Gravlev Kirke

Støvring-Gravlev Pastorat – Rebild Provsti – Aalborg Stift – Hornum Herred – Aalborg Amt

Skib og kor er romanske, mens tårn og våbenhus er gotiske. Den romanske del af kirken er opført af granitkvadre. Tårnets underdel er opført af udflyttede granitkvadre fra den oprindelige vestgavl. Tårnet har pyramideformet valmet tag, der er teglhængt, mens skib og kor har blytag.
I koret er der to oprindelige vinduer: et tilmuret i øst og et åbent i nord. Ved en omfattende restaurering i 1919-20 blev en tympanon, der henlå på kirkegården, indsat i nordmuren for at markere, hvor norddøren har været. Der er i øvrigt ingen spor af norddøren. Syddøren er endnu i brug gennem våbenhuset. Klokken er støbt af Daniel Reimer 1805. Den er skænket af Cathrine Bjørn, Buderupholm.
Skibet har bjælkeloft. Den romanske korbue har profilerede kragsten.
Kirken blev restaureret indvendigt i 1973-74. Stolestaderne stammer fra denne restaurering. Orglet er anbragt i tårnrummet, der er forbundet med skibet med en spids bue.
Alterbordet er det oprindelige romanske, der er muret op af granitkvadre. I bordpladen er der en helgengrav.
Altertavlen er bekostet af Ide Cathrine Lassen til Buderupholm, 1774. I trekantgavlen, der har spir, ses Guds navn. I to billedfelter med arkadebuer, riflede pilastre med listekapitæler og treblade i hjørnerne vises Kristus på korset og Opstandelsen. Billedfelterne flankeres af søjler med glatte skafter. I storfeltet er der en fremstilling af Nadveren. Feltet flankeres af glatte søjler med joniske kapitæler. Forneden på altertalven tre tekstfelter.
Et tidligere alterbillede er ophængt andetsteds i kirken. Alterstagerne er fra 1500-tallet.
Den romanske døbefont med glat kumme og rund fod står i skibet. Frem til restaureringen 1973-74 stod den i koret.
Et lille dåbsfad fra ca. 1575 bærer en fremstilling af Syndefaldet.
Prædikestol med karnap fra 1663. Den er lavet af Aalborg-snedkeren Thomas Nielsen og skænket til kirken af præsten Claus Christensen Worde, som det fremgår af teksten på stolen.
På indvendig side - usynligt for menigheden - findes en indskrift: »Herre oplad / min læbe at / min mund kand / kundgjøre / din pris / psal 3.«
Billedet, der forestiller Jesus i Getsemane Have, har en tid været anvendt som alterbillede.
Gravsten over birkedommer Søren Calmer, død 1790. Stenen er anbragt i koret.


Kirkens hjemmeside

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne