Grurup Kirke

Bedsted-Grurup Pastorat – Sydthy Provsti – Aalborg Stift – Hassing Herred – Thisted Amt

Kvaderstenskirke bestående af romansk kor og skib. Kirken har haft et gotisk tårn. Det fremgår af regnskaberne fra årene 1709-18, at der er blevet udført en del reparationsarbejder på tårnet. Det tyder på, at tårnet har været opført af tegslsten. Det menes at være nedrevet i 1796.
Våbenhuset er oprindelig opført 1866 og senere ombygget 1884. Ved en hovedistandsættelse i 1936 blev våbenhuset flyttet længere mod vest for at skaffe plads til endnu et vindue i skibets sydvæg.
Kirken kom i privateje i 1721 og blev selvejende 1. januar 1911.
De murede klokkepiller ved korets østgavl er formentlig opført 1866 samtidig med våbenhuset. Klokken er fra 1872 eller 1873. Den erstattede en klokke, der var støbt hos Meilstrup i Randers i 1800 eller 1801.
Den romanske korbue og triumfvæg er ombygget omkring 1500 og har en spids bue. Både skib og kor har bjælkeloft.
Alterbordet er ommuret i sengotisk tid. I forsiden er indsat en stor flad kampesten. Bordets overflade er muret af genanvendte profilerede granitkvadre fra det romanske alterbord.
En skriftestol blev udført 1709 af Christen Nielsen Ulderup og stafferet af Thøger Thrane i 1711. Den findes ikke mere. En degnestol, der heller ikke findes mere, blev fornyet 1719.
Lutheransk fløjaltertavle fra o. 1600. Inde i midterskabet er der glatte hjørnesøjler med profilerede postamenter og firkantede kapitæler. Altertavlen blev stafferet af Thøger Thrane i 1711, der samtidig stafferede prædikestolen og en skriftestol, der ikke længere findes. Thranes billede af Kristus på korset hænger nu i skibet. På fodstykket ses et citat fra Es. 53.
Alterbillederne er udført af Mogens Hoff i 2007. Motivet er Kristi Opstandelse. På fløjen til venstre ses kvinderne ved graven og til højre en soldat, der sov fra det hele.
Den romanske døbefont er af thybotype. Kummen har afløb i bunden.
Prædikestolen er fra slutningen af 1500-tallet, mens lydhimlen er nyere. Evangelisterne er udført af Thøger Thrane 1711 samtidig med altertavlen og den nu forsvundne skriftestol.
Kalkmalerierne er fra omkring 1575 og minder om tilsvarende i korbuen i Bedsted kirke. Ordet »Maria« er dog ifølge skriftypen fra tiden 1475-1500.
Spor af kalkmalede dekorationer er tillige fundet på skibets sydvæg.
Det gamle alterbillede er udført af Thøger Thrane i 1711. Da altertavlen fik nye billeder i 2007, blev det gamle billede ophængt på skibets sydvæg.
Middelalderlig gravsten indmuret i skibets vestgavl ca. 5 m oppe. Placeringen midt på gavlen tyder på, at stenen er anbragt der for at pryde kirken - og ikke kun som byggemateriale. I 1796 blev gavlmuren omsat, og stenen menes at være indsat i muren i den forbindelse.
Motivet er et kors på golgatahøj. Over højen er korsstangen - usædvanligt - forsynet med en kugle. En kugle findes også lige under korset. Den vandrette korsarm går helt ud og rører ved kanten, der rammer stenen ind. Stenen er noget forvitret og bevokset med lav. Men på en tegning af Löffler 1889 kan man se, at kanten buer indad øverst på stenen i begge sider over den vandrette korsarm. På begge dele af den vandrette korsarm sidder en fugl, der vender ind mod den lodrette korsarm.

Kirkens hjemmeside

Tilbage til Aalborg Stift

 

Om kirker

 

Folkekirkerne