemesteren kendes ikke, men den er sandsynligvis skænket kirken af en af de mange, der bidrog til kirkens regning og indretning ligesom det dåbsfad, der står i fonten.
Dåbsfadet er i virkeligheden ældre end kirken og bedømmes efter stilen til at stamme fra 1500-tallet. Hvor det har stået tidligere vides ikke, men det blev i 1689 et år før kirkens indvielse skænket af kgl. vejinspektør Henrich Hansen Moch og hustru Birgitte Henrichsdatter, hvilket fremgår af indskriften i dåbsfadets kant.
På alteret står to lysestager af "dreven messing", som det hedder i en inventarfortegnelse fra 1705, og de bærer Peter Wisbergs navn. Også to lysearme af messing stammer fra kirkens oprindelse, mens tre lysekroner, der var skænket til kirken af navngivne personer, nu findes i Frederikshavn Kirke, hvortil de blev flyttet en gang i 1890'erne, da den nye kirke, indviet i 1892, nu fungerede som sognekirke, og Fladstrand Kirke blev ribbet for en del af sit inventar for kun at blive brugt til begravelser.
Af samme grund forsvandt også kirkens originale prædikestol, der blev flyttet til Kvissel kirke, der blev opført i 1919. I Fladstrand Kirke havde prædikestolen en anden placering end den nuværende, og den var led i en helt anden opbygning.
I Erik Pontoppidans Danske Atlas fra 1760 fortælles, at der mellem koret og kirkestolene findes en portal med Christian den 5's monogram. På begge sider deraf er der "et smukt Sprinkelværk" i træ. Prædikestolen var opbygget midt i kirken ved den nordre væg, og ved prædikestolen fandtes et smukt pulpitur fra 1719 bekostet af commandeur Otto Arenfeldt på Knivholt, ligesom der ved den vestre ende var nogle "indelukte stole og et pulpitur". Af gamle regnskabsbøger fremgår det i øvrigt, at der blev betalt stolepenge af disse særlige stolestader.
På kirkens sydvæg hænger nogle af de gamle trætavler, der bl.a. nævnes i en senere inventarbeskrivelse fra 1732 af præsten i Flade, Nicolai Esbach. De blev fundet i dårlig forfatning på kirkeloftet i forbindelse med en restaurering, som Abildgård sogns menighedsråd gennemførte i 1967, da Fladstrand kirke fungerede som midlertidig sognekirke for det nye Abildgård sogn.
Over døren til præsteværelset hænger fire små udskårne trætavler forestillende evangelisterne. Oprindelsen er uklar, og de kan have været led i en større udsmykning.
Over døren til våbenhuset hænger en bemalet trætavle sammensat af flere brædder. Motivet er de fire vismænd fra Østerland, og tavlen er skænket af Peder Christensøn fra Aalborg. Kirken var i det hele taget rig på forskellige tavler, faner, kårder og anden udsmykning skænket af orlogs- og civile søfolk, købmænd og andre, der havde bopæl i eller drev handel på Fladstrand.
De mest iøjnefaldende historiske minder er dog de to store epitafier på nordvæggen. Længst mod vest hænger et epitafium med mindeskrift for postmester Peder Larsen Hedemarck, død 1789, og hustru Ingeborg Marie Falster, død 1797. Selve epitafiet skåret i træ og bemalet, er i overdådig bruskbarok fra midten af 1600-tallet, så der har også dengang været tale om genbrug.
klitLængst mod øst hænger et epitafium over tolder Peter Wisberg, død 1704, og hustru, Christine Christensdatter.
Fladstrand kirke var efterhånden også blevet ganske velstående efter tidens forhold. Af inventarlisten og regnskabet fra 1705 fremgår det bl.a., at man over det daværende våbenhus havde 1100 hollandske klinker købt til "kirkeportens forbedring".
Det senere nedrevne våbenhus havde en solskive eller solur, der kendes fordi kirkeværgen betalte Niels Torbensen for at male solskiven på våbenhuset op, ligesom han fik betaling for at kaste sne af kirkeloftet og sand fra kirkediget.
Kapital havde kirken også, for af regnskabsbogen ses, at kirken i 1705 havde udlånt 300 Rdl. til Otto Arenfeldt, og selv om han heraf betalte 15 Rdl. i rente, var det nok før, det gik bedre på Knivholt. Efter kollektbogen indkom der 1704-05 18 Rdl., 3 mk. 1sk. og stolestadepenge indbragte så meget, at da præstens og degnens løn var betalt, var der et overskud på 8 Rdl., 2mk. og 4sk.
Otto Arenfeldts svigerdatter, Mette Bille, solgte som enke i 1749 hele byen Fladstrand med fæstegods og kirke til købmand Peter Hansen Høyer. Det er i hans tid, begge gavle bliver ombygget. Først blev østre gavl ombygget i grundmur sammen med noget af sidemuren i 1767. Den vestre gavl blev ombygget på samme måde i 1773, og dette årstal står endnu med murankre i gavlen. Årstallet 1883 på østgavlen beretter om en senere skalmuring, men gavlene fik ved den første ombygning den karakteristiske profil, der kendes i dag.
Før denne sidste skalmuring havde kirkens murværk dog gennemgået flere forbedringer i første halvdel af 1800-tallet, men først i 1866 - længe efter at byen var blevet købstad - fik kirken sit nuværende udseende og omfang. Alt murværk var nu grundmuret, og ved ombygningen fik kirken de to udbygninger mod syd, hvor der nu er våbenhus og præsteværelse.
På det tidspunkt havde der allerede længe været tale om at opføre en ny og større kirke i den stadigt voksende købstad. Ambitionerne var dog større end økonomien, og det førte til mange og hårde debatter, inden den nye kirke blev indviet i 1892.
Allerede i samme årti begyndte man at ribbe den gamle kirke for en del af inventaret. Tre lysekroner og to kirkeskibe blev ophængt i den nye kirke. Det ene skib, en model af korvetten "Najaden" fra 1811 og bygget af havnefoged Ulrich og skænket til kirken af hans enke, er siden kommet tilbage til Fladstrand Kirke.
Medens prædikestolen førtes til Kvissel Kirke, blev alteret bevaret med et maleri af A. Dorph fra 1868 med motiv af Kristus i Getsemane have.

Kilde: Kirkens hjemmeside

 

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne